Selv i ordbogen kommer dimittend før succes

Mette Kildegaard er nyuddannet cand.polit. og ansat som konsulent i Deloitte Consulting. Hun fortæller: ”Som nyuddannet polit har jeg været overrasket over, hvor mange samfundsøkonomiske og datatunge analyser jeg kan være med til at udarbejde. Jeg får en dejlig følelse af, at de analyser, jeg arbejder med, rent faktisk er med til at skabe værdi. Det er alletiders, at jeg i høj grad selv kan påvirke mine arbejdsopgaver, og mine kolleger lytter til mig og giver mig ansvar, selvom jeg ikke har ti års erfaring. Endelig forstod jeg, hvorfor mine kolleger blev ved med at fortælle mig, at jeg har en stejl læringskurve som konsulent. Det er udfordrende, og det har været en super overgang fra studie til fuldtidsarbejde. Jeg fik først rigtigt øjnene op for Deloitte Consulting, efter jeg deltog i et tilsvarende karrierearrangement, hvor jeg fik mulighed for at tale med konsulenter herindefra.”

For at du får mest ud af aftenen, vil den faglige del af arrangementet forløbe i tre samfundsvidenskabelige spor, hvoraf det ene er særligt målrettet økonomistuderende fra Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet.

Aftenen vil give dig en unik mulighed for at møde dimittender med samme baggrund som din, og som i dag arbejder som konsulent i Deloitte Consulting. De vil fortælle om opgaver og projekter fra deres dagligdag som konsulent og give dig indblik i, hvilke faglige kompetencer fra studiet du kan bringe i spil og udnytte i jobbet som konsulent. Endvidere vil du blive præsenteret for en minicase, der vil give dig en smagsprøve på, hvad det vil sige at arbejde som konsulent hos os.

Kristian Binderup Jørgensen er selv cand.polit. og siger: ”Med udgangspunkt i de projekter, jeg deltager i, vil jeg fortælle om, hvilke opgaver Deloitte Consulting løser. Det kan være alt fra samfundsøkonomiske analyser til effektiviseringsprojekter i finanssektoren. Jeg vil give et indblik i kulturen hos os, hvor vi spiller for at vinde, og hvor der samtidig er stort fokus på godt sammenhold og fælles oplevelser. Endvidere vil jeg fortælle om, hvad Deloitte Consulting forventer af mig som relativt nyuddannet, og hvad jeg især kan bidrage med som økonom.”

Aftenen afsluttes med mad, netværk og mulighed for at tale mere uformelt med Deloitte Consultings konsulenter.

”Det er vigtigt for os at møde de studerende og give dem mulighed for at få indblik i, hvordan det er at være konsulent hos os. Det viser sig tit, at oplæg om vores projekter og en uformel snak om konsulentlivet er en øjenåbner for mange studerende,” siger Michael Holst, HR-leder i Deloitte Consulting.

Arrangementet finder sted torsdag 16. maj 2013 klokken 17:00-21:00

Adresse: DeloitteHuset, Weidekampsgade 6, 2300 København S.

Kommer du langvejsfra, dækker vi udgiften til dine togbilletter.

Tilmelding til arrangementet er nødvendigt

Både studerende og nyuddannede er meget velkomne, men der er begrænset antal pladser til arrangementet. Send derfor dit cv til dkdc@deloitte.dk hurtigst muligt og senest 9. maj 2013. Du vil modtage en mail fra os, hvis du inviteres til at deltage.


Virksomheder

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk