Rektor Ralf Hemmingsen, skriver i sit brev til København Universitets studerende og ansatte følgende:
Kære medarbejdere og studerende,
Regeringen og Dansk Folkeparti indgik i går en aftale ”om genopretning af dansk økonomi”. Hvis den gennemføres, får den så markant betydning for Københavns Universitets økonomi, at jeg allerede nu synes, det er relevant at orientere alle om perspektiverne.
Med aftalen har universiteternes uddannelse og forskning udsigt til en overraskende og betydelig reduktion i de kommende år. Planen har flere elementer:
Målet om, at den offentlige forskning skal udgøre 1 procent af BNP er fastholdt. Men da Danmarks BNP er faldet, betyder det reelt, at regeringen har valgt at reducere bevillingerne til forskning med 203 millioner kr. i 2012 og 748 millioner i 2013.
Forligspartierne har samtidig skønnet, at der er mulighed for en stor besparelse på administration. Hertil kommer en såkaldt generel ”grønthøsterbesparelse” på en halv procent om året på alle ministerområder. Der er lagt op til at beskære universiteterne med i alt 428 millioner kr. i 2012. I 2013 er billedet endnu mere dystert og besparelsen svarer til hen mod 10 pct. af universiteternes omsætning. Endvidere bortfalder i 2013 et beløb på 1.014 millioner, hvorved ophøret af globaliseringsmidlerne synliggøres dramatisk.
Det er klart, at også universiteterne må bidrage til at genoprette dansk økonomi. Men det aktuelle indgreb vil få meget dramatiske konsekvenser for både forskningen og kvaliteten af uddannelserne. Det er endnu ikke klart, hvordan besparelserne rammer de enkelte universiteter. Københavns Universitet tegner sig for ca. en tredjedel af universitetssektoren. Som det ser ud nu, vil besparelserne på Københavns Universitet samlet beløbe sig til i størrelsesordenen mindst 200-300 mio.kr. i 2013. Det svarer til, at 400-700 stillinger skal nedlægges over de nærmeste år.
KU’s bestyrelse og hovedsamarbejdsudvalg vil i juni drøfte de økonomiske udsigter for Københavns Universitet. På den baggrund vil jeg i efteråret 2010 fremlægge konkrete planer for den økonomiske tilpasning i de kommende år.
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2