Politter har de seneste årtier måttet acceptere at monopoler står for fald – også indenfor uddannelsesverden, hvor der ikke længere kun er én gruppe studenter, som mener at de læser økonomi. Langt uden for voldene, ikke langt fra Valby Bakke ligger institutionen CBS. Det er dér, hvor man også kalder sig økonomer og dér, hvor kun skyerne kan regne…
HA Almen’erne, FLØK’erne og SPRØK’erne har nu en anden idé om, hvor man kan kalde sig rigtige økonomer, og hvorfor man går på højskole i stedet for universitet.
Venskabskamp
Der er nok ingen måde at få afklaret denne eller andre uoverensstemmelser mellem politter og CBS’er på, men man kan jo prøve på en fodboldbane. Der var nok også andre grunde til at denne venskabskamp mellem BePolite FC og CBS Sport var blevet stablet på benene lørdag d. 28. november, hvor regnen for første gang i lang tid var afløst af en mere blå himmel. Det var som, at naturen også var indstillet på at dette skulle være afgørelsens time – eller afgørelsens 90 minutter… plus det løse…
Mange spørgsmål stod til afklaring ved denne kamp, men for politterne var det mest presserende spørgsmål op til kampstart nærmere, hvor var deres målmand?
Og da så det indløb at første- (og eneste-)valget var ramt af en form for akut maveinfektion, som var brudt ud sent fredag nat - og senere fortsat langt op ad dagen lørdag, var det, hvem var andet-valget på keeperpladsen og hvordan klarer man 90 minutter med 10 mand mod 11 (plus reserver)?
Store afbrændere
Det viste sig at politterne trods tidspunktet og undertallet var mest oplagte og løbevillige, hvilket bar frugt, og en 3-1 føring ved pausen blev til en sejr på 8-1 ved slutfløjtet.
Første halvleg var præget af høj intensitet og hurtige angreb. Efter 10 minutter tæmmede Mark Dencker en bold i feltet og flugtede den ind bag en hjælpeløs sønderjysk CBS’er. Derefter fulgte et hav af brændte chancer til BP FC, men træværket holdt stand for CBS Sport.
I den anden ende kom CBS Sport til baglinien, hvor et indlæg fra en mand de kaldte Thor sejlede ind under overliggeren og udlignede føringen.
Man kunne dog ikke se at politterne var en mand i undertal, og de varierende målmænd for BP FC, havde ikke meget at se til. Så da halvlegen sluttede, stod den 3-1 til KU’erne.
Opgivende blikke
I slutningen af 1. halvleg var kavaleriet, i form af Kristian Bunckenburg kommet de ti politter til undsætning, og de sad tungt på spillet efter pausen. Som halvlegen skred hen og føringen blev udbygget, blev det mere og mere tydeligt, hvad resultatet af venskabskampen ville blive. Sjældent har man set mere opgivende blikke, som da CBS’erne hørte, at der var tyve minutter tilbage og 6 mål til en sejr.
Kampen sluttede 8-1, men om de ovennævnte spørgsmål blev besvaret og om stridsøksen kan begraves er nok, som altid en individuel sag.
BePolite FC’s trup: Frederik Peter Birkvad, Christian Ravn, Anton Johansen, Tobias Rasmussen, Esben Thomsen (3-1), Philip Rosenbaum, Kasper Ougaard, Mark Dencker (1-0, 2-1), Dan Thor Larsen (7-1), Niklas Mørup (4-1, 5-1, 8-1), Kristian Bunckenburg (ind 35. min) (6-1).
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2