Hvor arbejder du?
Jeg arbejder i enheden for Erhvervs-og Arbejdsmarkedsuddannelser, og det har jeg gjort siden september 2015. Før arbejdede jeg som embedskvinde i Erhvervsstyrelsen i 2,5 år – og inden da var jeg 5 år i DR, hvor jeg arbejdede som radiojournalist på P1 med økonomi og erhverv som mit fagområde.
Hvornår blev du færdiguddannet cand.polit., og hvilke områder af økonomien fokuserede du på i din uddannelse?
Jeg blev færdig i foråret 2008. Efter bachelordelen fokuserede jeg på at prøve nogle forskellige fag af, som jeg syntes var spændende. Et af dem var arbejdsmarkedsøkonomi, som jeg tog, da jeg læste i Wien. Det gav et helt særligt perspektiv, at mange af mine europæiske venner på Erasmusprogrammet kunne se frem til en meget høj ungdomsledighed, når de var færdiguddannet – også som økonomer. Underviseren var franskmand, og han havde heller ikke så meget tilovers for den særlige nordiske flexicurity model – ifølge ham ville franskmændene bare sige tak og sætte sig i solen, hvis de fik dagpenge.
Mine oplevelser i Wien gjorde, at jeg sidenhen valgte at skrive speciale om strukturelle årsager til ungdomsledighed på OECD-niveau. Siden da er der i EU blevet meget mere fokus på både flexicurity og problemerne med ineffektive arbejdsmarkeder og ungdomsledighed.
Efter Wien var jeg et halvt år i Århus, hvor jeg læste på den journalistiske tillægsuddannelse – et semester, som gjorde mig i stand til at få et job som økonomisk journalist, mens jeg stadig studerede.
Hvilken stilling i Dansk Industri besidder du, og hvordan fik du denne?
Jeg arbejder som konsulent med særlig fokus på analyse, kommunikation, politik og udvikling af erhvervs-og arbejdsmarkedsuddannelser inden for service og transportområdet. Stillingen var slået op og havde den perfekte kombination til min profil, så jeg søgte den og var så heldig at få den.
I min afdeling arbejder vi på mange måder inde i maven af den danske model. Konkret betyder det, at vi sammen med b-siden (fagforeningerne) udvikler på en lang række erhvervsuddannelser og amu-kurser inden for industri, transport, handel og service. I den forstand er jeg på mange måder vendt tilbage til en af drivkræfterne i mit speciale – nemlig et effektivt arbejdsmarked, hvor unge og voksne får gode uddannelser og mulighed for at blive en del af arbejdsmarkedet hurtigt. Det er som økonomuddannet virkelig fedt at blive en del af maskinrummet, for så kan man også være med til at gøre en forskel.
Derudover laver jeg analyser, som vi bruger til at blive klogere på, hvad vi skal mene, og hvilken politik vi skal føre på vegne af vores medlemmer.
Jeg laver også mindre kommunikationsopgaver, fx læserbreve, indlæg og redigering af vores nyhedsbrev til de mange repræsentanter, vi har siddende i udvalg på en lang række af uddannelsesinstitutioner.
Derudover arbejder jeg også med rekruttering af unge og voksne til industriens erhvervsuddannelser i projektet Hands-on, som vi har sammen med Dansk Metal, 3F, HK og Teknisk Landsforbund.
Hvorfor valgte du netop at arbejde i DI, og hvad var dine tanker om at arbejde i en interesseorganisation?
Jeg havde et godt indtryk af DI og syntes, det virkede som et godt og professionelt sted at arbejde med spændende opgaver. Jeg er ret drevet af at flytte noget. Prøve at løse nogle problemer, som kan gøre samfundet bedre. Så jeg synes, det giver mening at bidrage til, at der bliver uddannet de rette medarbejdere til virksomhederne – både for medarbejdernes, virksomhedernes og samfundets skyld. Hvis vi ikke har virksomheder, har vi heller ikke arbejdspladser og dermed heller ingen skatteindtægter, og så er det goodbye til de mange goder, som velfærdssamfundet tilbyder.
Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?
Vidt forskellig. Nogle dage starter jeg bilen og kører til Jylland for at besøge virksomheder eller deltage i udvalgsmøder. Andre dage er jeg i huset hele dagen og kan bruge tid på at fordybe mig i analyseopgaver – og så er der dage, hvor der er masser af møder i huset og udenfor med samarbejdspartnere, interessenter etc.
Hvilke fag eller kompetencer fra din uddannelse anvender du i dit daglige arbejde?
Det, jeg nok mest bruger, er den analytiske tilgang til tingene. At prøve at forstå, hvad der er op og ned, hvad der giver mening, og hvordan man bedst løser en problemstilling. Og så er jeg som økonom jo ikke bange for tal, og dykker gerne ned i rådata for at komme ind til substansen.
Vil du beskrive dit job som et klassisk polit-job?
Jeg møder polit’er i mange forskellige jobs, så jeg ved faktisk ikke, hvad der er et klassisk polit-job. Men hvis det er noget med at sidde og knække tal hele dagen lang, så nej.
Hvordan er det sociale miljø på din arbejdsplads?
Der er mange virkeligt dygtige, søde og engagerede mennesker i DI, og der er gode muligheder for at være social med en masse DI’er i fx personaleforeningen.
Hvis du skulle give et råd til nyuddannede, der skulle ud og finde deres første fuldtidsjob, hvad skulle det så være?
At der er mange steder, som er virkelig spændende at arbejde, så vær åben over virksomheder, institutioner og organisationer, du måske ikke lige havde tænkt på eller hørt om før. Overvej også, hvordan din personlighed og hvad du motiveres af, spiller sammen med stillingen.
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2