12. december - Politter i praktik

Om Internships

Hvert år tilbringer mange studerende deres sommer hos investeringsbanker i London. To studerende fra polit beretter om deres oplevelser hos UBS og RBS.

Tanken om at bytte sin sommer med sol på stranden og kolde øl i Kongens Have for lange arbejdstider og finansiering en masse, lyder på de fleste ikke videre tiltalende. Ikke desto mindre er der hvert år mange studerende der ansøger om et internship i en investeringsbank rundt om i verden. Og for dem det lykkedes for, er det en enestående mulighed for at få lov at arbeejde i et spændende miljø med nogle af verdens skarpeste hjerner indenfor den finansielle verden.

Internships i investeringsbanker varer typusk 8-10 uger over sommeren og er primært rettet mod studerende, der mangler et år af deres uddannelse. Internshippet betegnes ofte som et "10 week interview," idet bankerne til slut beslutter hvilke interns de efterfølgende vil tilbyde et job. Formålet med internships er dog ikke alene at give bankerne bedre mulighed for at vurdrere eventuelle jobkandidater, men ligeledes at give de studerende mulighed for at få et realistisk billede af, hvordan det er at arbejde i en investeringsbank.

Da de store investeringsbanker modtager op mod 10.000 ansøgninger og ofte kun har 100-200 pladser at fylde, skal man gøre sig klart, at ansøgningsproceduren tager meget tid og ofte er meget besværlig. I efteråret (september/oktober) begynder bankerne typisk at holde virksomhedspræsentationer på læreanstalter rundt om i verden. I Danmark holdes sådanne præsentationer typisk på Handelshøjskolen (CBS, red.), så det er værd at holde øje med deres hjemeside foruden økonomistudiets egen.

Hvis man herefter beslutter, at et internship har interesse, er det værd at komme hurtigt i gang med ansøgningen, for selvom ansøgningsfristerne typisk ligger i januar/februar er pladserne ofte fyldt op lang tid i forvejen. Selve ansøgningen foregår via et elektronisk skema på bankernes hjemmeside, og fokus ligger på evnen til at besvare spørgsmål om personlig motivation og udvise forståelse af den finansielle verden. Typisk bliver man ligeledes bedt om at tage numeriske eller sproglige test.

Ansøgningsproceduren tager meget lang tid (især fordi alle bankerne har forskellige ansøgningsskemaer, så der er ikke meget mulighed for at copy-paste), men det er også vigtigt at tage sig god tid for det er naturligvis her størstedelen af kandidaterne skilles fra. Efter indleveringen af ansøgningen vil interessante kandidater typisk blive bedt om at tage yderligere numeriske tests, og herefter begynder interview-runderne. Proceduren er forskellig fra bank til bank, men typisk vil man starte med et generelt interview enten i Skandinavien eller i London. Herefter følger specifikke interview med fokus på de afdelinger, man har valgt som prioritet. Efter alle disse intervies får man så forhåbentligt et tilbud i foråret og kan om sommeren begynde sit internship!

 

Handel med rentederivater hos RBS

Af Anne Christine Nierhoff

Min sommerferie blev tilbragt hos RBS (Royal Bank of Scotland) i London, nærmere bestemt i deres afdeling for handel med rentederivater. Den første uge hos RBS bestod af et lille kursus i hvad en investeringsbank laver, team building øvelser samt en dag i en trading simulator. Dette var også en god mulighed for at lære de andre interns at kende.

Ugen efter begyndte vi hos vores teams, og i min egenskab af dansker landede jeg hos "non-core currencies," som dækker alt, der ikke er dollar, euro eller sterling, dvs. fx danske kronger, yen og schweiziske franc. Jeg havde bevidst valgt trading, da det var et område, som lå langt fra min dagligdag og ville indebære mange udfordringer, og jeg jeg blev bestemt ikke skuffet.

Når man begynder at arbejde, finder man ud af, at der er mange metoder og overvejelser bag forholdsvis simple produkter. Jeg blev sat til at prise terminskontrakter (FRA's) og bygge swapkurver for at få en forståelse af, hvad tradere er nødt til at lave, før de kan handle noget som helst. RBS er en af de meget store spillere på rentemarkedet (den største i sterling markedet), og er såkaldte 'market markers'. Det betyder, at de skal sørge for likviditet i markedet ved altid ved altid at have priser for både køb og salg.

Traderne spurgte mig konstant, hvordan jeg ville prise produkter, bygge bestemte kurver eller hvor meget og med hvad man skulle hedge en handel. Det var aldrig forventet, at jeg kendte alle svarene, men de forventede, at jeg kunne ræsonnere mig frem og komme med kvalificerede bud. Min 'økonomiske intuition' blev også forbedret efter at observere hvordan nyheder påvirkede rente- og valutamarkedet. Derudover blev jeg introduceret til (for mig) helt nye områder som technical trading.

En af de virkelig gode ting ved mit internship var, at jeg hver onsdag fik lov til at besøge et nyt område for en dag. Jeg fik således mulighed for at se, hvordan det ville være at arbejde hos analytikere eller tradere indenfor andre områder fx optioner eller virksomhedsobligationer (credit). Jeg har faktisk kun positive ting at sige om min sommer hos RBS og kan varmt anbefale andre at tilbringe deres sommerferie som intern.

Investment banking hos UBS

Af Henriette Høeg Madsen

Dagen efter min sidste eksamen på polit (jubii!) satte jeg mig i slutningen af juni i flyet mod London for at tilbringe sommeren hos UBS (Union Bank of Switzerland). Siden jeg startede på polit har jeg vidst, at jeg ville arbejde indenfor investment banking, så jeg var naturligvis fyldt med lige dele nervøsitet og spænding over hvordan det rent faktisk ville være at arbejde hos en af verdens førende investeringsbanker.

Eftersom jeg altid har været interesseret i corporate finance, havde jeg sat denne afdeling (typisk kaldet IBD) som første prioritet. Typisk er bankernes IBD afdeling inddelt i coountry teams (UK, US, Asia, etc.), produkt teams (M&A, Leveraged Finance, etc.) og sector teams (Leasure, Industrial, Technology, etc.). Jeg blev placeret i et sector team, nærmere bestemt Media, hvilket havde den store fordel at jeg fik mulighed for at arbejde med alle typer produkter og inden for forskellige lande.

Efter en uges træning i finansiering, regnskabsføring og ikke mindst værdiansættelse af virksomheder, gik det løs i de forskellige teams. Eftersom mit team var utrolig travlt blev jeg allerede første dag sat på to live deals, dvs. transaktioner hvor banken allerede har fået mandat. Dette betød at jeg allerede første nat sad og rodede med værdiansættelse af en €800 mio. virksomhed. Lidt af et spring ud i virkeligheden, når man i 4½ år har været vant til at faktiske tal har været bandlyst til fordel for masser af differentialligninger og variable.

Dette høje aktivitetsniveau fortsatte sommeren igennem, så det gjaldt om hurtigt at vænne sig til arbejdsdage på 18-20 timer. Netop det at jeg som intern blev behandlet som enhver anden var efter min mening noget af det bedste ved opholdet i London. Hvis man brænder for arbejdet får man hurtigt tildelt meget ansvar, og det forventes at man tager dette til sig og løser opgaverne uanset hvor meget blod, sved og tårer det koster. Til gengæld får man så virkelig mulighed for at vise hvad man kan, i stedet for at sidde med de mere banale opgaver.

Hvis man går og brænder for finansiering, kan jeg således kun anbefale at man ansøger om et internship. Især i en branche, der er så speciel og sætter så voldsomme krav synes jeg det har været meget vigtigt at få lov at "prøvekøre" jobbet inden man virkelig kaster sig ud i det. Og hvis man ellers kan overleve masser af allnighters på kontoret og weekendarbejde, synes jeg at det er en oplevelse der byder på udfordringer og giver erfaring på en helt unik måde.

For mit vedkommende sluttede sommeren med et jobtilbud, så efter endt speciale og forhåbentlig lidt rejseri vender jeg til foråret tilbage til UBS igen.

Læs hele Politten fra oktober 2005 her.

Virksomheder

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk