Kort om dig selv, dit produkt eller service og teamet bag? Samt hvor mange timer og ressourcer der bruges.
Marcus Wintersø, stud.polit. på 2. år samt medstifter og medejer af firmaet WB Recourse. Det vi laver hos WB Recourse er i princippet advance factoring (se de første fire linjer her). Vi er en niche virksomhed som primært beskæftiger os med fordringer indenfor rejseforsikringsbranchen.
Når en rejsende eksempelvis oplever at deres bagage eller fly er forsinket opstår der er en fordring (et retskrav, på engelsk recourse) mod flyselskabet. Hvis der har været tab forbundet med hændelsen, og den rejsende har fået sit tab dækket af sin rejseforsikring overgår denne fordring til forsikringsselskabet. Vi køber de fordringer som forsikringsselskaberne har mod flyselskaberne og inddriver dem. Vi lever så af differencen mellem indkøbsprisen og beløbet vi er i stand til at inddrive.
WB Recourse er et partnerskab bestående af to interessenter med Mads, stud.jur. fra KU, som den anden halvdel.
Min arbejdstid er omkring 15-20 timer om ugen, og ressourcerne der bruges har været koncentreret om indskud til opstart af virksomheden.
Hvordan opstod ideen og hvordan startede det op? Hvad kom først, idéen eller lysten til at starte noget selv?
Idéen opstod da vi begge var ansat hos et større forsikringsselskab i København. Vi sad begge i et team som beskæftigede sig med netop regres tilknyttet rejseforsikringer. Vi fik det daglige ansvar i december 2011 og det var her vi første gang begyndte at snakke om at starte selv. Det var derfor held i uheld da min forretningspartner blev opsagt. Det gav os det sidste spark til at komme i gang, jeg opsagde mit job og WB Recourse var i luften.
Det var altså helt klart idéen, der kom før lysten. Jeg havde ikke tidligere overvejet at starte selv, men det er bestemt ikke en beslutning jeg har fortrudt.
Hvordan har du brugt din studieviden som iværksætter? Har du benyttet dig af nogen iværksættertilbud fra KU - Hvorfor/Hvorfor ikke?
De ting jeg har lært på studiet har primært kunne bruges i det daglige arbejde i virksomheden. Her tænker jeg især på "metode Mortens" forelæsninger og til dels enkelte ting fra EØ.
Vi har både benyttet os af iværksættertilbud fra KU og CBS. Fra KU har vi haft et relativt tæt samarbejde med væksthuset Katapult, som har hjulpet os med lokaler og med finansiering fra en EU pulje. Copenhagen School of Entrepreneurship (CSE) på CBS har bl.a. hjulpet os ved at formidle kontakt til en advokat samt skattekonsulenter fra Deloitte.
Hvad er det bedste ved at være iværksætter?
Jeg vil fremhæve to ting. For det første er friheden fantastisk. Selv at kunne tilrettelægge det meste at sit arbejde er noget man hurtigt kommer til at sætte pris på. Hvis jeg har travlt ugen ud, kan jeg altid bare ordne mine ting i weekenden. Det er svært at gøre med et normalt studiejob. Selvfølgelig er der nogle gange opgaver der skal løses på stedet, men generelt kan man selv tilrettelægge sin tid. For det andet, og den primære drivkraft, er følelsen når noget går godt. Lige meget om man lander en ny kunde, eller firmaet har sorte tal på bundlinjen, så er det en helt speciel følelse når det er ens eget.
Hvad er dit råd til en medstuderende med en god iværksætteride?
At komme ud over stepperne. Mens man studerer er ens tid billigere end den nogensinde bliver igen, og ens skema er så fleksibelt som det nogensinde bliver. Samtidig er det at starte en virksomhed op en enormt lærerig proces. Der er mange ting der skal overvejes og analyseres, ideer der skal færdigudvikles og sælges, kunder der skal hives i land osv.
Hvad enten man er usikker på sin ide, søger sparring, hjælp til lokaler eller en helt fjerde ting er der rigtig meget hjælp at hente rundt omkring som studerende. Hvis ideen er der synes jeg derfor bare man skal kaste sig ud i det og gøre sig sine erfaringer. Man lærer en masse. Også af sine fejl.
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2