Polit besøger det trængte Grækenland

Til foråret, nærmere bestemt i uge 9 næste år, tager 25 politstuderende til Athen for at se nærmere på den økonomiske krise i Grækenland. Det blev en realitet efter Grækenland vandt politråds-afstemningen i foråret foran Schweiz, Irland og Tyrkiet.

Hvorfor skal polit udforske krisen i Grækenland?

Hvis man ikke har været i hi det sidste års tid, har man gentagne gange hørt om den græske krise i nyhederne.  Grækenland havde et enormt fald i BNP på næsten 13 pct. sidste år. Det betyder ikke bare røde tal på bundlinjen, men også at grækerne er blevet fattigere, og at det vil tage mange år, før de er tilbage på samme velstandsniveau som før krisen. Desuden er den offentlige gæld eksploderet, og på grund af de usikre økonomiske forhold i Grækenland er også renten på græske statsobligationer på himmelflugt. Det betyder, at grækerne udover at være blevet fattigere, også har forgældet sig selv og fremtidige generationer.

Derudover er det bl.a. kommet frem, at Grækenland havde fiflet med tallene for at opfylde kravene til at komme med i euroen. Det har sidenhen vist sig, at denne fiflen ikke har været en engangsforseelse. Dertil er det kommet frem, hvordan nepotisme og livstidsansættelser har været normal praksis i den offentlige sektor, og hvordan mange personer har modtaget pensioner, selvom de var afgået ved døden.

De første reaktioner fra den menige EU-borger var, at Grækenland kunne sejle sin egen sø, og det blev endda debatteret, om man kunne smide grækerne ud af euroen. Men trods de negative røster blev det hurtigt klart for de europæiske magthavere, at grækerne ikke ville kunne klare krisen selv, og at risikoen for en græsk statsbankerot var overhængende, hvis man ikke kom grækerne til undsætning.

En statsbankerot ville have uoverskuelige konsekvenser – ikke kun for Grækenland, men for hele eurozonen. Der vil være overhængende risiko for, at en statsbankerot i Grækenland, ville kunne skabe en kædereaktion blandt andre eurolande. Først og fremmest blandt de økonomisk pressede lande, men også blandt duksene i EU. Derfor har EU-landene ydet økonomisk nødhjælp, og IMF (Den Internationale Valutafond) har ydet lån til den trængte græske økonomi mod krav om voldsomme besparelser og reformer i Grækenland.

Kom Mankiw i forkøbet

Så for at komme fremtidige lærebøger i forkøbet vil vi på studieturen forsøge at komme ind under huden på krisen i Grækenland. Der vil både være fokus på, hvad der gik galt, og hvordan Grækenland skal komme ud af krisen igen. Dertil vil studieturen vil have 3 økonomiske temaer, som skal danne en rød tråd i forbindelse med besøgene på studieturen. De tre temaer er:

Den økonomiske krise i Grækenland

Den ineffektive offentlige sektor i Grækenland

Konsekvenserne af en statsbankerot i EU

Formålet med studieturen vil ligeledes være at få et indblik i den græske kultur og tankegang. For en politstuderende, som er klar over hvor alvorlig krisen er for grækerne, er det svært at sætte sig ind i, hvorfor der demonstreres og er uroligheder grundet besparelserne, når alternativet til besparelserne er en statsbankerot og endnu værre forhold for den græske befolkning.

Sidst men ikke mindst vil turen også have et socialt aspekt, da man rejser med 24 andre fantastiske politstuderende på tværs af alle årgange. Med andre ord har studieturen til Grækenland alt hvad en politstuderende kan efterspørge: spændende og aktuelle økonomiske problemstillinger kombineret med socialt fællesskab med ekstraordinære politstuderende – og dertil en masse feta.

Så gå derfor ikke glip af en fantastisk tur – tilmeld dig straks på www.STUKO.dk

Vi ser frem til en masse tilmeldinger!

ForårsSTUKO

Faktaboks

Hvis du vil med:

Du skal være indskrevet på polit til foråret og være interesseret i at se nærmere på krisen i Grækenland, den græske kultur og i at møde 24 andre politter.


Tilmelding kan ske på hjemmesiden WWW.STUKO.DK senest d. 1/11 2010.

 

På hjemmesiden kan du ligeledes finde mere information om turen og kontaktinfo på forårsSTUKO (STUdietursKOordineringen).

 

Turen vil foregå i uge 9, 2011, hvor der er undervisningsfri. Den vil maksimalt koste 5000 kr., som dækker bl.a. transport, hostel og morgenmad.

 

ForårsSTUKO gør alt for at turen bliver bedst og billigst muligt – men vi har brug for at DU tilmelder dig!

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk