Tour de Fredagsbar aflyst!

Det er sørgeligt men sandt. Du havde måske glædet dig til at stifte bekendtskab med denne årlige begivenhed på polit, eller haft svage minder om et arrangement du vist nok deltog i, som noget der gik under navnet Tour de Fredagsbar de sidste mange år og håbet på at holde dig nogenlunde ædru og så opleve, hvordan der faktisk var på andre studiers fredagsbarer i år, men det bliver ikke i år. PH-action har desværre måtte aflyse årets etape, og hvad stiller du så, som den grædende polit du er, op på en solbeskinnet fredag som det er?

Der er ingen grund til at komme nærmere ind på årsagerne til aflysningen, men der kan kun opfordres til at du selv sørger for at tage på Historiebar og drikker en meter, runder Fysbar med fadøl til en 10'er, spørger efter brækkongen Pharma-Bent på Pharmabar, finder de (i drømmen) så pæne piger på Sygeplejerskebar, maser dig forbi en biolog på Biobar, deler en oktobong med dine bedste venner i Fysikbaren, spiller rally og drikker specialøl på Theobar, undrer dig over Zahles bar, glemmer dit tøj på Jurabar, bliver smidt ud af Biblobar for at bytte rundt på bøgerne eller gør hvad du vil på hvilken som helst fredagsbar, samtidig med du forestiller dig det liveband der kunne have spillet i baggrunden. For hvis du nu alligevel havde sat dagen af til at være "social" med de andre studier, er der jo intet til hinder for det. Argumentet imod om at du måske ikke kan finde vej, kan heller ikke bruges - det er der ingen der kan, og Taxa-man hjælper alle i nød, og i taxaen finder du sikkert også den forsvunde Geotoast igen. 

Touren bliver selvfølgelig uden den kyndige vejledning af PH-action - men så kommer du jo heller ikke for sent til bussen, eller strander håbløst på H.C. Ørsted Instituttet fordi du ikke kan finde din cykel... Næ, du kan sgu nyde at du er en fri mand/kvinde denne fredag! Så SKÅL og god vind!

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk