Uni-valg - hvorfor nu det?

”Rektor har udskrevet valg af repræsentanter for studerende og ansatte. De studerende skal vælge repræsentanter til bestyrelsen, akademiske råd, institutråd, studienævn og ph.d.-udvalg” Står der i mailen vi alle har modtaget fra KU’s valgsekretær. 

Selve valget kommer til at forløbe over 4 dage 20.-24. november og lyder umiddelbart næsten lige så usexet som det overlappende kommunalvalg. Men betyder Univalget egentlig noget? Er det værd at forholde sig til? 

Det synes vi i Politrådet! Universitetsdemokratiet på Københavns Universitet giver de studerende en stemme i forhold der vedrører os, vores uddannelse og universitetet. 

I det forløbne år har Freja, Karl, Laurs og Jakob siddet i Økonomisk Studienævn og haft indflydelse på blandt andet hvordan vores studieordning skal udformes, hvordan vi bedst forbedrer vores fag, hvordan vi får implementeret mere IT i vores undervisning eller hvordan man skal forholde sig til en forkortelse af specialeperioden. 

Samtidigt har Kristian og Kristian siddet i Institutrådet og har bidraget med de studerendes syn på blandt andet hvordan vi får en mere international profil på studiet og hvordan vi tiltrækker topforskere fra hele verden. 

I Akademisk råd sidder studerende fra hele SAMF og rådgiver dekanen i emner som bekæmpelse af frafald og i øverste led, i universitetsbestyrelsen, har Elias og Alexander haft indflydelse på beslutninger på øverste niveau, om implementering af fremdriftsreform, eller hvordan man forholder sig til forsinkede byggerier. 

De nye kandidater har meldt sig på banen, og de vil gerne repræsentere de politstuderende det næste år og give os indflydelse på vores egen uddannelse. Men de har brug for jer!

Politrådet arbejder i øjeblikket med forslag til forbedring af fagene videnskabsteori, økonomisk historie og mikroøkonomi, og på at forbedrede IT profilen på vores studie - herunder omfanget af programmering på bacheloruddannelsen, og hvilke programmeringssprog vi undervises i. Men der er stadig brug for, at I studerende fortsætter med at komme med input til, hvad der skal sættes fokus på for at forbedre vores studie!

Derudover har de opstillede brug for, at I tager jer 2 minutter til at stemmer på dem til universitetsvalget, når vores repræsentanter har de studerende i ryggen har deres stemme så meget desto mere kraft. Derfor opfordrer Politrådet til at stemme til univalg 20.-24. november!


Faktaboks

Fra i dag og indtil på fredag den 24. november kl. 15 kan du stemme til valg på KU via KUnet: https://www.e-vote.dk/.

Du kan også gå til afstemning på valgsitets forside: https://intranet.ku.dk/valg.
 
De fleste valg er afgjort ved fredsvalg, men 15 steder er der kampvalg. Når du stemmer elektronisk via KUnet, kan du automatisk se, hvilke valg du kan stemme til. 

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk