Hvis man skal dømme efter Folketingsmedlemmernes uddannelse, må økonomi være en særdeles god politikeruddannelse. I alt 15 af folketingets 179 medlemmer er enten cand.polit eller cand.oecon af uddannelse. Og det gør økonomerne til en af de mest repræsenterede faggrupper på tinge.
Blandt de mange økonomer gemmer sig to partiledere, en tidligere statsminister, en finansordfører, en skatteordfører, Folketingets formand, to ministre og en tidligere udenrigsminister.
En af de cand.polit'er, der har en efterhånden lang politisk karriere på Christiansborg bag sig, er Det Radikale Venstres finansordfører, Morten Helveg Petersen. Han blev færdig med sin kandidat fra Økonomisk Institut i 1992.
Hvorfor tror du, at så mange Folketingspolitkere har en baggrund og en uddannelse som cand.polit?
- Polit-studiet er godt og alsidigt, internationalt og giver et godt grundlag for at diskutere fordeling, politik, samfund og meget, meget mere, forklarer Morten Helveg Petersen, der har siddet i Folketinget siden 1998.
Er polit-studiet en specielt god uddannelse for politikere?
- Ja, på den måde, at der diskuteres meget økonomi, og at mange sammenhænge i samfundet efterhånden er så komplicerede, at det er til stor gavn at have været gennem polit-studiet. Eksempelvis er der i min hverdag som finansordfører oplagte fordele ved at være polit, mener Helveg Petersen, der er søn af en anden kendt Helveg Petersen. Nemlig Niels Helveg Petersen, der er tidligere udenrigsminister.
To gange Schack er enige
De to Venstre politikere og medlemmer af Folketinget, Torsten Schack Pedersen og Louise Schack Elholm, der som efternavnet antyder er gift, er også begge uddannet cand.polit. Og de er helt undtagelsesvist enige med deres radikale kollega:
- Jeg oplever min uddannelse som cand.polit som en styrke som politiker. Polit-uddannelsen giver et godt overblik over samfundsmæssige forhold og effekter, samtidig med, at man let kan gennemskue problemstillinger, som andre finder komplicerede. Polit-studiet giver en faglig grundviden, der giver et forspring i mange politiske problemstillinger, forklarer Louise Elholm, der er Venstres boligordfører.
For Torsten Schack var det ikke polit-uddannelsen, der trak ham ind i politik, men derimod politikken, der trak Torsten ind på polit.
- Jeg var meget politisk interesseret, inden jeg valgte universitetsuddannelse. Så det var blandt andet min politiske interesse, der påvirkede mit valg af universitetsstudium, og ikke min studietid som polit, der igangsætte min politiske interesse, siger Torsten, der er Venstres skatteordfører.
Blandt de mange økonomer er også flere nuværende og tidligere partiledere, som Margrethe Vestager, Mogens Lykketoft, Naser Khader, Anders Fogh Rasmussen og Lene Espersen.
Se alle Folketingets økonomer i faktaboksen til højre.
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2