En slik?

Den over-mega-kæmpe og uundværlige pose slik, økonomiposen, hvis størrelse taler sit eget tydelige sprog. ALARM ALARM!

Ordet økonomi klinger ellers herligt i dit til tider lidt for store politøre og giver dig ad bagveje obskure associationer til økologi. Inden du ved at det, befinder den gigantiske sæk sig i din kurv med den akutte effekt, at din armslængde øges til 2 meter. Desuden er din kurv fuld.

Med røde kinder og ører lægger du posen på båndet, sætter 'den man nu lægger mellem varerne' op bag posen, mens du forsøger at overbevise dig selv om, at du har handlet i overensstemmelse med din økonomiske sans. Du har kort sagt omkostningsminimeret.

Men du kommer hurtigt på andre tanker. Hvor ligger det økonomiske aspekt i at spise så meget slik, at overvægt er eneste plausible følge? Og bliver man overhovedet tyk af at spise slik, eller er der tale om omvendt kausalitet, altså at man i stedet blot spiser meget slik, når man er overvægtig. Sidstnævnte er specielt fristende at overbevise sig selv om, mens man står i køen og forbereder sig på et overtræk på onkel Dan forårsaget af et økonomikøb, som skulle forestille at kunne fås for en slik.

Kan man derudover overhovedet sige økonomi og økologi uden at sige miljø? Og i hvilken miljømæssig sammenhæng er det rationelt at indkøbe så meget plastik, at det knapt kan være i skraldespanden?

Kernen i problemet omkring økonomiposen er nok i bund og grund, at posens indhold alt for sjældent allokeres. Hverken mellem personer eller over tid. Og i mangel på kompetencer for udglatning af konsum, er det affødte resultat maveonde således en naturlig og ubehagelig følge. Og her knækker lakridsstangen…

I ovenstående anledning ville jeg gerne advokere for en afgift på slik gående mod uendelig. Men i erkendelse af en helt sikkert ej ubemærket substitutionseffekt (over mod fx citronmåner), må denne løsning elimineres, og håb må søges ad andre græsgange. Hvem ved, måske findes svaret på bunden af Malaco-posen...?