7. december

Hvem? 
Frederik Plesner Lyngse fra madholdet. Frederik er også tidligere tutor samt underviser i Mikro C. 

Hvordan skal du fejre jul i år?
Dagen starter altid ud med fødselsdagsmorgenmad for min roommate og tidligere kollegienabo. Ud på eftermiddagen tager hele familien ned til min onkel, der for nogle år siden købte et hus på landet (syd for Køge). Reglen er altid, at vi skal være der, inden Disneys Juleshow starter. Så er den nære familie på 11 ellers samlet til jul med overnatning, så ingen skal holde sig tilbage for at køre hjem.

Hvilken pakke håber du allermest, du finder under juletræet?
En Eierköpfer – en dims, så man let kan slå toppen af et kogt æg. Min far og hans kone mener godt nok, det er noget af det mest ubrugelige, men det er klart et nødvendighedsgode.

Hvilken sang vælger du, når der skal danses rundt om juletræet?
Beslutningsprocessen er for længst blevet optimeret. Der er printet et hæfte med sange/salmer, som vi så kører igennem. Det er godt nok ret slidt, men det er printet på grønt papir.

Hvad står menuen på hos dig juleaften?
Klassisk dansk. Gås og and, brunede og hvide kartofler, halve æbler med ribsgele, brun sovs, rødkål, salat og god vin. Til dessert er der selvfølgelig risalamande med varm kirsebærsovs og portvin.

Hvad er din mest påskønnede juletradition?
Det, at hele familien samles og hygger. Juleaftensdag er der fri fra alt. Dagene efter jul plejer brormand og jeg at flytte hjem et par dage, hvor der ofte bliver læst en del, men man får i det mindste set hinanden.

Hvis du kunne få opfyldt et ønske af økonomisk karakter, hvad skulle det så være?
Det er jo et klassisk Miss Universe-spørgsmål. Men det må blive et rent individuelt nyttemaksimerende ønske, nemlig at få skrevet specialet færdigt.

Hvad er din yndlingsjulekalender på TV?
Nissebanden på Grønland. Ifølge DR blev den sendt i 93, så det passer nok meget godt med, at det er en af de første, jeg kan huske.

Hvad er den bedste julegave, du nogensinde har fået?
Efter gymnasiet var jeg ude at rejse i et år. Jeg holdt jul i Chile, og jeg modtog en gave med lakridser. En uventet gave af den kaliber, det var klart toppen.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk