Summer intern i Danske Bank

Hvor arbejdede du som Summer Intern? 
Jeg arbejdede som Summer Intern i Danske Bank Markets, Research and Sales. Jeg var primært ansat i Research-afdelingen idet jeg sad 8½ uge i Research og 1½ uge i Sales. Begge afdelinger er dog placeret på handelsgulvet ved Kongens Nytorv, så fysisk sad jeg det samme sted i alle 10 uger.

Hvordan fik du jobbet?
Jeg søgte stillingen via. Danske Banks online formular. Herefter skulle jeg igennem en tre-delt test og en samtale med en fra Research, Sales og HR.

Hvorfor så du det relevant som stud. polit at være summer intern i Danske Bank? 
På bachelor-delen interesserede jeg mig meget for økonometri og mikroøkonomi, men da jeg havde afleveret mit bachelorprojekt, var jeg endnu ikke klar over i hvilken retning, jeg ønskede at uddanne mig i.  På overbygningen blev økonometrien i højere grad et værktøj fremfor en direkte interesse og interessen for mikroøkonomi blev langsomt skiftet ud med en meget stor interesse for samspillet mellem finansielle markeder, makroøkonomi og adfærdsøkonomi – hvilket naturligvis påvirkede mit valg af fag. En stilling i en Research-enhed i en Markets-afdeling er et perfekt match for disse interesser, og jeg følte mig derfor meget heldig og privilegeret at få muligheden som intern i 10 uger i en af de mest anerkendte Research-enheder.

Brugte du nogle konkrete ting, du har lært på politstudiet?
Jeg brugte i høj grad min baggrund som stud. polit i de 10 uger som intern. 

Tre (af mange mulige) eksempler:

  1. Jeg skrev et papir på det skifer-olie boom man har oplevet i USA med fokus på effekterne på amerikansk økonomi/vækst, den amerikanske dollar og olieprisen.Til denne opgave benyttede jeg især økonometriske værktøjer til tidsserieanalyse og makroøkonomiske modeller (begge dele noget jeg har lært på polit!).
  2. Jeg skulle automatisere dannelsen af en publikation, som giver et kvantitativt overblik over FX markedet i forbindelse med handelsanbefalinger og afdækningsstrategier. Selvom det kun er de færreste parametre/variable i publikationen man direkte lærer om på studiet, så hjalp finansieringsfagene mig meget. Derudover foregik kodningen i VBA.
  3. Skrive diverse kommentarer om Danske Bank Markets Research forecast og syn på fremtiden (FX, renter, råvarer, økonomiske nøgletal m.m.). Her følte jeg, at min baggrund som stud. polit i meget høj grad hjalp mig med at forstå de mange sammenhænge.

Hvad var det bedste ved at være summer intern? 
Mange ting!

  1. Få en helt anderledes og meget spændende indsigt i hvordan en markedsafdeling fungerer – især samspillet mellem research, salg og trading var interessant at opleve på nærmeste hånd.
  2. Arbejde sammen med (og ikke mindst lære af) nogle af de dygtigste analytikere/salgspersoner/dealere inden for FX, renter og råvarer.
  3. De sociale arrangementer med de andre Summer Interns og høre præsentationer af ledere fra forskellige dele af koncernen – begge dele en planlagt del af internshippet.
  4. Opleve mediernes interesse for de udgivelser, som jeg havde været med til at skrive.
  5. Opleve hvordan man blev betragtet som en medarbejder på lige fod med alle andre. Den eneste slavetjans jeg oplevede var at hente vand/kaffe, hvis jeg tabte i de daglige terninge-spil på handelsgulvet!

Hvad er det værste ved at være summer intern? 
At se solen skinne udenfor (vi havde jo en usædvanlig god sommer!).

Hvordan oplevede du miljøet i din afdeling? 
Meget dynamisk! Jeg kom fra en stilling i en anden finansiel virksomhed, hvor jeg mere eller mindre vidste, hvad jeg skulle lave resten af dagen, når jeg mødte om morgenen. I Danske Bank Markets mødte jeg ofte og troede, at jeg skulle lave X men pga. en markedsudvikling/centralbank kommentar/ny ide fra en kollega kom man pludseligt til at lave Y og Z. Det var super spændende og meget udviklende hele tiden at blive kastet ud i nye arbejdsopgaver.

Hvordan ser du forskellen på at være summer intern i Danske Bank-koncernen i forhold til andre finansielle virksomheder? 
Jeg skal ikke kunne sige, hvordan det forholder sig i andre finansielle virksomheder, men jeg var meget overrasket over den opmærksomhed, jeg fik af ikke kun mine kolleger og HR men også af højtstående personer i Markets som virkeligt tog sig tid til en.

Hvordan tror du, du kan bruge den praktiske erfaring i din fremtidige karriere?
Jeg var så heldig at blive tilbudt en studenterstilling og fuldtidsstilling i Rates, FX & Commoditites Strategy (den samme afdeling som jeg var intern i i Research). Så alt det jeg lærte i løbet af sommeren (hvilket var uendeligt meget), har jeg kunnet bygge videre på i min nye stilling.

Du kan læse mere om Danske Banks summer internship her. Husk at send din ansøgning inden den 17. marts.

Faktaboks

Kristoffer Kjær Lomholt
Stud.polit


Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk