En af de større omvæltninger ved at begynde på universitetet er, at man ikke længere får udleveret sine bøger af en midaldrende bibliotekar fra et støvet depot i en kælder. Derimod skal man selv ud og anskaffe dem, hvilket hurtigt bliver til en dyr fornøjelse. Bedre bliver det da heller ikke af, at pensum på første semester består af intet mindre end syv bøger fordelt på tre forskellige fag. Kasseapparatet er for længst begyndt at tælle, og prisen kan opgøres i adskillige omgange FISK i Kommunen til hele holdet. Derfor har vi her på Altandetlige.dk trukket på adskillige års erfaringer med studiestart og pensumbøger og samlet det hele til dig. Vi har tjekket pensumlisterne med dine forelæsere, undersøgt priserne hos Academic Books og besvarer det vigtige spørgsmål ”ny eller brugt?”, så du trygt kan slå dig løs på Bogbørsen.
Økonomiske Principper A
Faget er det første sted, hvor du kommer til at stifte bekendtskab med økonomisk teori. Dertil behøver du følgende bog:
Economics
Forfatter: N. Gregory Mankiw & Mark P. Taylor
Forlag: Cengage Learning EMEA
Udgave: 2. udgave
Udgivelsesår: 2011
Nypris: 549,00 kroner
Ny eller brugt: Brugt
Som forelæseren Claus Bjørn Galbo-Jørgensen skriver i kursusbeskrivelsen, kan ældre udgaver godt anvendes. Tilbage til og med 2006-udgaven har ændringerne været minimale, så disse udgaver kan du trygt købe på Bogbørsen. Hvis du hurtigt går død i bogens ti økonomiske principper, så er der hjælp at hente her.
Når du når til eksamenslæsningen om et par måneder, så er de gamle eksamensopgaver og rettevejledningerne dertil en stor hjælp. Begge dele kan du finde her.
Samfundsbeskrivelse A
Til Samfundsbeskrivelse A skal du bruge en del bøger. Nogle har fortrudt, at de købte dem alle, hvorfor de fleste er billigt til salg på Bogbørsen. Da Handelshøjskolens forlag er en del af DJØF’s Forlag, kan du, hvis du er medlem af DJØF, købe bøgerne derfra med 20 % rabat. Som noget nyt vil en stor del af pensum i år bestå af publikationer fra Danmarks Statistik og Nationalbanken, der fås gratis som .pdf-filer.
Statistisk tiårsoversigt 2013
Forfatter: Danmarks Statistik
Forlag: Danmarks Statistik
Udgave: 1. udgave
Udgivelsesår: 2013
Nypris: 175,00 kroner
Ny eller brugt: Ny
Udover en masse tal så indeholder Statisktisk tiårsoversigt en Økonomisk-politisk tiårskalender og mange begrebsforklaringer. Du kan ikke bestå første årsprøve uden at eje papirudgaven af Statistisk tiårsoversigt 2013, da bogen skal bruges til eksamenen i faget Samfundsbeskrivelse B. Du må gerne lave overstregninger i bogen, men under ingen omstændigheder skrive i den, hvilket din kommende forelæser Hjarn vil minde dig om utallige gange.
Tidligere udgaver af Statistisk tiårsoversigt findes gratis her. Med disse kan du selv stykke en grundig Økonomisk-politisk kalender over perioden 1980-2013 sammen, hvilket kan være en stor hjælp, når du undrer dig over udviklingen i privatforbruget i slut 1980’erne.
Danmarks økonomi side 1980
Forfatter: Per Ulstrup Johansen og Mikael Trier
Forlag: Handelshøjskolens forlag
Udgave: 11. udgave
Udgivelsesår: 2013
Nypris: 249,00
Ny eller brugt: Uafgjort
Bogen udkommer i opdateret udgave årligt. Man kan dog godt klare sig med sidste eller forrige års udgave. Den 11. udgave er omtrent 10 sider længere end den 9. udgave, men de har ens indholdsfortegnelser. Medmindre du frygter at mangle dugfriske analyser af den nuværende økonomiske situation, kan du altså godt overleve på 10. eller 9. udgave.
Praktisk statistisk metode for økonomer
Forfatter: Mikael Trier og Per Ulstrup Johansen
Forlag: Handelshøjskolens Forlag
Udgave: 3. udgave
Udgivelsesår: 2010
Nypris: 249,00 kroner
Ny eller brugt: Brugt
En stor del af Samfundsbeskrivelse A handler om at bearbejde og beskrive statistik. Hvordan dette gøres bedst muligt forklares i denne bog. Mange vælger at beholde bogen, da den er nyttig som opslagsværk, hvis man nu lige har glemt forskellen mellem et Laspeyres- og et Paascheindeks. Grundet et paradigmeskift i valg af indeks hos Danmarks Statistik i 2005, bliver du nødt til at anskaffe dig enten 2. udgave fra 2004 eller 3. udgave fra 2010. Forskellen mellem de to versioner er begrænset, men 3. udgave er at foretrække.
EU – et overblik
Forfatter: Hjarn Zernichow Borberg
Forlag: Multivers Aps
Udgave: 1. udgave
Udgivelsesår: 2013
Nypris: 215,00 kroner
Ny eller brugt: Ny
Bogen, der udkom den 30. august 2013, erstattede bogen Den Europæiske Union i pensum. Udbuddet af den på bogbørsen er stærk begrænset, så du må nok en tur forbi boghandlen for at købe denne bog.
Andre titler
Som noget nyt vil en del publikationer fra Danmarks Statistik og Nationalbanken blive anvendt i pensum. De fleste af publikationerne kan købes direkte fra Danmarks Statistik, men hvis du kan klare dig med en pdf-fil, så har vi med stor hjælp fra din kommende forelæser Hjarn lavet en oversigt over, hvor du kan hente dem gratis.
- Nationalregnskabet 2011, Danmarks Statisk: Kan hentes her.
- Indkomster 2011, Danmarks Statistik: Kan hentes her.
- Befolkningens udvikling 2012, Danmarks Statistik: Kan hentes her.
- Fødsler og dødelighed i Danmark - set i et internationalt perspektiv, Danmarks Statistik: Temaartikel fra Statistisk tiårsoversigt 2008. Kan hentes her.
- Kvartalsoversigt, 3. kvartal 2013, Del 1, Danmarks Nationalbank: Kan hentes her.
Matematik A
I matematik handler det om at spidse blyanten og have papiret klar. Du bliver ikke kun eksamineret i dine regnetekniske færdigheder, men også i din grundlæggende forståelse af matematikken gennem en række beviser du skal kunne. Ikke alle disse beviser står lige udførligt beskrevet i bøgerne, hvorfor gode tavlenoter er guld værd.
Matematisk Analyse Bind 1
Forfatter: Knut Sydsæter
Forlag: Gyldendal Akademisk
Udgave: 8. udgave
Udgivelsesår: 2010
Nypris: 549,00 kroner
Ny eller brugt: Brugt
Hvis du synes, at forfatterens navn klinger lidt som kom det fra vores naboer mod nord, så har du fuldstændig ret. Nu afdøde Knut Sydsæter var professor på universitetet i Oslo og skabte det lærebogssystem i matematik, der har været anvendt på Polit i en menneskealder. Bogen er derfor også på norsk, og det kan allerede nu afsløres, at ”slik” på norsk ikke har noget med søde sager at gøre. Forskellen mellem 7. og 8. udgave er, at mange af opgaverne har skiftet numre og nye opgaver er kommet til. Derfor bliver du nødt til at anskaffe dig 8. udgave, hvis du vil være sikker på at lave de rigtige opgaver til holdtimerne. 8. udgave fås selvfølgelig også brugt på Bogbørsen.
Nogle af opgaverne i bogen er mærket med bogstaverne ”SM.” Det betyder, at svaret findes i studentermanualen, som du kan finde her.
Eksamensopgaver i matematik med rettevejledninger
Forfatter: Mogens Nørgaard Olesen
Forlag: Hans Reitzels Forlag
Udgave: 3. udgave
Udgivelsesår: 2013
Nypris: 320,00 kroner
Ny eller brugt: Brugt
Bogen er en samling af gamle eksamensopgaver, der rækker tilbage til 70’erne. Tredje udgave er omtrent 160 sider længere end 2. udgave, men ifølge forelæseren kan 2. udgave fra 2011 også kan bruges. Denne fås selvfølgelig brugt på Bogbørsen. Hvis du køber 2. udgaven, så findes eksamensopgaver og rettevejledninger fra vinteren 2009 og frem her.
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2