På studiejob i Struensee & Co.

Hvor arbejder du?
Jeg arbejder hos konsulentvirksomheden Struensee & Co., som er grundlagt i 2014 af Christian Husted, tidligere partner i McKinsey, og  Claus Juhl, tidligere direktør i Københavns Kommune. Vi arbejder primært med rådgivning af ledere i offentlige virksomheder og den offentlige sektor generelt.

Hvor mange timer arbejder du om ugen?
20 timer om ugen, nogen gange lidt mere, andre gange mindre og med god fleksibilitet i forbindelse med eksamensperioder.

Hvor længe har du haft jobbet?
Jeg blev ansat i april 2015, men jeg begyndte først i august måned. På det tidspunkt havde jeg omtrent et år tilbage af min kandidat, men siden er jeg blevet gravid, og jeg skal således på barsel fra både arbejde og studie fra og med næste semester.

Hvordan fik du jobbet og hvad består dit job i?
Jeg søgte jobbet på fuldstændig normal vis i foråret, da jeg så et opslag på Altandetlige.dk. På det tidspunkt studerede jeg på Boston University i USA og manglede et par måneder af mit 2. semester derovre. Jeg blev kaldt til samtale på baggrund af min ansøgning, CV, karakterer samt udtalelser fra tidligere arbejdsgivere, og de videre samtaler foregik over Skype.

Første runde af ansættelsesprocessen bestod af flere dele, herunder både en numerisk test, en skriftlig test, et case interview med en projektleder fra Struensee & Co. samt en traditionel jobsamtale med HR-chefen. Da jeg bestod første runde, blev jeg sendt videre til en jobsamtale med den ene af de to partnere, hvorefter jeg blev tilbudt en stilling som analytiker (student).

Som analytiker deltager jeg ligeværdigt på et team, som ledes af en projektleder og en partner, og som desuden består af et antal konsulenter og juniorkonsulenter. Det konkrete arbejde varierer en hel del fra projekt til projekt, men jeg er typisk ansvarlig for en stor del af databearbejdelsen og generel research. Jeg bidrager selvstændigt i forbindelse med udarbejdelse af effektiviseringsanalyser og benchmarking samt i skriveprocessen og i forbindelse med fremstilling af tilbud. Jeg har også deltaget i en lang række møder med kunder, herunder topledere i såvel den offentlige som den private sektor. Selvom jeg er ansat på deltid, er jeg således en ligeværdig medspiller, og mine analytiske og skriftlige inputs tages altid seriøst. Jeg udfordres hele tiden og kan se meningen med mit arbejde.

Havde du relevant erhvervserfaring, da du fik jobbet?
Jeg har en del relevant erhvervserfaring fra tidligere studiejobs. Jeg har arbejdet godt to år hos De Økonomiske Råds Sekretariat i deres makroøkonomiske sektion, og herefter var jeg ansat hos tænketanken Kraka i omtrent et år. Som analytiker hos Struensee & Co. kan jeg primært gøre nytte af de skriftlige kompetencer, jeg har oparbejdet begge steder.

Hvilke fag har været mest relevant for dig?
I det daglige benytter jeg primært min viden fra Samfundsbeskrivelse A og B, da vi arbejder en hel del i Excel. Jeg tror dog i langt højere grad, at det er min tilgang til problemløsning og generelle talforståelse, oparbejdet over de sidste fem år på polit, som kommer mig til gode i Struensee & Co.

Hvad er det bedste ved jobbet?
Det bedste ved jobbet er, at det for mig er grundlæggende meningsfyldt at være med til at forbedre den offentlige sektor via rådgivning af offentlige ledere. Det at være ansat i den private sektor, men med tæt tilknytning til det offentlige, er den optimale mellemvej for mig personligt. Derudover er jeg omgivet af virkelig dygtige kolleger med forskellige baggrunde, og jeg føler, at jeg lærer noget ved at gå på arbejde, fordi der er så utrolig mange kompetencer samlet i virksomheden.

Er der medarbejdergoder og sociale arrangementer på arbejdspladsen?
Der er en hel del medarbejdergoder forbundet med at arbejde hos Struensee & Co. Først og fremmest har jeg fået udleveret en laptop samt en iPhone 5s, og derudover får jeg betalt min telefonregning. Der er desuden en god og billig frokostordning i huset.

Hvad vigtigere er, så er kalenderen proppet med hyggelige og forskelligartede sociale arrangementer, som alle ansatte generelt prioriterer at deltage i. Det bidrager væsentligt til det gode arbejdsmiljø og den uformelle, positive stemning, som præger virksomheden i det daglige. I sommers var vi på ”ryste-sammen-tur” i Nice i Sydfrankrig i fire dage, og det er i hvert fald et gode, jeg ikke har oplevet andre steder. I september måned var vi på et fire-dages kursus på Dragsholm Slot, hvor alle nyansatte deltog i en intern case competition og blev øvet i præsentation og problemløsning. Medarbejdertilfredsheden bliver prioriteret højt, og der bruges rigtig mange ressourcer på intern træning og uddannelse, hvilket er et gigantisk plus og langt det vigtigste medarbejdergode i min optik.

Kan du se dig selv arbejde videre på denne arbejdsplads, når du er færdig?
Jeg søgte jobbet i Struensee & Co., fordi jeg ville afprøve konsulentverdenen og se, om det var noget for mig. Det er det, har jeg fundet ud af. Konkret er Struensee & Co. også en virksomhed, jeg har lyst til at fortsætte i, når jeg er færdiguddannet. Det  skyldes først og fremmest de gode muligheder for personlig udvikling og videreuddannelse, som beskrevet tidligere, men da jeg er gravid, har andre parametre også haft indflydelse. Da jeg fortalte om min situation – få uger efter min start – blev jeg mødt med varme og begejstring, og barselsforholdene er derudover helt i top. Da jeg for nylig fik behov for en sygemelding pga. graviditetskomplikationer, var det min egen HR-chef som foreslog det, før jeg selv havde givet udtryk for, at det var nødvendigt. Det har været en entydigt positiv oplevelse at være gravid samt studerende og ansat i Struensee & Co. samtidigt, fordi der hele tiden har været opbakning fra ledelsen og fuldstændig finansiel sikkerhed.

Struensee & Co. søger lige nu studenter og konsulenter, der kan bidrage til at indfri ambitiøse målsætninger på vegne af den offentlige sektor. Blev du inspireret af Lauras historie? Så søg inden den 23. november 2015.

Virksomheder

Faktaboks

Laura Nielsen
Laura Nielsen er stud.polit og er pt. i gang med at læse sin kandidat. Laura har arbejdet hos Struensee & Co. siden 
april 2015.

Laura blev tidligere på året kåret som 'Student of the year 2015' af BCG.

Baggrund
Struensee & Co. er et konsulenthus med fokus på rådgivning og konsulentydelser inden for den offentlige sektor - det værende sig både for offentlige institutioner eller for store private virksomheder, som har dele af den offentlige sektor som kunde.

Struensee & Co. er grundlagt af tidligere direktør i Københavns kommune, Claus Juhl, og tidligere partner i McKinsey & Co., Christian Husted.

Læs mere om Struensee & Co. og deres projekter her.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk