Summer Intern i Danske Bank

Hvad er dit navn, og hvor langt er du på studiet?

Jeg hedder Gitte Yding Michaelsen, og jeg er kandidatstuderende. Jeg starter på ph.d til september.

Hvor arbejdede du som Summer Intern? 

Jeg har været summer intern i Danske Markets i Danske Bank-koncernen. Jeg har siddet i tre teams henover sommeren, først fire uger i den internationale Makro og Renteanalyse, derefter tre uger i Fixed Income Research, og til sidst har jeg været tre uger i Fixed Income Sales. 

Hvordan fik du jobbet

Danske Bank havde i februar slået flere internships op på deres jobsite, som jeg får nyhedsopdateringer fra. Tre af dem virkede interessante, så dem søgte jeg og blev kaldt til samtale. Jeg var så heldig at blive tilbudt min drømmeplads i Danske Markets.

Hvorfor er det relevant for en stud. polit at være summer intern i Danske Bank? 

Der er flere grunde. For det første er det en god mulighed for at komme ind i koncernen og se, hvordan hele maskineriet kører rundt i en stor bank. Det var desuden sjovt at være summer intern, fordi der om sommeren er knapt så hektisk, så kollegerne har bedre tid til at fortælle dig om, hvad netop de sidder med. Så er det også ret fedt, at man på sådan en intensiv måde kan øge sin erhvervserfaring på et tidspunkt af året, hvor der ikke er knald på med fag eller øvelser på studiet. Det giver et kæmpe netværk, at have været rundt i så mange funktioner, hvilket kan være til stor gavn senere – både hvis jeg vil søge job i koncernen og som en kilde til faglig sparring rent studiemæssigt. Og så tror jeg, at det er rigtig godt at have på CV’et - og så er lønnen i øvrigt rigtig god for summer interns i Danske Bank.

Brugte du de ting, du har lært på politstudiet?

Ja, det gjorde jeg i høj grad. Jeg har siddet og lavet en makromodel for amerikansk økonomi, hvor setupet var impulsrespons, så jeg brugte både min makro- og økonometrividen fra studiet. I en anden afdeling lavede jeg prisfastsættelse af derivater, så der brugte jeg mine finansieringsfag meget direkte. 

Hvad var det bedste ved at være summer intern? 

Det var, at jeg fik en idé om, hvordan en stor finansiel virksomhed fungerer i praksis, og det var fedt hver dag at føle, at jeg lærte noget nyt – både om Danske Bank-koncernen, men også rent fagligt. Man bliver udfordret fra day one, men når kollegerne er søde til at hjælpe og forklare, rykker man sig meget i løbet af ti uger. Desuden har jeg haft nogle gode kolleger og hygget mig med de andre summer interns, så det har været nogle sjove uger herinde.

Hvad er det værste ved at være summer intern? 

Det er, at det har været fantastisk godt vejr i juli…

Hvordan oplevede du miljøet i din afdeling? 

Det er et meget ungt miljø i Danske Markets, hvilket passer mit temperament meget godt. Desuden er der et højt tempo, der går ikke lang tid fra en problemstilling er identificeret, til den er løst, og den dynamik er sjov at være en del af.

Hvordan ser du forskellen på at være summer intern i Danske Bank-koncernen i forhold til andre finansielle virksomheder? 

I forhold til et summer internship i de udenlandske banker tror jeg, at der er en bedre balance mellem arbejde i løbet af dagen og tid til at se sine kammerater nogle aftener og i weekenden. Jeg har oplevet, at der sidder utroligt mange dygtige folk rundt omkring i Danske Markets, så hvis jeg havde spørgsmål, kunne jeg altid få et kompetent svar. På den måde tror jeg, at jeg har lært lige så meget i Danske Bank-koncernen, som jeg havde lært af at have et summer internship i udlandet.

Hvordan tror du, du kan bruge den praktiske erfaring i din fremtidige karriere?

Jeg tror, at mine erfaringer fra mit summer internship har givet mig en større forståelse for, hvad de forskellige funktioner har af arbejdsopgaver, hvilket er en kæmpe hjælp, når jeg skal ud og søge mit første job. På den måde vil jeg have en bedre idé om, hvad jeg allerhelst vil sidde med. Desuden tror jeg, det er en hjælp at have en forståelse for organisationen, hvis jeg en dag bliver ansat i Danske Bank-koncernen.

Kan du se dig selv fortsætte i Danske Bank-koncernen enten som studentermedhjælper eller fastansat, når du er færdiguddannet? 

Ja, jeg vil rigtig gerne arbejde i Danske Bank senere. Fremtidig fastansættelse frem for studiejob er nok mest relevant for mit vedkommende. Jeg ved dog, at en meget stor del af de andre summer interns blev så glade for deres afdeling, at de er fortsat der som studenter efter internshippet. 

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk