Hvor var du i praktik?
Jeg har netop afsluttet et praktikforløb hos Transport Economics, som er en gruppe økonomer i konsulent- og ingeniørvirksomheden Grontmij.
Transport Economics gennemfører analyser af transportløsninger for private og offentlige kunder. Som eksempler på analyser kan nævnes cost-benefit-analyse af en fast Kattegat-forbindelse, fremskrivning af godsstrømme gennem Region Hovedstaden og afdækning af virksomheders behov for og gevinster ved en udvidelse af det kommunale eller statslige vejnet.
Praktikforløbet er lige afsluttet, og jeg er nu startet som student.
Hvor mange timer arbejder du om ugen?
I praktikken arbejdede jeg i gennemsnit 34 timer om ugen, mens jeg fulgte tre fag. Som studentermedhjælper arbejder jeg ca. 10 timer om ugen.
Hvor længe varede din praktikperiode?
Praktikken fulgte semesterstrukturen og forløb over ca. fem måneder. Da jeg startede i praktikken, manglede jeg knap halvandet år af kandidaten.
Hvordan fik du praktikpladsen og hvad består dit job i?
Praktikstillingen var slået op på KU’s jobbank. Jeg søgte det, var til samtale og fik det.
Mine hovedopgaver i praktikken var at indsamle viden om motorvejes betydning for den økonomiske udvikling samt at gennemføre analyser af afsluttede og igangværende motorvejsprojekter. Jeg gennemgik således eksisterende forskning og analyser og gennemførte derudover nogle mindre analyser, der belyste effekter af forskellige danske motorvejsstrækninger.
Udover min hovedopgave med kortlægning af effekter af motorveje bistod jeg med løsningen af forskellige projekter for afdelingens konsulenter. Som eksempler kan nævnes en researchopgave om trængsels- og forureningsreduktion i kinesiske storbyer samt værdisætning af Københavns Kommunes parker med Søndre Boulevard som case.
Hvorfor har du valgt en praktik frem for et studiejob?
Fuldtidsansættelsen som praktikant betyder, at jeg er meget på kontoret og derfor kan komme med til møder og på projekter med kort varsel. Derudover kan jeg være med på større projekter, der kræver en højere grad af fordybelse. Mit arbejde med undersøgelsen af motorveje krævede netop fordybelse og ville ikke være muligt i en deltidsstilling.
Jeg søgte praktikken, fordi den fremstod mere spændende end de konkurrerende jobopslag, og den har levet op til forventningerne.
Havde du relevant erhvervserfaring da du fik praktikpladsen?
Ja, jeg har tidligere været praktikant i Epinion og har været holdunderviser i Mikro B for to hold.
Hvilke fag har været mest relevant for dig? - herunder bestemte valgfag?
Særligt økonomistudiets metodefag har vist sig meget nyttige – helt fra Samfundsbeskrivelse til Økonometri C.
Derudover lavede jeg i min bacheloropgave en fremskrivning af Kinas økonomi for de næste 50 år og sammenlignede med USA's. Metoden bag fremskrivningen har vist sig direkte anvendelig i flere projekter – både i forbindelse med motorvejsprojektet og en godsfremskrivning for Region Hovedstaden.
Generelt stiller konsulentarbejdet krav til en bred profil, hvor en analytisk tankegang, overblik og evnen til at formulere sig klart på skrift og i tale er fundamentale egenskaber.
Hvad var det bedste ved praktikpladsen?
Udover at Grontmij er en behagelig arbejdsplads, har det været særligt spændende at arbejde med motorvejsprojektet. Gennem dette arbejde har jeg erfaret, at man kan gennemføre spændende analyser, hvis bare man har en idé og gåpåmod. En skarp formulering af en kundes potentielle udbytte af en analyse kan hurtigt føre til salg. Gode idéer og arbejdsomhed belønnes i høj grad i denne branche.
Er der fryns og sociale arrangementer på arbejdspladsen?
Der er med jævne mellemrum forskellige faglige og sociale arrangementer. Blandt andet er der i virksomheden organiseret en Young Club, som har som formål at nye i virksomheden kan lære virksomheden og andre nye at kende.
Kan du se dig selv arbejde videre hos Grontmij og/eller i det samme arbejdsområde, når du er færdig?
Jeg har endnu ikke afgjort, hvor min arbejdsplads bliver som cand.polit, men Grontmij er helt klart en mulighed. Jeg kan godt lide arbejdsmiljøet i virksomheden, den udfordrende arbejdsform som konsulent og det faglige felt - transportøkonomi.
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2