Til sommer går turen til CSS

- Vi skal flytte denne sommer, siger institutleder Peder Andersen og understreger, at det denne gang er en ultimativ beslutning.

Det betyder, at bygningerne i indre by omkring Studiestræde rømmes over sommeren og flyttes til CSS.

Her rykker instituttet med alle medarbejdere og inventar ind i bygning 26 og noget af bygning 25, der ligger ud mod søerne og Gammeltoftsgade. Dermed flytter Økonomisk Institut ind i Parkering Københavns gamle hus.

Cafelitten flytter med

Cafelitten flytter med til CSS og rykker i første omgang ind på 1. sal i bygning 25.

Dermed beholder instituttet et fælles samlingspunkt for polit'er. Og det har gennem hele processen været vigtigt, at der var et fælles samlingssted for politstuderende, så vi ikke bliver væk blandt de andre studiegrene på CSS, forklarer Peder Andersen.

- Og med de ombygninger, der kommer, bliver det helt ideelt for Cafelitten.

Vi flytter ud og så flytter vi om

Flytningen til CSS denne sommer er dog kun den første af to flytninger. Om et par år skal der nemlig igen flyttes om på CSS.

Som et led i at få plads til alle i det gamle kommunehospital bliver der nemlig bygget en ny bygning og nye auditorier, der dog først står klar i 2011 eller 2012.

Når de står færdige, rykker Økonomisk Institut igen ud af bygning 25, en del af instituttet rykker ind i de nye bygninger, mens Cafelitten flytter ind på 3. sal i bygning 26, som dog stadig kun vil være beboet af økonomer.

Det bliver ikke smerte frit

Efter rigtig mange år i Studiestræde bliver det ikke med et let snuptag at flytte hele institutet til CSS.

- Der er fordele, men folk vil også opleve nogle ulemper, erkender Peder Andersen, der nævner færre kvadratmeter som den måske væsentligste ulempe. Men også beliggenheden midt i byen vil blive savnet.

- Folk elsker at være her i Latinerkvarteret.

I modsætning til i dag, hvor kontorerne ligger spredt i Bispetorv, Nørregade og Studiestræde, så samles alt på en adresse efter sommer.

- Vi får den fordel, at vi bliver samlet. Det giver en meget bedre integration i forhold til i dag, hvor vi er delt meget op, siger Peder Andersen.

Udflytningsplanerne til CSS, er en del af KUs "fortætningsplaner", som samlet skal mindske universitetets antal bygningskvadratmeter.

Selvom posen altså rystes godt med udflytningen, så er Peder Andersen fortrøstningsfuld.

- Når det nu skal være, så ser det godt ud, det vi får.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk