Fra karriereaften i Nationalbanken til ansat økonom

Da Helle første gang besøgte Nationalbanken, var det til en karriereaften for økonomistuderende. Hun var halvvejs med sin bachelor i økonomi, men var alligevel en smule i tvivl om, hvad hendes uddannelse kunne føre til.

"Når man starter på økonomistudiet møder man mange forskellige fag, som godt kan virke lidt abstrakte. Man lærer en masse teori, men man kan til tider godt blive lidt i tvivl om, hvad man egentlig kan bruge det til," siger Helle.

Derfor var det at deltage i karriereaftenen en måde at få en fornemmelse af, hvor det var muligt at arbejde som økonom, som universitetet ikke på samme måde kunne give svaret på.

"Man kan læse sig til meget, men på en eller anden måde giver det et andet perspektiv, når man taler med folk, der selv arbejder herinde," siger hun.

På en karriereaften i Nationalbanken møder man en masse medarbejdere, der kan fortælle, hvad de laver som økonomer i banken. Derudover kan man deltage i én ud af flere workshops, der alle har en aktuel økonomfaglig problemstilling.

"Den workshop, jeg deltog i, gav mig et godt indtryk af, hvordan arbejdet i Nationalbanken er, og hvilke udfordringer man kan møde. Det vakte min interesse," siger Helle.

Ud over at få mere klarhed over, hvordan hendes fremtidige liv som økonom kunne ende med at folde sig ud, fik Helle også et indblik i, hvordan det er at være medarbejder i Nationalbanken.

"Jeg fik ikke kun en god fornemmelse af, hvad en økonom i Nationalbanken laver. Jeg fik også et billede af Nationalbanken som en god arbejdsplads, hvor medarbejderne har det godt sammen," siger Helle.

I dag er Helle 27, uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og har arbejdet som økonom i Nationalbanken i knap et halvt år.

Onsdag den 21. november inviterer Nationalbanken igen til karriereaften. Du kan læse mere om aftenens program og tilmelde dig her.

Virksomheder

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk