Når indsigt driver resultater – en polit i konsulentbranchen

Sune Suhr Frandsen skiftede tilværelsen som polit-studerende ud med en meget anderledes hverdag, da han landede et job som Associate hos The Boston Consulting Group (BCG). Efter godt et år med en stejl læringskurve i København flyttede han til New York for at arbejde på BCG's NY kontor. Vi har spurgt Sune om hans erfaringer.

Hvorfor søgte du konsulentbranchen?
Da jeg var ved at være færdig med politstudiet overvejede jeg en masse forskellige muligheder, og det var utrolig svært. Men jeg satte mig simpelthen ned og sagde: hvad er det, der motiverer dig? Svaret på det var stærke faglige udfordringer, variation i arbejdet, internationale muligheder og så en arbejdskultur med masser af drive, og det var lige præcis det, jeg fandt i konsulentbranchen og i BCG. Jeg har allerede efter få år beskæftiget mig med en række forskellige industrier og med mange typer af problemstillinger, og så har jeg lavet ting – analyser, anbefalinger – som bliver brugt, og det er utroligt motiverende.

Hvad laver du som associate i BCG
I bund og grund går alle projekter ud på at løse en opgave for den pågældende klient, som klienten ikke selv har kompetencerne eller ressourcerne til at løse. Vores klienter er typisk store danske eller internationale virksomheder, kapitalfonde og ministerier.

Vi har i udgangspunktet en konceptuel stærk og fakta baseret tilgang til problemløsning, og vores analyser indeholder altid et kvantitativt tungt element, hvor vi håndterer betydelige mængder data. Som associate er det typisk der, du bidrager mest, men den daglige kontakt med klienten—som oftest er ret senior i forhold til dig selv—er en vigtig del af det. Det, vi laver, skal ikke bare stå og samle støv på en hylde, men rent faktisk virke; derfor er det vigtigt, at arbejde med klienten, ikke bare for dem. Som associate hos BCG får man tidligt ansvar, hvilket gør at man lærer og udvikler sig utrolig hurtigt. Allerede få måneder inde i jobbet skulle jeg præsentere nogle analyser jeg havde lavet foran CFO'en i en større dansk virksomhed. Det var naturligvis både spændende og udfordrende og bestemt en oplevelse jeg lærte meget af.

Hvordan er det sociale miljø i BCG?
Det sociale miljø på arbejdspladsen er fantastisk. Arbejdet som konsulent er spændende og alsidigt, men det kan samtidig også være hårdt og tidskrævende. Derfor er det ekstremt vigtigt at have nogle gode kollegaer, når nu man tilbringer så meget tid sammen. Der er ofte sociale arrangementer både på de mindre projektteams men også for hele kontoret. Når du bruger meget tid sammen med dine kollegaer er det super vigtigt, at den sociale dimension er med—detskalvære sjovt at gå på arbejde.

Hvordan er muligheden for at komme til udlandet og arbejde hos BCG?
BCG er en meget international arbejdsplads. Med 75 kontorer i 42 forskellige lande er der rig mulighed for at arbejde uden for Danmarks grænser. Der er forskellige muligheder for at komme til udlandet. Man kan søge om at komme på et projekt hos et af de andre BCG kontorer i udlandet (typisk 4-10 uger). Hvis man gerne vil ud for en længere periode kan man søge BCG om at komme til et andet BCG kontor som en del af et udvekslingsprogram. I øjeblikket er jeg selv i New York på BCGs Associate Abroad program. Det betyder, at jeg har flyttet kontor for et år, hvilket har været en enorm spændende oplevelse. Opgavetyperne og kulturen på kontoret er meget lig København, men jeg har haft mulighed for at være en del af et af de største BCG kontorer og arbejde med nogle af de store amerikanske virksomheder.

Gode råd til politstuderende der er interesserede i et job hos BCG?

Vi har masser at se til! Både på verdensplan, og især i København oplever vi en meget høj vækst. Vi er på udkig efter de dygtigste, og vi kigger meget efter studier som politstudiet, så alle muligheder er åbne hvis man er ved at være færdig. Stillinger bliver ikke slået op, så det er bare med at søge – året rundt. Hvis du er interesseret i BCG og konsulentbranchen er det en rigtig god idé at deltage i de rekrutteringsarrangementer som vi har løbende på KU. Du kan følge vores event kalender og læse meget mere om ansøgningsprocessen på vores hjemmeside www.bcg.dk Hvis du har specifikke spørgsmål vedrørende jobbet, ansøgningsprocessen eller lignende er du også meget velkommen til at kontakte mig på frandsen.sune@bcg.com eller vores rekrutteringsafdeling på recruiting.cph@bcg.com

Virksomheder

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk