I eftermiddag, onsdag den 1. oktober, holder studieadministrationen på SAMF
oplæg om muligheder for udveksling. Selv om semestret først lige er startet, er
det allerede tid til at se fremad. På Altandetlige.dk supplerer vi hermed med
et kig på politternes kurser denne sommer. Sommerskole er endnu en mulighed for
at supplere med fag ved siden af det normale semester på polit, og der er mange kurser - i hele verden. Vi har snakket med tre stud.politter, som brugte lidt af deres sommer
ved skrivebordet.
Frederik Wagner, London School of Economics
Jeg brugte min sommerferie på LSE i London, hvor jeg tog faget Advanced
Corporate Finance. Faget gennemgår hovedsageligt de teoretiske aspekter af en
virksomheds opbygning af kapitalstrukturen. Kurset tager ca. 3 uger i alt og
dækker 7,5 ECTS. Jeg valgte primært at tage sommerskole for at have et fag
mindre på 5. semester. Grunden til, at det blev LSE i London, skyldes det store
udbud af fag og en forventning om et højt fagligt niveau. Derudover er det
selvfølgelig altid fedt at lære nye mennesker fra andre dele af verden at
kende.
Hvor boede du, mens du studerede?
Jeg boede på en LSE accomodation (High Holborn) kun 5 -10 min. gang fra
LSE, hvilket er virkelig fedt, når man befinder sig så meget på skolen i løbet
af dagen og ikke rigtigt orker den lange transport. London er en meget dyr by
at bo i, så den centrale beliggenhed bliver der også betalt for.
Hvordan er det faglige?
Undervisningsformen minder meget om polit. Vi havde en times ”class” om
formiddagen med gennemgang af øvelsesopgaver af PhD studerende. Om
eftermiddagen fortsatte undervisningen med tre timers forelæsning ved lektor Jack
Favilkus; en virkelig dygtig underviser med grader fra både MIT og Stern.
Niveauet er meget lig det, vi kender fra 2. år på polit. Dog med klart mindre
fokus på matematiske beviser og udledninger.
Hvordan er det sociale liv i forbindelse med kurset?
Hvis man ønsker det, bliver der udbudt mange udflugter af LSE Summerschool,
som hovedsageligt er booket af kinesiske studerende. Der er ALTID fest i London
alle ugens dage, og det er meget almindeligt at snuppe en øl på den lokale pub
efter arbejde/skole.
Det, der har overasket mest, er hvor forskellige mennesker, der er på
kurset. Alt fra studerende på CBS, politter, ingeniører og revisorer. Derudover
er der også en del, der er blevet sendt på skole af deres arbejdsgiver og/eller
leder efter job i samme omgang.
Cecilia Linn, Københavns Universitet
Videregående statistik på KU. Det tog 2 uger og gav 7,5 ECTS. Jeg valgte at
tage sommerskole for at give mig mere frihed i det næste semester. Hvis jeg fik
valgfaget overstået over sommeren, ville der være mere tid til de obligatoriske
fag i løbet af året.
Hvordan var det faglige?
Det var et meget praktisk fag, hvilket var en god afveksling til nogle af
de mere teoretisk hårde fag på polit. Så selv om niveauet var højt, virkede det
som om, alle var ret godt med.
Hvor meget af din sommer mistede du?
Som sagt var det kun to uger. Men det var hele dagen (9 til 16.30), så der var
ikke meget strand og sol. Til gengæld var det overstået hurtigt, så jeg synes
faktisk ikke, jeg er gået glip af noget. Det, der har overrasket mest, er, at
der er så mange, der gør det. Det er en vildt smart måde at få mere luft i
skemaet på, og jeg ville ønske, jeg havde gjort det sidste sommer også.
Det bedste og det værste ved at tage sommerkurser?
Det værste var, at det bare føltes forkert at tage tilbage på CSS allerede to
uger efter sidste eksamen! Det bedste var, at vi var nogle stykker, der havde
meldt os sammen, og det var faktisk ret hyggeligt. Derudover var der ikke
så meget tungt læsestof, og det hjælper jo altid.
Gode råd til andre?
Gør det! Og led lidt ud af boksen. Der findes ikke kun sommervalgfag på
CSS.
Niels Petter Thomsen, University
of California, Berkeley
Jeg tog Introduction to International Business og International Trade på UC
Berkeley i Californien. Det blev overført til 15 ECTS point og tog i alt 6
uger. Jeg valgte at tage på sommerskole, fordi jeg havde lyst til at kombinere
en fed ferie med noget studie. Desuden tænkte jeg, at mit semester ville blive
travlt, hvis jeg skulle have et valgfag samtidig. Derfor virkede sommerskole
som en god idé. Især også fordi det kan være ret hyggeligt med lidt læring,
selv om man har ferie, sådan at man holder sig lidt i gang.
Hvor boede du mens du studerede?
Jeg boede på Berkeleys Campus – deres ”University Residence Halls”. Det har
fungeret helt vildt godt idet, jeg kom til at bo så tæt på skolen som
overhovedet muligt, og der hørte en madordning til med cirka 1,5 måltid om
dagen, hvilket passede fint. Derudover kom jeg til at bo med en masse andre
studerende, hvilket selvfølgelig var superfedt.
Hvordan var det faglige?
International Trade var et godt økonomisk fag og læreren var en ”rigtig”
Berkeley-underviser, hvilket man også kunne mærke på hans undervisning. Det var
ret fedt med en lærer, der var erfaren nok til at bevæge sig ud over teorien og
omsætte det til praksis. International Trade kan helt klart anbefales til andre,
der ønsker at tage sommerskolefag. Det var komplekst, men mindede meget om
andre ting, vi har lært på politstudiet. International Business var et
businessfag og derfor et stykke fra, hvad vi normalt laver på politstudiet. Men
man skal ikke være bange for at tage faget, fordi det nærmest kan tages, uden
at man ved noget om business, før man starter.
Hvordan er det sociale liv i forbindelse med kurset?
Berkeley er meget internationalt anlagt, og det kan man især mærke på
sommerskolerne. Der var nok omkring 15 nationaliteter i det ene af mine fag -
meget spændende. Derudover er det nemt, når alle bor sammen, alle er nye, og
alle er villige til at få det bedste ud af sommeren. Det betyder, at man nemt
møder folk, tager på weekendture og oplever San Francisco, som kun er en halv
time væk. Derudover er Californien fantastisk at rejse rundt i, og det bliver
man jo næsten nødt til, når man alligevel er derovre.
Det bedste ved sommerskole er, at man holder hovedet i gang og får aflastet
resten af studiet. Det værste: der skete så mange fede ting i San Francisco, og
man kunne ikke nå det hele.
Feature
Sommerskole – i hele verden
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2