AltAndetLige.dk har taget temperaturen på Politrådets efterår sammen med den konstituerede formand Mikael Milhøj – der midlertidigt har afløst den hidtidige forkvinde Anne Folke på posten, da hun er taget på udlandsophold.
Siden sidste semester er der sket den store ændring, at instituttet er flyttet til CSS. Hvor tilfredse er Politrådet med flytningen til CSS og de nye faciliteter?
»Uanset hvor tilfredse eller utilfredse vi er med flytningen til CSS, er flytningen en realitet, og det har aldrig været muligt for os i Politrådet at ændre på den beslutning. Vores tilgang til flytningen er derfor ganske konstruktiv, og vi tager udgangspunkt i, at vi ønsker at skabe de bedst mulige rammer for vores medstuderende.
Politrådet har bl.a. ligget i forhandlinger med instituttet om, hvor Cafélitten skal ligge. Vi har kæmpet for at få de bedst mulige 10 procent af kvadratmeter til os, og vi synes, det er lykkedes rigtig godt. Vi har jo desværre færre kvadratmeter at gøre godt med i forhold til inde omkring Studiestræde, hvilket godt kan ses: Cafélitten er blevet mindre, Polithuset er som sådan forsvundet og er blevet en integreret del af Cafélitten i stedet, Politrådet har mistet sit eget lokale og så videre. Det er dog ikke et udtryk for, at vi er blevet trynet eller andet – hele instituttet er blevet mindre, hvilket rammer såvel ansatte som de studerende. Vi har også prøvet at få bevaret nogle læse- og grupperum og nogen specialepladser, hvilket er lykkedes.
Men der er dog mange ting, vi gerne vil sætte fokus på. F.eks. er der stor lokalemangel på CSS, hvilket betyder, at mange studerende vil have undervisning andre steder - f.eks. på BISP, Geologisk museum, HCØ -, eller de studerende har timer til sent på eftermiddagen, tidligt på aftenen.«
Hvad bliver Politrådets største opgaver og udfordringer i efterået?
»Der ligger en række opgaver foran os, både store og små, men de væsentlige må nok være studiemiljø, lokaleproblemer og at synliggøre os selv.
Vi har en hel unik mulighed for at sætte vores eget præg på vores lokaler, da de er nye eller nyrenoverede. Vi har blandt andet søgt en Studiemiljøpulje om midler til at finansiere forskellige nye ting. I den forbindelse skal man i øvrigt huske at takke Signe fra Cafélitten, der lægger utrolig meget arbejde i at skabe en hyggelig atmosfære for os alle sammen. Det er virkelig værdsat.
Vi skal i samarbejde med studieledelsen finde ud af, hvordan vi bedst kommer skema- og lokaleproblemer til livs. Er det for eksempel holdbart, at 1. års studerende skal have undervisning andre steder end CSS, når det er det eneste, de kender? Er det i orden, at man har timer til kl. 19? Desuden ligger der helt sikkert nogen udfordringer i, at strukturen fra KUs ”indre marked” er indført, så ferierne er rykkede, eksamensperioderne forkortede mv. Især sidstnævnte kan godt være et problem, da vi jo har et studie med mange eksaminer hvert semester.
Vi havde sidste år fantastisk succes med at komme rundt og gøre folk opmærksomme på, hvem vi er og hvad vi laver i forbindelsen med KU-valget, hvor vi blandt andet fik 2 ud af 3 pladser i Akademisk Råd, da stemmeprocenten steg kraftigt. Vi skal være bedre til at fortælle de studerende, at de gennem os kan få en række af deres problemer løst. Vi skal være bedre til at fortælle de studerende, at vi er med til at skabe bedre forhold for de studerende, både hvad angår studiemiljøet, men også for eksempel ved at vi arrangerer de meget populære studieture. Vi sidder med en række personer i mange forskellige udvalg, hvorfor indflydelsen er der, så gode idéer til alt mellem himmel og jord modtages med kyshånd.
Der ligger dog også en række andre ting og venter. Vi skal nedsætte et nyt STUKO til at arrangere efterårsstudieturen i 2010, hvilket der traditionen tro plejer at være stor efterspørgsel efter at blive en del af.«
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2