15. december

Hvem?
Jakob Saugbjerg Kristensen. Kandidatstuderende og redaktionsmedlem på Altandetlige.

Hvordan skal du fejre jul i år?
I år bliver julen lidt speciel, da jeg er på udveksling i USA. Jeg havde håbet på at det ville sne allerede i oktober, men det har indtil videre ladet vente på sig. Det skyldes vidst nok noget med El-Niño-fænomenet

Jeg er derfor gået sammen med et par andre danskere om at leje en hytte langt ude i en skov oppe i det nordlige Wisconsin ved grænsen til Canada. Her er der forhåbentligt noget mere sne så vi kan komme på ski og få det traditionelle vinter-julebad.

Hvilken pakke håber du allermest, du finder under juletræet?
Av - jeg regner faktisk ikke med at få så mange pakker i år. Jeg har jo lært på polit, at gave-givning er som at bombe en mellemstor jydsk provinsby, så jeg har forsøgt at begrænse gaverne de sidste par år. Skulle der alligevel være en pakke med mit navn på under træet, så ville nyt skitøj ikke være helt ringe.

Hvilken sang vælger du, når der skal danses rundt om juletræet?
Jeg skal høre "Julen har bragt" og løbe rundt i huset til "Nu det' jul igen." Og mon ikke der bliver sat lidt Wham! og Bing Crosby på i år?

Hvad står menuen på hos dig juleaften? 
Selve juleaften bliver nok så rød/hvid dansk som den overhovedet kan trække. Jeg er begyndt at savne Danmark lidt, så det bliver noget med flæskesteg, andesteg, rødkål, brunede kartofler og massere af god rødvin. Desserten bliver ris-a-la-mande og portvin. 

Hvad er din mest påskønnede juletradition?
Jeg kan faktisk godt lide at komme i kirke juleaften. Jeg går ellers ikke i kirke i løbet af året, men der er noget magisk ved at møde gamle venner, synge julesalmer, opleve det fantastiske kirkekor og høre juleevangeliet. 

Hvis du kunne få opfyldt et ønske af økonomisk karakter, hvad skulle det så være?
Hvis det er privatøkonomisk, så ville et par ekstra legater til udlandsopholdet falde på et meget tørt sted. Dollarkursen er lidt en kælling for tiden.

Et mere altruistisk ønske ville nok være god og gratis skolegang til alle verdens børn og unge.

Hvad er din yndlingsjulekalender på TV?
Nissebanden på Grønland. Der er ingen over og ingen ved siden af.

Hvad er den bedste julegave, du nogensinde har fået?
Det må være den racerbane med remote control, som alle raske drenge har haft en udgave af på et eller andet tidspunkt. Den holdt kun julen ud, men i de dage lavede jeg heller ikke andet.

Glædelig jul!

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk