Efter den store recession: Hvor blev opsvinget af?

For dansk økonomi varede den store recession fra 2. kvartal 2008 til 2. kvartal 2009, og i løbet af de fire kvartaler faldt real BNP med 8,0 pct. Det var en historisk stor nedtur, men nok så alvorligt så er opsvinget stort set udeblevet. Der er tilmed gode grunde til at definere dansk økonomi som befindende sig i en ny recessionsfase siden 2. kvartal 2011, som beskrevet andet sted, figur 1.

Siden den store recession nåede bunden har dansk økonomi performet markant ringere end de fleste andre lande, vi normalt sammenligner os med.

Høj korrelation mellem business cycles på tværs af lande

Den økonomiske krise fra 2008-9 er et godt objekt for business cycle analyse, fordi konjunkturcyklerne i høj grad var synkroniseret på tværs af lande. Alle vestlige lande blev ramt af de samme chok til økonomierne i 2007-9 fra pengepolitikken og likviditetskrisen i banksektoren.

Finanskrisen havde sit udspring i et hjørne af det amerikanske boligmarked for subprime lån, og subprimekrisen var primært et resultat af government failure i massiv målestok: En boligpolitik, der havde som mål at sikre ejerboliger til grupper, der ikke var kreditværdige til almindelige lån, og af en alt for ekspansiv pengepolitik, der førte til en voldsom misallokering af kapital og en prisboble på boligmarkedet (der var naturligvis mange andre forstærkende faktorer).

Da boligpriserne begyndte at falde, var mange finansielle institutioner voldsomt eksponerede mod boligmarkedet og lå inde med ”toxic assets” i form af CDO’ere på subprimelån. En global likviditetskrise begyndte i august 2007, og den blev markant forværret efter Lehman Brothers konkurs 15.9.2008.

Synkroniseringen af business cycles på tværs af 33 lande (27 EU-lande samt USA, Japan, Schweiz, Norge, Island og Kroatien, data fra Eurostat og DS) illustreres i figur 2, hvoraf det fremgår, at der kun er beskedne faseforskydninger mellem top og bund af konjunkturcyklen i de 33 lande. Toppen af konjunkturcyklen var i 1. kvartal 2008 +/- 1 kvartal, og bunden var i 2. kvartal 2009 +/- 1 kvartal.

Opsvinget der udeblev

Opsvinget efter den store recession har været markant svagere i Danmark end i lande, vi normalt sammenligner os med. I slutningen af 2012 var BNP stadig 6 pct. under før-krise niveauet, hvorimod BNP var højere for USA, Norge, Sverige, Tyskland, Belgien, Østrig og Schweiz. Figur 3 og 4 viser indeks over kvartalsvis BNP med indeks = 1 i det kvartal, hvor pågældende land havde top i sin konjunkturcykel før krisen.

Den store recession var ikke markant dybere i Danmark

Faldet i BNP under den store recession var nok større i Danmark end i gennemsnittet af EU-lande (-5,6%) og USA (-4,7%), men med en median på 7,1 pct. placerer Danmark sig i midterfeltet mht. størrelsen af BNP-tabet, figur 5.

Det er væksten efter krisen, der er udeblevet

Det er først og fremmest væksten siden bunden af konjunkturcyklen, der er udeblevet, og her placerer Danmark sig på en 25. plads ud af 32 lande, figur 6.

Estland, Letland og Littauen var de tre lande, der både blev hårdest ramt af krisen og som efterfølgende har haft den højeste vækst, men for de andre 29 lande er der ingen korrelation mellem dybden af recessionen og efterfølgende vækst (data ekskl. Grækenland, der ikke er opdateret).

Der er derimod en sammenhæng mellem den gennemsnitlige årlige vækst i de 13 år (hvad der findes data for i Eurostat for de fleste lande) forud for toppen af konjunkturcyklen og den efterfølgende gennemsnitlige kvartalsvise vækst, figur 8. Ikke overraskende er der altså en sammenhæng mellem væksten før og efter krisen.

Økonomisk politik

Den økonomiske vækst siden den store recession har været lavere i Danmark end i de fleste andre lande, men den var også lavere i årene op til krisen. Der er altså ikke noget ændret ved dansk økonomis vækstkrise.

Den økonomiske politik under krisen har har heller ikke været rettet sig mod at ændre på det forhold. Og den har slet ikke rettet sig mod at rette op på den misallokering af kapital over mod boligsektoren, der var resultatet af den alt for ekspansive pengepolitik før krisen.

Den makroøkonomiske politik efter 2008 har haft fokus på at øge det offentlige forbrug og investeringer, og for at undgå for store underskud på de offentlige finanser er skatter og afgifter blevet hævet, så der er negative dynamiske effekter.

Alternativt kunne man have lempet skatter og afgifter for mere direkte at påvirke den private sektors produktion og beskæftigelse, og det ville samtidig have forbedret strukturerne i dansk økonomi, ligesom de dynamiske effekter ville have bidraget positivt.

Der har ikke været ført nogen målrettet strukturpolitik. Initiativer og resultater har været blandede. På den ene side er der vedtaget en dagpenge- og en efterlønsreform, men effekterne har vi ikke set endnu, og med skattereformen fra 2009 blev mellemskatten afskaffet fra 2010, så de højeste marginalskatter faldt med 6,7 procentpoint. Alt sammen positivt.

Omvendt er både indkomstskatter og en række afgifter sat i vejret, så den samlede beskatning er forøget, og det har forværret strukturproblemerne i dansk økonomi. Afgiftsforhøjelser har også forværret erhvervslivets konkurrenceevne og øget grænsehandlen.