Polit tager til Lissabon!

Den næste studietur på polit går til Portugals fantastiske hovedstad, Lissabon, og du kan komme med! 

Hvorfor skal polit udforske krisen i Portugal?

Det er næsten ironisk, at den europæiske gældskrise er så centreret om Grækenland, for alle Europas smerter minder ligefrem om en græsk tragedie, hvor en mand af nobel karakter begår hybris og derefter pådrager sig nemesis, straffen.

Den økonomiske krise har tilsyneladende ramt Sydeuropa hårdere end resten af eurozonen, og man taler om en "domino-effekt", der startede med Irland-brikken, der væltede ind i Grækenland, Italien, Spanien og Portugal - men er Portugals historie den samme som de øvrige landes? Paul Krugman nævner i sin blog, at Portugal egentlig havde det ganske fornuftigt inden krisen, med et gæld/BNP-niveau på linje med Tyskland og med boligpriserne i ro.
(http://krugman.blogs.nytimes.com/2011/01/10/portugal-o-nao/)

Faktum er, at Portugal i dag slås med en arbejdsløshed på over 12% (heraf en ungdomsarbejdsløshed på 20%), en offentlig ØMU-gæld på 95% af BNP og et offentligt ØMU-underskud på 9% af BNP. På grund af den fortsatte usikkerhed omkring den europæiske gældskrise, er også Portugals statsobligationer på himmelflugt.

En statsbankerot ville have uoverskuelige konsekvenser – ikke kun for Portugal, men for hele eurozonen. Der vil være overhængende risiko for, at en statsbankerot i Grækenland, ville kunne skabe en kædereaktion blandt andre pressede eurolande, heriblandt Portugal, men også blandt duksene i EU. Derfor har EU-landene ydet økonomisk nødhjælp, og IMF (Den Internationale Valutafond) har ydet lån til den trængte portugisiske økonomi (senest i April 2011 med lån på 585 mia. kr.) mod krav om voldsomme besparelser og reformer i Portugal.

Oplev den europæiske krise på tæt hold

I disse tider virker det mest af alt som om, at vejen til helvede er brolagt med eurosedler. Grækenlands fremtidige samarbejde med Eurozonen hænger i en tynd tråd, men hvad med Portugal, kan de nå at redde sig selv? Kom med, og bliv klogere! 

På turen vil vi forsøge at afdække problemerne i Portugal, hvad gik galt inden krisen, hvilke problemer står Portugal overfor nu, og hvordan kommer Portugal videre? Vi vil planlægge turen ud fra 3 hovedpunkter:

Bailout af Portugal vs. statsbankerot

Portugal som dominobrik i en europæisk gældsspiral

Portugal som det mest ulige land i EU

Turen vil ligeledes give et indblik i den portugisiske kultur og tankegang, og forhåbentlig belyse nogle af de kulturelle forskelle, der gør at Portugal som en del af Sydeuropa har så svært ved at komme igennem krisen.

Turen vil i høj grad også have et socialt aspekt, da man rejser med 24 andre fantastiske politstuderende på tværs af alle årgange. Med andre ord har studieturen til Portugal alt hvad en politstuderende kan efterspørge: spændende og aktuelle økonomiske problemstillinger kombineret med socialt fællesskab med ekstraordinære politstuderende – og nå ja, måske også lidt portvin?

Tilmeldingen er åben nu: www.stuko.dk/tilmelding 


ForårsStuKo'12 glæder sig!

Faktaboks

Hvis du vil med:

Du skal være indskrevet på polit til foråret og være interesseret i at se nærmere på krisen i Portugal, den portugisiske kultur og i at møde 24 andre politter.

Tilmelding kan ske på WWW.STUKO.DK/TILMELDING senest d. 11/11 2011.

 

På hjemmesiden kan du ligeledes finde mere information om turen og kontaktinfo på forårsSTUKO (STUdietursKOordineringen).

 

Turen vil foregå 28/3-4/4 2012 (vi kommer hjem dagen inden skærtorsdag). Den vil maksimalt koste 5000 kr., som dækker bl.a. transport, hostel og morgenmad.

 

ForårsSTUKO gør alt for at turen bliver bedst og billigst muligt – men vi har brug for at DU tilmelder dig!

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk