For lidt over en måned siden var en flok håbefulde politter på tur til Lissabon for at besigtige den økonomiske situation.
Som det ses på billedet var den ikke videre optimistisk. Som en del af kriseberedskabet har man åbenbart valgt at ombygge nationalbanken, hvilket selvfølgelig er meget fint. Det havde de dog glemt at fortælle os, så dette var synet der mødte os da vi steg ud af taxaen. Heldigvis fik STUKO bragt os ud af den pinefulde situaition. Vi fandt den kære nationalbank og blev beæret med et ganske fint foredrag.
Den sydeuropæiske siestastemning var der ellers generelt ikke meget af når vi var ude på faglige besøg. Generelt var det nogle virkelig velforberedte oplægsholdere, vi mødte. Følelsen af at se at slideshow skræddersyet til tilhøreren er noget, man som politstuderende godt kan finde eksotisk, men det var ikke desto mindre mere reglen end undtagelsen. Turen bød både på et rigtig godt foredrag af en udsendt fra IMF, besøg på to forskellige universiteter og et kort besøg hos regeringspartiet i parlamentet.
Nationalbankombygningen var dog ikke det eneste skæve indslag på turen. På andendagen tog vi på virksomhedsbesøg for at besigtige to danske erhvervsklenodier: Mærsk-ejede Svitzer og ISS. Særligt opmærksomme læsere vil vide, at dette var før Mærsks alt for tidlige død. Vi var derfor heldige stadig at kunne mærke patriarkens ånd hænge tungt i bygningerne. Denne ånd kom bl.a. til udtryk ved, at der hang et stort – og majestætisk knejsende – billede af manden der blandt shippingentusiaster kendes som containerens Rockefeller.
Vores stort anlagte besøg hos Svitzer skuffede dog en anelse. Da Svitzer beskæftiger sig med slæbebådsdrift, svirrede det blandt turens deltagere med rygter om, at selskabet ville beværte os med en sejltur på Lissabons livlige bølger.
Disse forhåbninger blev dog gjort en anelse til skamme: vi blev istedet beriget med tre timers videovisning, hvoraf især en sikkerhedsvideo for Svitzermedarbejdere var noget der fik begejstringen til at ramme kogepunktet blandt turens filmaficionados. Derudover var turen krydret med to timers ventetid på fremvisning af en slæbebåd, noget der resulterede i en fuldstændig vanvittig høj molestemning, foreviget i billedet ovenfor.
Ventetiden hos Svitzer blev dog brugt fornuftigt, og vi nåede igennem en lang mødedagsorden.
Portvin er et af de forbrugsgoder som Portugal er allermest kendt for. Nationaldrikken blev drukket de fleste aftener, og på vanlig politvis blev det gjort med måde.
Heldigt nok havde de kære stukaster også fundet tid til et besøg hos portvinsinstituttet hvor vi fik mulighed for at smage på fire varianter.
Generelt bød turen på mange fede aftener med god stemning. En af aftenerne var vi en del der var ude at se fodboldkampen Benfica – Braga (billedet), hvilket var en sjov oplevelse selv om pølserne var kolde og fadøllene ikke-eksisterende. Andre af turens aftener blev anvendt ti l et feltstudie af prisstrukturen i drink- og ølmarkedet, hvilket i øvrigt var utrolig fagligt berigende. Alt i alt en uforglemmelig tur, og navnene på artiklens forfattere er sikre i tombolaen når næste års deltagere skal udtrækkes.
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2