Mads Sigurd Franch Andersen har været intern hos Compass Lexecon i sommeren 2022, og fortæller i artiklen om sit indtryk af Compass Lexecon. Mads vil fortsætte fuldtid i Compass Lexecon som Analyst efter specialet er afleveret og forsvaret.
Hvorfor ansøgte du som intern hos Compass Lexecon?
Jeg har tidligere arbejdet som student i konsulentbranchen, og kunne rigtig godt lide variationen af opgaver og tempoet på arbejdspladsen. Dog savnede jeg at få lov til rigtigt at anvende økonomisk teori og de lidt tungere redskaber, som man lærer på politstudiet. Efter at have læst et tidligere opslag på Altandetlige omkring Compass Lexecon samt researchet en smule om virksomheden syntes jeg, at samspillet mellem konsulentarbejdet og anvendelsen af mikroøkonomisk teori og mikroøkonometri lød virkelig spændende.
Hvordan fik du intern-stillingen, og hvilke erfaringer har du fra perioden som intern?
Jeg ansøgte stillingen via et opslag på Compass Lexecons (CL) hjemmeside. Kort efter jeg havde sendt en ansøgning, blev jeg kontaktet af en konsulent fra kontoret i København, hvor vi havde en snak omkring mine tanker omkring et internship, og hvordan det ellers var at arbejde i CL. Jeg blev inviteret til et par interviews, hvor jeg snakkede med forskellige økonomer, både fra Danmark og fra det europæiske hovedkontor i London. Her blev min økonomiske intuition og dataforståelse testet på en anderledes måde end jeg tidligere har prøvet til case samtaler i konsulentbranchen. Hele processen var sjov og udfordrende! Efter jeg fik tilbudt internshippet, planlagde vi sammen hvornår og hvor længe forløbet skulle være, og her var CL meget fleksible, hvilket jeg synes var rigtig fedt.
Som intern hos CL får man virkelig smagt på de forskellige typer af opgaver, som virksomheden arbejder med. I løbet af mit internship arbejdede jeg på en stor international merger case, hvor vi analyserede konkurrencen i forskellige relevante segmenter, hvor de fusionerende virksomheder var aktive. Mergeren endte med at blive godtkendt af Europakommissionen. Derudover arbejdede jeg også på en case om mulig misbrug af markedsdominans. Projekterne var meget forskellige og gav et godt indtryk af, hvordan man arbejder i virksomheden. Man bliver hurtigt tilknyttet et team af virkelig dygtige økonomer, og man får lov til at indgå 100% i processen omkring projektet. Compass Lexecon giver generelt et stort ansvar til deres interns, som virkelig får lov til at prøve kræfter med at være i rollen som økonomisk konsulent. Det er nogle super kompetente økonomer, man arbejder sammen med, som elsker at lære fra sig, og der findes ikke dumme spørgsmål.
Hvordan brugte du din erfaring fra polit som intern hos Compass Lexecon?
Der er rig mulighed for at bruge de ting, vi lærer på studiet hos CL. Jeg havde specielt gavn af den erfaring studiet har givet mig med databehandling og økonometri, som jeg fik brug for på cases. Der er rig mulighed for at bruge STATA, men er man mere til Python eller R fra data science fagene, kan man også få lov til at arbejde med det. Yderligere anvendte jeg meget af den teori, som man lærer på de indledende og videregående mikroøkonomiske fag omkring f.eks. markedsfejl og auktionsteori. Det var et stort plus for mig, at man brugte viden fra studiet på cases i den virkelige verden.
Har du nogle gode råd til folk, der overvejer at søge intern-stillingen?
Gør det! Jeg synes generelt, at internships har været en god måde for mig at finde ud af, hvad jeg havde lyst til at lave efter studiet, fordi det giver en god fornemmelse af, hvordan en fuldtidstilling vil se ud. Jeg har haft en rigtig god oplevelse som intern hos CL og har også været så heldig at blive tilbudt en stilling som Analyst, som jeg har sagt ja til.
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2