På studiejob i Finansministeriet

Virksomheder

Hvad er dit navn?
Karen Nilaus, 1. semester på kandidaten

Hvor arbejder du?
Finansministeriet, Center for internationalt samarbejde, skat og kapitalmarkeder (CISK)

Hvor mange timer om ugen arbejder du?
20 timer om ugen. Mere når der er spidsbelastning og slet ikke, når der er eksaminer. På trods af, at det er mange timer om ugen, så er der stor fleksibilitet og meget fokus på, at man følger sin undervisning.

Hvor længe har du haft jobbet?
Siden november 2009.

Hvordan fik du jobbet?
Jeg så et jobopslag på KU’s Jobbank, søgte det, kom til samtale og fik det heldigvis…

Hvordan er det relevant for en stud. polit. og hvilket fag har været mest relevant for dig?
Mit arbejde består dels i at budgettere skatter og afgifter for de kommende år ift. udviklingen i de makroøkonomiske variable, dels i at hjælpe med indfasningen af skattereformen Forårspakken 2.0 og nye lovinitiativer. Der er hele tiden en afvejning mellem finansiering af staten overfor hvilke forvridninger det skaber for personer og virksomheder. Det kan både dreje sig om negative virkninger på arbejdsudbuddet eller i form af mindskede negative eksternaliteter på miljø- og klimaområdet.

Blandt de mest relevante fag er helt klart Skattepolitik og Public Finance, men også grundlæggende mikroøkonomi omkring adfærd, incitamenter og forvridninger. Derudover har jeg også haft glæde af, at have haft Samfundsbeskrivelse og at have lært (noget) SAS-programmering.

Er der fryns og sociale arrangementer på arbejdspladsen?
Der er fitnesscenter i kælderen, frugtordning, og selvfølgelig og vigtigst af alt kaffeordning.
Af sociale arrangementer er der fælles julefrokoster og sommerfester, derudover holder kontorerne og studenterne også deres egne sociale arrangementer.

Hvor langt var du på studiet, da du fik jobbet?
Jeg var på sidste semester på min bachelordel.

Hvad er det bedste ved jobbet?
Helt basalt, at jeg får nogle spændende arbejdsopgaver, at jeg lærer en masse, og at jeg har nogle søde og sjove kollegaer.

Kan du se dig selv arbejde videre på denne arbejdsplads og / eller i dette arbejdsområde, når du er færdiguddannet?
Jeg er nok lidt blevet en nørd blandt nørderne… for skattepolitik er blevet min helt store interesse inden for økonomi. Derfor ville det også være super fedt at kunne fortsætte i CISK efter jeg var færdig.

Skattepolitik og anvendt mikroøkonomi kommer til at fylde meget på min kandidatdel både arbejdsmæssigt og studiemæssigt – og forhåbentligt også bagefter. Indtil videre har jeg haft Skattepolitik, Skatteret og håber at få øvelsen i Skattepolitik til foråret.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk