STAFET: Mette Ejrnæs

Hvor spiser du helst i København?
Hvis det skal være på en restaurant synes jeg at Vespa er god. Men ellers synes jeg, at jeg spiser rigtig god mad hjemme, eller når jeg er inviteret ud. Både min mand og en del af mine venner går meget op i mad og er ret gode til at lave mad.

Hvis du skulle anbefale en god bog, hvad ville det så være?
”Hændelser ved vand” af Kerstin Ekman. Det er en del år siden jeg læste den første gang og den gang var jeg nødt til at ligge oppe en hel nat og læse den færdig.

Hvad ville du gøre hvis du vandt en million?
Det ved jeg faktisk ikke. Jeg spiller ikke på noget, så jeg vinder ikke en million. 

Hvad, hvis noget, burde du have indset lidt før i livet?
Der er mange ting jeg burde have indset før, men i forhold til mit arbejde er der specielt en ting som jeg stadig ikke har lært: ”arbejde med data tager altid dobbelt så lang tid som jeg tror”.

Hvad er den bedste del af dit job?
Den bedste del af mit job er at få lov til at forske i noget som jeg synes er rigtig spændende. For tiden arbejder jeg på et projekt hvor vi ser på hvordan forbrug og indkomst udvikler sig over livet. Jeg elsker at kunne sidde og fordybe mig i et problem og det er en kæmpe tilfredsstillelse når det så faktisk lykkedes  at løse et problem og empiri og teori passer sammen.  Det sker ikke så tit.  

Hvilken regning hader du allermest at betale?
Jeg betaler ikke regninger. Det gør min mand.

Hvad synes du er den smukkeste sammenhæng, ligning eller resultat inden for økonomien - og hvorfor?
Det jeg synes er utrolig spændende er når teori og empiri går op i en højere enhed. Når det er muligt at eftervise eller falsificere en økonomisk teori med empiri. Og her giver de danske register data os en mulighed for at efterprøve en række teorier.   

Hvilken kendt økonom ville du helst tilbringe en eftermiddag i selskab med?
Jeg arbejder meget sammen med Martin Browning og det er altid spændende selvom det tider også kan være ret krævende.

Hvad er det vigtigste finanskrisen har lært os?
Jeg synes at finanskrisen har lært os at vi altid er nødt til at overveje om de teorier man arbejder ud fra holde.  Det er ikke fordi jeg mener at alle teorierne ikke holder, men det er meget sundt indimellem at der bliver stillet spørgsmålstegn ved det. 

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk