Cafélitten har fået ny bestyrer, han er på andet semester, hedder Hans og ja – er for første gang i Cafélittens historie en mand. På et ellers mandedomineret studie, har det indtil nu kun været kvinderne der har bestrædet jobbet som bestyrer. Vi ønsker Hans velkommen til styretøjet af vores yndlingscafé og har nedenfor hørt ham om et par spørgsmål om jobbet.
Spørgsmål:
Hvad fik dig til at søge som bestyrer?
- Jeg endte i sidste ende med at søge jobbet, fordi jeg elsker Cafélitten, både på grund af hvad den har betydet for mig, og hvad den betyder for det sociale liv på studiet. For mig var det fremragende at arbejde i Cafélitten på 1. semester, da det er det hyggeligste sted på CSS, og et fantastisk samlingspunkt for politter. Derfor var bestyrerjobbet en super fed mulighed, som jeg i sidste ende ikke kunne takke nej til.
Hvad gjorde du dig af tanker før du søgte?
- Det lå i kortene, at det var en af de nyere medarbejdere i Litten, som skulle overtage jobbet efter Eva (red. tidligere bestyrer), da hun skulle stoppe i starten af september. Mod slutningen af forårssemesteret var der lidt snak i Cafélittens interne kroge, om hvem der skulle blive den næste bestyrer. Jeg kan huske at jeg blev opfordret til at søge, men at jeg i første omgang ikke rigtig tænkte så meget over det, da jeg tænkte, at jeg både var alt for ny på studiet og i Cafélitten. Jeg havde ikke engang færdiggjort min første eksamen på det her tidspunkt.
På Roskilde stødte jeg tilfældigvis på Eva en af dagene. Vi snakkede kort om at der stadig manglede en ny bestyrer efter sommerferien og hun fortalte mig lidt om jobbet, hvorefter jeg overvejede det resten af Roskilde-ugen. På den ene side ville jeg rigtig gerne have jobbet, da jeg syntes, at det kunne være utroligt spændende, at have sådan et ansvarsfuldt job, hvilket jeg ikke har prøvet før. Mine venner opfordrede mig også til at tage det, da de alle var enige om, at det ville være godt for mig. Dog var jeg også i tvivl, da jeg var bange for at det ville blive for hårdt, da jeg havde hørt et par skrækhistorier om at 2. semester skulle være super hårdt. Efter jeg kom hjem fra Roskilde, gik jeg og tænkte over det, men kom hurtigt til konklusionen, at jeg virkelig havde lyst til at udfordre mig selv, og blive den næste bestyrer af Cafélitten.
Hvad overraskede dig mest ved jobbet?
- Jeg havde ikke forberedt mig på, hvordan jobbet hele tiden kommer til at ligge i baghovedet, hvis ikke man bliver god til at slå det fra. Jeg har aldrig haft et job, hvor jeg har haft så stort et ansvar. Derfor var jeg i starten hele tiden nervøs for, om der var noget arbejde jeg manglede at få lavet, især efter at vi var meget tæt på at løbe tør for kaffebønner, i en af mine første uger med ansvaret. Heldigvis bliver det hele tiden bedre, og jeg finder mig bedre og bedre tilpas i jobbet.
Hvordan har den første tid været?
- Min første tid var været utroligt spændende. Dog har den også været ret hektisk, da der har været et hav af nye situationer, som jeg har skulle sætte mig ind i, og tage stilling til. Heldigvis har jeg været så heldig, at Eva har været utrolig sød og god til at hjælpe mig her i starten, hvilket har været dejligt, så jeg kunne komme ordentligt i gang. Derudover har jeg gjort hvad jeg kunne for at sikre mig, at jeg har godt styr på regnskabsdelen i EØ, da jeg skal sikre mig, at jeg kan finde ud af at lave Cafélittens årsregnskab.
Hvor mange timer arbejder du om ugen, og hvad bruger man tiden på som bestyrer?
- Den gennemsnitlige arbejdstid er ifølge min kontrakt på 15 timer om ugen, men jeg kan allerede nu mærke, at det svinger meget fra uge til uge. Jeg har to timers almindelig vagt i caféen om ugen. Resten af tiden går med administrativt arbejde. Dette består af ting som: bestilling af varer til Cafélitten, læse og skrive et hav af mails, sørge for at vi kan stille personale og at bestille catering, bagværk, drikkevarer, osv., når instituttet skal bruge vores hjælp til diverse arrangementer, samt meget mere. Derudover kommer der hele tiden forskellige ting op, eksempelvis har vi lige været igennem en ansættelsesproces, hvor vi har hyret hele fire nye medarbejdere. Vi skal snart holde personalemøde, og ugen efter er det sikkert noget andet.
Er der plads til mælk når du skænker en kop kaffe til dig selv?
- Det er der naturligvis ikke. Jeg kan godt huske den gang jeg begyndte at drikke kaffe, hvor jeg var nødt til at putte mælk i, for at kunne nyde den. Heldigvis er jeg blevet både mere moden og dannet siden da, hvorfor jeg selvfølgelig ikke kunne drømme om at putte mælk i kaffen ;)
Om du drikker din kaffe med eller uden mælk, vil Hans dog stå trofast bag disken resten af skoleåret. Kom forbi!
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2