Speciale i samarbejde med Danske Bank

Hvad fik dig til at søge om at deltage i Danske Speciale?
Jeg ønskede at skrive om et emne som var forankret i virkeligheden, og som jeg kunne lære nogle ting af som jeg ville kunne bruge i mit første job når jeg var færdig. Derfor syntes jeg at det var en oplagt mulighed for at få hjælp til at finde det rigtige emne, og samtidig opnå faglig sparring gennem forløbet.

Hvad skrev du om og hvilke område samarbejdede du med?
Jeg skrev om rentestrukturmodeller og var i den forbindelse i kontakt med derivatanalysen i Danske Markets.

Du fik en faglig relevant kontaktperson – hvilken betydning havde det og hvordan var jeres samarbejde?
Det fungerede rigtig godt. Jeg havde en overordnet idé om hvad jeg gerne ville skrive om, men efter vores første snak fik jeg sporet mig mere ind på et specifikt område, som samtidig afspejlede problemstillinger som man sidder med i Danske Markets. Derefter havde vi en række møder gennem forløbet, som kørte parallelt med de vejledermøder jeg havde gennem universitetet. Det gav mig en masse inputs til mit speciale, samtidig med at jeg kunne trække på min kontaktperson hvis jeg havde noget jeg var i tvivl om under processen.

Hvorfor er det relevant for en stud. polit at skrive speciale i samarbejde med Danske Bank?
Af flere grunde; for det første giver det en rigtig god mulighed for at opnå faglig sparring, udover den hjælp man kan få gennem sin vejleder på universitetet. For det andet kan det være en hjælp til at pejle sig ind på det rigtige emne, og det gør det lettere at finde et emne som også er relevant i praksis. Men derudover kan det være en fin måde at få et ”blik bag murene” og danne sig et indtryk af, hvordan man arbejder med et givent område i en bank. Endelig kan det være en fordel i forhold til at få datamateriale – og så deltager man jo også i en konkurrence med præmier.

Hvad var det bedste ved at deltage i Danske Speciale? 
Det bedste var helt klart den sparring jeg fik gennem min kontaktperson i banken. Derudover gav deadlinen mig en motivation til at blive færdig til tiden.

Hvad er det værste ved at deltage i Danske Speciale? 
Det, at der var en deadline gav selvfølgelig også lidt ekstra sved på panden da tiden nærmede sig. Men generelt var jeg rigtig glad for forløbet. 

I år er der rigtig mange emner inden for finansiering og økonomi. Hvilke emner vurderer du er specielt relevante for polit studerende?
Der er i mine øjne mange emner som med det rette snit vil kunne anvendes som et godt udgangspunkt for et polit-speciale. Der er masser af muligheder indenfor fx virksomhedsfinansiering, derivater og makroøkonomi. 

Hvordan har din deltagelse i Danske Speciale haft indflydelse på din karrierestarts?
Danske Speciale programmet fungerede rigtig godt, og var medvirkende til at jeg valgte at søge et andet af bankens programmer da jeg stod for at skulle finde mit første job. Jeg startede derfor i Danske Capital som Graduate og har også været tilfreds med det forløb.

www.danskebank.com/danskespeciale kan du læse mere om forløbet og få inspiration til emner. 

Faktaboks

Sverre Holbek, cand.polit, der i dag er ansat i Danske Markets svarer på spørgsmål om Danske Speciale.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk