Adfærd og Ulighed i Sundhed

Nationaløkonomisk Forening

Nationaløkonomisk Forening (NØF) inviterer til foredrag d. 12. marts om Adfærd og Ulighed i Sundhed med Claus Thustrup Kreiner og Torben Heien Nielsen, begge forskere i ulighed og sundhed ved Økonomisk Institut.

Der er ulighed i sundhed. Folk i de høje socialklasser lever i gennemsnit længere end folk i de lave socialklasser. Men hvor stor er denne ulighed? Hvordan måles den? Hvordan har den udviklet sig over tid? Hvordan kan det være at folk, som klarer sig godt økonomisk, også lever længere? Hvor stor en rolle spiller adfærd? Skal vi bekymre os mere eller mindre om ulighed i sundhed frem for anden ulighed? Nye sundhedsinnovationer gør, at vi lever længere og længere, men er det primært de velstillede, som har gavn af innovationerne?

Sundhedsadfærd er vigtigt. Forskningen bekræfter det, som de fleste kender fra deres hverdag: det kan være svært at få folk til at stoppe med at ryge, selvom vi alle ved, at rygning er usundt, eller til at begynde med at motionere, selvom vi alle ved, at motion er sundt. Men hvad bestemmer sundhedsadfærd? Hvilken rolle har familien? Hvordan påvirker sundhedschok i familien og blandt kolleger forebyggende sundhedsadfærd?

Adfærd og ulighed i sundhed er et af de mange emner, der arbejdes med i det nye grundforskningscenter på Økonomisk Institut, CEBI (Center for Economic Behaviour and Inequliaty). Claus Thustrup Kreiner og Torben Heien Nielsen vil præsentere CEBI og de seneste forskningsresultater om adfærd og ulighed i sundhed.

Claus Thustrup Kreiner er professor ved Københavns Universitet, centerleder for CEBI (Center for Economic Behaviour and Inequality) og var desuden medlem af Skattekommissionen og vismand fra 2010-2014. Torben Heien Nielsen er lektor ved Københavns Universitet og medlem af CEBI, underviser i sundhedsøkonomi og har arbejdet med topforskere inden for dette felt.

Der serveres sandwich og vand fra kl. 17.00 til 17.30.

Arrangementer finder sted tirsdag den 12. marts fra kl. 17.30 på CSS lokale 35.01.06.

Tilmelding sker ved at skrive til nof@nationalbanken.dk 


Tags: #Adfærdsøkonomi  #sundhedsøkonomi  #Nøf  #NATIONALØKONOMISK FORENING  #sundhed  #ulighed 

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger
Du vil måske også synes om