Kristian Weise

Draghinomics gør op med europæiske dogmer

I flere år har Europa været fanget i sin egen fejlslagne økonomiske politik. Alt har været sat ind på at genskabe finansmarkedernes tillid til staternes bæredygtighed via spareplaner, der hurtigt skulle rette op på de store offentlige underskud, som krisen havde bragt med sig.

Politikken kan dog ikke siges at have haft den ønskede effekt: EU-landene er fanget i stagnation, de er fattigere i dag end før krisen, og gælden i de værst ramte lande er ikke blevet nedbragt – slet ikke som andel af BNP, der jo er den interessante målestok, da BNP i disse lande selv er faldet.

Men nu er der røre i den europæiske andedam. For ECB’s chef, Mario Draghi, har ikke bare skruet ned for renterne og lovet at skrue op for seddelpressen. Han har også taget et opgør med det fokus på finanspolitisk konsolidering, som ellers har hersket og særligt er blevet prædiket fra Berlin.

I sin tale ved det årlige møde for centralbankschefer og diverse økonomstjerner i Jackson Hole i USA understregede Draghi, at eurolandene kun kommer sig over krisen, hvis de går langt mere offensivt til værks og benytter sig af både pengepolitik (i form af lavere renter og såkaldt kvantitative lempelser), finanspolitik (dvs. en mere ekspansiv tilgang end vi p.t. ser) og strukturpolitik (særligt i Middelhavslandene).

Det er de benhårde realiteter, der taler til Draghi: Europa risikerer, på line med Japan, et ’tabt årti’, hvor udviklingen går i stå, og kontinentet ikke bliver rigere. Væksten snegler sig af sted, inflationen er faldet så meget (fra 2,5 % i sommeren 2012 til 0,4 % ved seneste opgørelse), at risikoen for deflation er tættere på end tidligere, og arbejdsløsheden har bidt sig fast i sådan et omfang (den er for tiden på 11,5 %), at den strukturelt vurderes til 10,3 % mod 8,8 % i 2008.

Draghi har længe talt for strukturreformer, ikke mindst i lande som Italien, Spanien og Frankrig. Og han viste allerede for to år siden, at han var villig til at bruge alle de pengepolitiske muskler, som han har i ECB. Man har ikke tidligere talt så direkte for, at Eurolandene lukker op for alle de finanspolitiske sluser, de kan.

Det var det særlige ved Jackson Hole-talen. Her understregede Draghi både, at risikoen for at gøre for lidt for at understøtte den samlede efterspørgsel er større end risikoen for at gøre for meget, og at der er mere plads til ekspansiv finanspolitik i eurozonen som helhed.

I de afgørende passager i talen lød det således:

“it would be helpful for the overall stance of policy if fiscal policy could play a greater role alongside monetary policy, and I believe there is scope for this” og “there is leeway to achieve a more growth-friendly composition of fiscal policies” samt

“stronger coordination among the different national fiscal stances should in principle allow us to achieve a more growth-friendly overall fiscal stance for the euro area” og “complementary action at the EU level would also seem to be necessary to ensure both an appropriate aggregate position and a large public investment programme.”

Dermed angav Draghi også det, han mener er midlerne til at få finanspolitikken til at understøtte den samlede efterspørgsel i eurolandene: Et fælles finanspolitisk udgangspunkt, hvor det ikke er hver enkelt lands position (underskud, gæld etc.), der er afgørende, men derimod den samlede eurozones samt flere fælleseuropæiske initiativer, som det på sigt kan være nødvendigt at have et større EU-budget for at kunne gennemføre.

Der er ingen garanti for, at Draghi kan få eurolandene med på deres del af Draghinomics, eller for at politikken rent faktisk virker. Men der er meget, der tyder på, at den vil kunne gøre det, hvis mulighederne bliver udnyttet fuldt ud – og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg længe har været fortaler for, at man tager den manglende ’indenlandske’ efterspørgsel (i DK såvel som i EU) mere alvorligt og understøtter den langt mere.

Det er i hvert fald ualmindeligt forfriskende, at Draghi tager et opgør med den linje, der hidtil har været lagt i Berlin og Bruxelles, og at han opfordrer til, at der brydes med økonomiske dogmer, når de har vist sig ikke at virke. Det kan både økonomer og politikere lære noget af. 


0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Kristian Weise

Kristian Weise er direktør for Tænketanken Cevea. Han har arbejdet med økonomisk politik de sidste 8 år, bl.a. i Europa-Parlamentets økonomiudvalg og som analytiker i den danske og internationale fagbevægelse, og bruges ofte som ekspert og debattør ift. dansk økonomi. Han har tidligere været sekretariatsleder for Socialdemokraterne i Europa-Parlamentet, analytiker i den internationale fagbevægelses hovedorganisation ITUC, rådgiver for tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, og konsulent i dansk LO, og bl.a. været medlem af styregruppen for Verdensbankens Research Alliance for Development samt deltaget i økonom-netværk under OECD. Han har en bachelorgrad i Økonomi og Filosofi fra CBS (2002) og en kandidatgrad i Politisk Sociologi fra London School of Economics (2004).