Mød vores helt egen Niels Bohr Professor

 Onsdag formiddag sidder Morten på sit kontor. Det er lige efter en tur til Jylland og før en tur til Asien. Han har mere end én gang i løbet af det nu svundne semester svunget taskerne over Carhartt-skjorten og taget i lufthavnen. Som han selv siger, er der bud efter en, når man forsker i familievirksomheder. Morten Bennedsen er en professor med et CV som helt klart skiller sig ud. Han tog en master’s degree med særlig udmærkelse fra LSE, han har skrevet en Ph.d. ved Harvard, og udover sit professorat på KU har han også været professor ved CBS og INSEAD. 

Måske til ingens overraskelse, er han ikke identisk med manden man ser i Chrille H. Man kender ham som en der i løbet af en af sine forelæsninger sagtens kan få flettet historien ind om dengang han sad på knæ i en kimono med det japanske overhoved for et 1800 år gammelt hotel. I enerum får sidespring som disse ikke samme indpas, samtalen er anderledes fokuseret. I samtalen virker det flere gange som om, at hans tankerække er to-tre skridt foran min. Og det bliver klart hvor de akademiske udmærkelser stammer fra.

Morten stammer selv fra København, hvor han gik på en Lilleskole som hans forældre grundlagde i 1968. Generelt er lilleskoler et modsvar til den tidligere ”sorte skole”, hvor man lægger vægt på alternative læringsformer, og heri indgår som regel en hel masse kreativitet. Han fortsætter herefter på den lokale folkeskole på Frederiksberg, og senere på Statens Pædagogiske Forsøgscenter, som endnu en gang var alternativ, med gruppeeksamener og projektorienteret undervisning. Han tilføjer at man kunne sige at han hele sit skoleliv – specielt med gymnasiet, som nærmest var et ”mini-RUC” – var blevet primet til at gå på RUC, og han drømte da også i en periode om at læse udviklingsøkonomi netop der.

Men i løbet af sine ungdomsår engagerer Morten sig i organisationen som nu hedder Oxfam. NGO’en bistod ikke-statsstøttede organisationer i udviklingslande. Det er et arbejde han tager sideløbende med gymnasiet, i sit sabbatår og de første år af sit studie. Fremfor en tur på tværs af Amerika i en lunken Lexus eller en find-dig-selv-rejse i Indien bruger Morten sit sabbatår med bistandsorganisationen i Honduras, Bolivia og Nicaragua. Det er i løbet af denne rejse, at han finder ud af, at han vil være økonom. Før han forklarer rationalet, starter han med at klargøre, at han er klar over at det kan lyde naivt, ”men hvis man virkelig vil ændre verden, må det være med økonomien. For det er her, at man kan ændre på de fundamentale strukturer.” Og han skrev derfor til sine forældre at de skulle ændre hans universitetsansøgningen fra medicin til polit.

Universitetet

På universitetet er det første gang han møder det klassiske læringsformart, hvor en lærer skriver på tavlen og eleverne skriver ned. Han har endda så meget tiltro til sit synspunkt at han konfronterer sin holdlærer i samfundsbeskrivelse og slår fast at tavleundervisning er en helt forkert pædagogik. Men samtidig griner han ved sig selv og fortæller, at han den dag i dag jo til dels viderefører den selvsamme pædagogik.

I universitetstiden arbejder han først videre for bistandsorganisationen, men får senere job i Finansministeriet, hvor han bl.a. arbejder sammen med Christian Kettel Thomsen, senere nationalbankdirektør, og Bjarne Graven Larsen, som senere blev direktør i ATP – det kan man vist rolig kalde en rigtig power-trio, og jeg må erkende, at jeg efter vores snak lige var inde og se på jobportalen i finansministeriet.

Det er i løbet af denne tid han, med sin senere hustru, Birthe Larsen, søger en master’s degree ved London School of Economics. Ideen stammer fra professor Birgit Grodal, som engagerede de studerende i at deltage i international forskning og publicering, hvor man før, i højere grad, fokuserede på kommissioner og at hjælpe skiftende regeringer. I London modtager Morten en degree with distinction for sin master i matematisk økonomi. Og han fortæller ydmygt, at det jo skyldtes at bacheloren på KU var ekstremt matematisk og at han var god til at huske lange beviser. Men jeg tror, at de fleste er ret imponeret over en degree with distinction fra LSE. Det er derudover også adgangsgivende til en Ph.d. ved Harvard.

Harvard

Harvard. Det måske mest forjættede land for universitetsstuderende. Her støder man på lærebogsforfattere og spritny forskning. Det er et landmærke, og man har kendt til det siden man først hørte om universiteter. Morten har så fornøjelsen af at skrive sin Ph.d. med Oliver Hart Nobel pris vinder i 2020 og Andrei Shleifer, som i dag verdens mest citerede økonom som vejledere. ”Det er dog overhovedet ikke fordi, at alle på Harvard er meget bedre end alle her på KU, men jeg tror den store forskel var at Harvard laver cutting edge forskning på flere af økonomiens mange underdiscipliner.”

Efter Harvard bliver Morten ansat på CBS hvor han hurtigt bliver professor. Her var han glad og han havde egentlig forestillet sig, at han skulle blive for stedse. Men efter ca. 10 år er der bud efter ham fra INSEAD i Frankrig. Birthe Larsen havde fortalt, at hvis de nogensinde skulle ud og rejse igen, skulle det være til Frankrig. Hvilket held. Det er på INSEAD at Morten specialiserer sig i, hvad man senere kender ham for: familievirksomheder.  INSEAD er en af verdens førende business skoler. Business skolen er utrolig internationalt, halvdelen af alle aktiviteter foregår i Asien. Han får her lov at styre familievirksomhedsaktiviteterne, og bliver André and Rosalie Hoffmann chaired professor, hvor Hoffman er ejer af medicinal giganten La Roche. På INSEAD publicerer han mere end 200 populærvidenskabelige artikler og cirka 35 business cases.

Det der i 2017 trækker Morten tilbage til København, er et Niels Bohr Professoratet, som var et nationalt professorat, der generelt blev brugt til at trække udlændinge til Danmark.

Morten er den ene af to danskere som har modtaget professoratet. ”Det sluttede for et års tid siden, desværre, og nu er jeg tilbage til et almindeligt professorat” Morten fortæller er det bedste ved at være professor er at have en enorm frihed til at vælge hvad man vil arbejde med og i forhold til sin arbejdstid. Man kan tage fri når man har lyst og man kan arbejde når man har lyst. ”Hvis mine børn kommer galt afsted, så kan jeg bare tage fri. Men på den anden side kører det altid rundt i ens hoved. De fleste jeg kender arbejder alle 8-15 timer alle dage hele ugen.”

Derudover er tilværelsen som forsker mest for dem som kan arbejde på egen hånd. ”Jeg var væk i 3 måneder, og der var ikke én af mine kollegaer, der havde lagt mærke til, at jeg var væk.”

Som forsker og professor er man pålagt at undervise; næsten lige meget hvor dygtig man er, findes pengene i undervisning, og det virker som om det splitter forskerne. ”Du skal have noget lidt narcissistisk over dig, for at kunne lide, at der sidder 300 studerende og måber over dig”. Det er også et job man ikke på samme måde går død i.

Forskning må være et uhyre givende arbejde, fordi det man bruger sin tid på, generelt er større end en selv. Man bidrager med ny viden, så vi alle sammen kan tage bedre beslutninger som forhåbentlig gør verden til et bedre sted.