Partner nummer 4: Incentive

Den fjerde og sidste partner vi har glæden af at præsentere til vores Konkurrenceaften er Incentive, hvor Patrick Friis Turpie og Elisabeth Bast Laurents deltager.

Deres case kommer til at handle om en virksomhed, der står foran en årlig regulering af priserne på deres produkter. De plejer at regulere prisen ens for alle produkterne. Vi gennemgår sammen med deltagerne, hvordan man kan bruge virksomhedens egen data til at forstå deres konkurrencesituation, så de kan lave en smartere prisregulering, der øger deres indtjening.

Elisabeth Bast Laurents blev færdig som cand.polit. i januar 2022 og startede som konsulent i Incentive, hvor hun også havde haft studiejob.

Kan du fortælle lidt om Incentive?

Incentive er et økonomisk konsulenthus, der bl.a. arbejder med transportøkonomi, prissætning, sundhedsøkonomi samt konkurrence og regulering. Incentive blev startet i 2008, og i dag er der 35 medarbejdere på kontorerne i Holte og Odense.

Hvordan fik du job i Incentive? Hvorfor valgte du at blive konsulent?

Jeg søgte et studiejob uopfordret i 2020 og blev ansat. Mit første møde med Incentive var til et Altandetlige-arrangement, hvor nogle konsulenter holdt oplæg og fortalte om virksomheden. Jeg talte med dem efterfølgende, og de var tydeligvis fagligt dygtige – og meget imødekommende. Det gav mig lyst til at arbejde der som juniorkonsulent, så jeg skyndte mig at søge.

Da jeg havde arbejdet der et års tid og havde et halvt år tilbage af mit studie, havde jeg en snak med min chef, der tilbød mig en fast stilling som konsulent, når jeg blev færdig. Det var jeg rigtig glad for. For det første, fordi jeg gerne ville blive der, men også fordi det gav mig mulighed for at koncentrere mig om mit speciale. Jeg startede på fuld tid, kort efter jeg havde afleveret mit speciale.

Hvad består dit arbejde i?

Jeg arbejder meget med transportøkonomi, og senest har jeg været med til at lave to større projekter om takstændringer i den kollektive transport. Jeg har også arbejdet på et projekt inden for energisektoren, hvor vi assisterer med strategi og forretningsudvikling. Jeg har også lavet Power BI-arbejde for Ældre Sagen. Mit arbejde spænder i det hele taget bredt, og det sætter jeg stor pris på.

Hos Incentive arbejder vi projektbaseret, og det giver mulighed for at arbejde på flere projekter ad gangen med forskellige kolleger. Det trives jeg godt med, for jeg kan rigtig godt lide at have mange forskellige arbejdsopgaver. Jeg nyder altid følelsen af at afslutte et projekt, som kunden er virkelig glad for.

Hvad har været det mest spændende projekt?

Et af projekterne om takstændringer, som jeg netop har været med på, var virkelig spændende. Her fik jeg mulighed for at drive meget af projektet selv, og jeg kunne i høj grad bruge min faglige viden.

Hvordan bruger du din faglighed som økonom i dit daglige arbejde? Hvilke fag bruger du?

Jeg bruger faktisk mine faglige kompetencer fra studiet rigtig meget, men jeg lærer også hele tiden nyt og udvikler mig. Jeg laver meget regnearbejde med store datasæt, og særligt i arbejdet med takstmodeller eller prissætning bruger jeg viden fra mikroøkonomi, når vi regner adfærdsændringer ved prisændringer.

Hvordan er Incentive som arbejdsplads? Hvad er det bedste ved at arbejde hos Incentive?

Det er virkelig et rart sted at være, og fagligt er niveauet rigtig højt. Man får løbende mere ansvar for opgaver, og jeg kan mærke, at jeg hele tiden udvikler mig. Og fordi Incentive ikke er en kæmpestor virksomhed, kender alle også hinanden og hjælper hinanden. Det gør det meget nemmere at løse opgaverne og levere høj kvalitet.

Det er vigtigt for mig, at vi har det rigtig godt og sjovt sammen i dagligdagen — og det har vi virkelig! Jeg er også glad for de hyggelige og sjove arrangementer, vores såkaldte Socialministerium finder på, fx champagnesmagning, byvandring og klatring.   

Hvis du skulle give et par råd til studerende, der gerne vil finde et studiejob?

Først og fremmest, at man ikke skal være bange for at søge uopfordret! Det havde jeg jo held med, og jeg kender flere andre, der også er lykkedes med det. Jeg tror også, jeg vil råde til, at man kan tænke fremtidige muligheder ind, når man søger studiejob. Mange steder er der jo mulighed for at blive fastansat, når man er færdiguddannet, hvis virksomheden har været glade for det, man har lavet som student.

Hvis der er nogen, der har lyst til at høre mere om Incentive og min hverdag her, så kontakt mig endelig på LinkedIn.

Og hvis man gerne vil arbejde hos Incentive?

Så skal man bare søge! Incentive søger jævnligt nye, dygtige kolleger, både juniorkonsulenter og konsulenter. Vi slår altid ledige stillinger op på altandetlige.dk, og du kan også se ledige stillinger eller søge uopfordret gennem vores hjemmeside: https://www.incentive.dk/karriere-konsulent/send-uopfordret-ansoegning/

Har du lyst til at høre mere om et job som juniorkonsulent, kan du også tage fat i Christoffer Larsen, 2267 8679, cl@incentive.dk.

Virksomheder

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk