Universum Awards 2012

Klokken halv ni i fredags samledes diverse repræsentanter fra HR-afdelingerne rundt omkring i de danske virksomheder sig på Nationalmuseet, for at se hvorledes de lå placeret i årets undersøgelse. De fleste større virksomheder var repræsenteret, heriblandt de fleste af Altandetlige.dks partnere. Dagen startede med en, for en polit.-studerende, usædvanligt høj koncentration af de kvindelige køn i lobbyen på museet. Kaffe, croissant og small-talk blev indtaget i store mængde, imens alle HR-repræsentanterne svedte tran og spurgte sig selv og hinanden: "Mon vi er rykket op eller ned?" Arrangørerne bag dagen anede naturligvis nervøsiteten, og inviterede indenfor i et aflangt auditorium udstyret med langborde og mere kaffe.

Formiddagen bestod af tre oplæg og kårringen. I sagens natur handlede alle oplæggene om employer branding - en slags parringsdans fra virksomhederne til de studerende og talenter generelt. Country Manager i Universum Danmark, Jesper Dansholm, startede med at beskrive den brændende platform en virksomhed, i en globaliseret verden, står på.  Uanede mængder af viden er tilgængelig for de talenter, virksomhederne vil have fat på, og det er derfor yderst nødvendigt at fremstå troværdig. En virksomhed kan ikke have stående på sin hjemmeside, at de har en god work/life-balance, hvis Facebook er proppet med statusopdateringer á la: "Så er jeg fanget på konteret igen! Savner jer alle ude i friheden!" Den øgede konkurrence blandt eksisterende virksomheder, men også nye såkaldte "born attractives" blev eksemplificeret ved, at den finske ranking i år indeholdt en debuttant helt oppe på en fjerdeplads - nemlig producenten bag det mest toiletbesøgsforlængende spil nogensinde: Angry Birds. Der blev kort sagt tegnet et billede af en verden hvor virksomhederne altid skal være på vagt hvis de ikke vil ende med nær nul ansøgninger fra verdens klogeste hoveder.

Herefter blev Hans Tosti fra danske KOMFO, medlem af Facebooks Preferred Developer-program, introduceret. Efter obligatorisk skift fra Universum-værtens ukendte DELL-model til en MacBook Air, med dertil hørende problemer med skærmstik, blev en Keynote(ikke powerpoint)-præsentation startet. Tosti fortalte om employer branding i forhold til sociale medier. Formen var cases, og teorien bestod af businessmodeller som Maslows behovspyramide og Porters værdikæde. En masse eksempler og røverhistorier senere anedes hovedpointen: virksomheder bør åbne for brugen af de sociale medier i arbejdet, for at få de gode historier spredt ud i den sociale sfære på internettet. 

Den sidste taler var tyske Tanja Biber fra Coca-Cola Erfrischungsgetränke (krævede en del at få stavet sig igennem). Biber uddybede Jesper Dansholms pointe omkring kampen om talenter, og fortalte om en virksomhed med høje tanker om sig selv, men som pludseligt befandt sig uden ansøgere fra talenter overhovedet. Svaret var et storslået ambassadørprojekt, hvor udvalgte, loyale medarbejdere blev klædt på til at få kvæget i folden. Om Tom Cruise var ekstern konsulent på projektet meldte historien intet om, men det vurderes ikke specielt usandsynligt af Altandetlige.dks udsendte.

Til sidst kom det alle havde ventet på: kåringen. For en økonom var rækkefølgen lidt omvendt. Undersøgelsens rankings bliver opdelt i tre kategorier: IT, Ingeniørfaget/naturvidenskab og Business. Den sidste er klart den mest interessante, men dækker også over svar fra diverse stud. merc.-besvarelse, så der skal tages visse forbehold. Indenfor IT blev top tre følgende virksomheder:

  1. Google
  2. Microsoft
  3. IBM

Ingen overraskelser her. Google tager førstepladsen i Danmark og globalt. Efter kort fotoseance gik turen til Ingeniørfager/naturvidenskab. Her var heller ingen overraskelse vedrørende førstepladsen, som har været den samme i ti år:

  1. Novo Nordisk
  2. Siemens
  3. Novozymes

Endelig kom turen til det, på dagen, tætteste på en indikation af hvad stud. polit.'erne har svaret:

  1. A. P. Møller-Mærsk
  2. Carlsberg
  3. Novo Nordisk

Efter udsendingen fra A. P. Møller-Mærsk havde bekræftet at det nyligt afdøde overhoved fortsat ville leve videre i virksomhedens ånd, sluttede dagen. På Business-listen var alle Altandetlige.dks partnere, pånær Incentive Partners, repræsenteret. I ordnet rækkefølge findes: Novo Nordisk (3), Deloitte (7), BCG (8), Danske Bank-koncernen (13), Nordea (16), DONG Energy (17), Danmarks Nationalbank (25) og Quartz+Co (34). Et stort tillykke herfra. Generelt for virksomhederne på listen var, at både bankerne og ministerierne er gået tilbage i forhold til 2011-opgørelsen, hvorimod konsulenthusene stort set alle gik frem.

En opgørelse, som ikke blev givet på dagen, var ranglisten, som fremkommer når man kun ser på stud. polit.'ernes svar. Denne liste ses nedenfor. Ikke overraskende ser listen noget anderledes ud. 

Lidt omrokering er fundet sted blandt virksomhederne i top ti, men det bemærkes at der ikke er nogen udskiftning overhovedet. 

Ovenfor ses listen over stud. polit.'ernes mest foretrukne virksomheder at arbejde i. Er du enig i listen? Arbejder du i en af virksomhederne, og lever arbejdsopgaverne op til de høje forventninger? Diskuter og kommenter i sporet herunder.

Virksomheder

Faktaboks

Universum leverer ydelsen indenfor employer branding, og startede som en spørgeskemaundersøgelse af svenskeren Lars-Henrik Friis Molin i 1988. I dag deltager over 400.000 studerende på verdensplan i den årlige undersøgelse, som forsøger at finde den ideelle arbejdsplads blandt de studerende. Se mere på Universums hjemmeside.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk