Økonomisk Institut har udgivet rapporten 'Økonomistudiet i tal 2011 - 2012'. Du kan læse rapportens resume nedenfor og finde hele rapporten som pdf i bunden af artiklen.
De studerende, der optages på økonomistudiets bacheloruddannelse, er kendetegnet ved en lav alder både i forhold til landsplan og i forhold til resten af Det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Størstedelen af de studerende optages på baggrund af en matematisk studentereksamen og alle optagne har matematik på A niveau. Gennemsnittet for de studerendes eksamenskvotient fra deres adgangsgivende uddannelse var 8,6. I sommeren 2012 oplevede studiet endnu en gang en stigning i antallet af ansøgere til bacheloruddannelsen i forhold til året før. Optaget overstiger således niveauet fra 2007. De skærpede krav betyder endvidere, at de studerende, som optages på bacheloruddannelsen, har en stærkere baggrund for at gennemføre uddannelsen, end de havde tidligere.
Frem til 2007 har frafaldet på den første del af studiet været relativt højt. Frafaldet på 1. årsprøve har i en periode på seks år været mellem 20 og 30 pct. og studerende med en svagere matematisk baggrund har været overrepræsenterede i denne gruppe. Siden 2007 har frafaldet været aftagende og for optagene i 2010 og 2011 har vi nået det hidtil laveste niveau på ca. 10 pct. i det første studieår. Studieledelsen har da også været opmærksom på frafaldet, og gennem de seneste år er der implementeret flere tiltag for at hjælpe og vejlede i forbindelse med studievalg, studiestart og studiegennemførelse. De studerende, der ikke falder fra i starten af studiet, har en pæn aktivitet og melder sig til eksamenerne på 1. år, hvor også langt de fleste deltager og består. Den gennemsnitlige studerende bruger længere tid end normeringen på sin bacheloruddannelse - medianforsinkelsen på bacheloruddannelsen er fire måneder. Ca. 95 pct. af de nyuddannede bachelorer indskriver sig på kandidatuddannelsen, umiddelbart efter de har bestået bacheloruddannelsen.
Læs hele rapporten her!
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2