Christinas klumme er tilbage efter en alt for kort sommerferie, men alligevel med 100 % garanti for, at klummen denne gang bliver fuld af blæk, spalter og kommaer. Denne gang bliver emnet for klummen noget helt andet end tidligere – den kommer hverken til at handle om den ulidelig, lange julestemningsødelæggende eksamensperiode op til årets værste måned, januar, eller om svedige polit-scorebemærkninger uden garanti for et pareto-efficient udfald. Denne gang går Christinas klumme udenfor boksen! Numerologi, Uganda, grise og en latent lyst til at overtage verdens-herredømmet er blot nogle af de begreber, du vil støde på i denne artikel. Er du forvirret? Tror det eller ej – det er kunst.
Klummen er dog ikke helt uden økonomisk indhold. Den handler om investeringer og incitamentsdannelse. Nogle mennesker vælger at investere i en ny Mazda eller et energisparekøleskab, andre en Prada-taske til 12.000 kr. eller et malerkursus i Sønderjylland. Lad mig kort give en beskrivelse af miljøet og hovedpersonen i denne klumme. Handlingen foregår i en frodig, grøn ugandisk landsby ved navn Buteyongera. Hovedpersonen i denne klumme er en dansk billedkunstner ved navn Kristian von Hornsleth – en mand, der har valgt at investere sine penge på en ganske mærkværdig måde. Om inspirationen til Hornsleths investering er affødt af kunstneriske aspirationer eller storhedsvanvid, skal jeg ikke kunne sige, men lad mig kort opridse hans idé og overlade bedømmelsen til dig indtil videre.
Kristian von Hornsleth har gjort en handel med 108 indbyggere i den ugandiske by, og yderligere 199 står parat til at indgå samme handel. Handlen består i al sin simpelthed i, at de 108 indbyggere tager navnet Hornsleth og til bytte får en gris eller en ged. Nå jo, og et flot nyt lamineret identitetskort med navnet Hornleth. Som prikken over i’et er der lige en ekstra betingelse, nemlig at halvdelen af avlen skal afleveres til Hornleths farm i Uganda. Kristian von Hornleth tror nemlig ikke på bistand, men på investering. Gad vide, om det er det man i udviklingsbistandens verden mener, når man siger hjælp til selvhjælp?!
Ifølge Kristian von Hornsleth bliver man passiv af at modtage bistand, mens investering giver incitament til at levere resultater. Kristian von Hornsleth kalder sit kunstværk noget så fængende som ”The Hornsleth Village Project”. Og værket skulle efter sigende handle om det flyvske, usanselige og konceptuelle forhold mellem begreberne kunstværk og identitet. Hvorvidt en person kan personificere et kunstværk, eller om kunstværket personificerer personen? Måske er det bare naive mig, men var for et øjeblik overbevist om, at det handlede om noget helt andet. Nemlig den ældgamle, måske i virkeligheden den ældste tendens i verden: At de rige udnytter de fattige. Eller i den helt generelle udgave, at nogle mennesker udnytter og ydmyger andre mennesker.
Projektet stopper ikke ved, at de 108 og måske senere yderligere 199 indbyggere i Buteyongera for fremtiden hedder Hornsleth til efternavn. Idéen er, at byen før eller siden lige frem skal hedde Hornsleth. Jamen, det er da kunst. Hvordan kunne jeg dog tro andet? Imperialisme og storhedsvanvid har intet med det at gøre. Jeg afslutter denne klumme undrende over tendensen til, at hvis man blot bruger prædikatet kunst, så kan man slippe af sted med at blende guldfisk, slagte heste og udnytte mennesker i nød. Jeg håber, at Christinas klumme denne gang har sat nogle tanker i gang hos dig, og jeg undskylder for min manglende journalistiske objektivitet – det er ikke lige min stærke side.
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2