Boganbefalinger til det læsende folk på polit

Her er 6 anbefalinger til bøger, du kan kaste dig over

Selvom den gennemsnitlige politstuderende sjældent åbner en lærebog, kan økonomisk litteratur alligevel være tiltrængt. I det følgende skriv gennemgår redaktionen nogle boganbefalinger til dig, som ønsker at lære noget nyt, se din teoretiske viden i et nyt perspektiv eller blot ønsker at falde hurtigt i søvn

 

Factfulness, 10 grunde til at vi misforstår verden - og hvorfor den er bedre end vi tror, af Hans Rosling.

Det er næsten umuligt, at du ikke er stødt på bogens titel blandt dine venner eller til familiemiddage, for denne bog er i høj grad en crowdpleaser. Som én blandt mange citeres Bill Gates for at sige om Factfulness: ”One of the most important books I’ve ever read”, hvilket statuerer, at Factfulness virkelig kan noget. Factfulness beskriver verden og pointerer, hvordan vi ofte misforstår de globale tendenser. Factfulness tager udgangspunkt i 10 årsager til misforståelserne, og Rosling betegner blandt andet disse misforståelser som ”gap-instinktet, frygt-instinktet og nødvendigheds-instinktet”. Om gap-instinktet skriver Rosling ”mennesker har et stærk dramatisk instinkt for at tænke binært, en grundlæggende trang til at opdele ting i to klart adskilte grupper med et tomt gap eller svælg imellem”. Denne pointe bruger Rosling til at beskrive, hvor vigtig y-aksen er for den måde, vi sammenligner to kurver. En pointe som vækker genklang til Hjarns forelæsninger.

Alt i alt er Factfulness en letlæselig bog, der i et hverdagssprog beskriver vores fejlopfattelse af tendenser i samfundet.

 

 Freakonomics af Steven D. Levitt og Stephen J. Dubner

 Hvis du ikke har hørt om Factfulness, så har du helt sikkert hørt om Freakonomics. En bog med finurlige pointer, der blandet andet forklarer, hvorfor pushere stadig bor hos deres mor, og hvad ejendomsmæglere og Ku Klux Klan medlemmer har tilfælles. Freakonomics er en genial bog, og selvom bogens ydre bekræfter, at den ikke er helt ny, er sammenligningerne stadig gyldige. For bogen indeholder flere pointer, som politstuderende møder på studiet. Eksempelvis en empirisk beskrivelse af, hvorfor undervisere snyder og uddeler rettevejledninger til elever, når underviserens løn afhænger positivt af elevernes gennemsnit.

 Freakonomics er en bog, alle bør læse.

 

 Klar parat investér af Emma Bitz, Laura Hardahl, Anna-Sophie Hartvigsen og Caroline Strasig

Kunne du heller ikke få nok af Erhvervsøkonomi, og har du en daytrader gemt i maven? Så bør du kaste sig over denne lille perle, selvom indholdet formentlig ikke forekommer særlig overraskende. For du er trods alt politstuderende, og du ved efterhånden hvad en rentestigning kan medføre. Men bogen beskriver alligevel en afkrog af økonomien, som vi sjældent beskæftiger os med. Bogen beskriver nemlig de finansielle markeder, risiko og spredning, aktier, obligationer og hvordan investeringer beskattes. Dette er en bog i tidens ånd, da bogen taler ind i en tid med et stigende antal private aktionærer, og samtidig er skrevet af stifterne af Female Invest. Kan det blive mere 2021?

 

Ulighedens økonomi af Thomas Piketty

Piketty er et navn, som mange politstuderende elsker at referere til. Men hvem har egentlig læst Kapitalen i det 21. århundrede?? Formentlig de færreste. Men med Ulighedens økonomi har du mulighed for at læse ord fra selve Pikettys hånd uden at knække halsen undervejs. I Ulighedens økonomi præsenterer Piketty ”kernen i sin teori”. Bogen fokuserer på de bagvedliggende mekanismer, der skaber ulighed, samt de mulige redskaber, som kan bekæmpe denne. Bogens indhold er i en anden liga end de tre ovennævnte, men ikke desto mindre er bogen enormt vigtig - specielt nu hvor uligheden brager derudaf.  

 

 A Little History of Economics af Naill Kishtainy

Står du overfor Økonomisk Historie? Eller er du sulten efter mere? Så er A Little History of Economics en bog for dig. Bogen beskriver økonomiske begivenheder og ideer fra de helt store tænkere - fra Aristoteles og Platon til Marx, Keynes og Smith. Niall Kishtainy runder emner som fattigdom, kriser, kapitalisme og statslig indblanding på et niveau og i en fornøjelig tone, hvor alle kan være med. Helt grundlæggende giver A Little History of Economics dig 40 små og fantastiske historier om 40 skelsættende begivenheder og tanker, der har formet det studie, vi beskæftiger os med i dag.

A Little History of Economics er en bog til dig, der ikke kun vil begrave dig i mikroøkonomiske petitesser og spidsfindigheder, men også ønsker at kunne tale med om historiens større linjer.

  

Thinking fast and slow af Daniel Kahneman

Er forbrugere altid rationelle? I Thinking fast and slow fortæller psykologen Daniel Kahneman om, hvordan vores adfærd er styret af to systemer i hjernen - det automatiske system og det bevidste system. Bogen er med til at give et indblik i, hvordan mennesket træffer beslutninger, og hvad der påvirker vores dømmekraft. Daniel Kahneman præsenterer både overraskende og morsomme pointer om vores hjerne, samtidig med at han giver læseren nogle teknikker til, hvordan vi kan lære at træffe bedre beslutninger. Hvis du vil have udvidet din horisont inden for psykologi og adfærdsøkonomi og lære mere om hjernens to ‘tænkesystemer’, så er Thinking fast and slow en klar anbefaling. 

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk