En teoretisk cost benefit-analyse af vores svar på COVID-19-pandemien

Alle mennesker ønsker mere ”folkesundhed”, som i dagens Danmark vel kan oversættes nærmest direkte til beskyttelse mod smittefarlige sygdomme. Men der er grænser for, hvor meget vi vil gøre for at beskytte os, fordi beskyttelse er dyrt. Både i form af økonomiske tab (hvis vi fx bliver hjemme fra arbejde) og i form af sociale tab, når vi ses mindre med venner og familie. Derfor accepterer vi som samfund og individer, at der hvert år dør mange mennesker som følge af infektionssygdomme, som kunne undgås, hvis bare vi aflyste julefrokosterne, familiebesøgene og i det hele taget passede bedre på (i vinteren 2017/18 døde godt 2.800 danskere af influenza ifølge SSI).

Da COVID-19 ramte landet, steg ”prisen” på folkesundhed markant, fordi COVID-19 er mere smittefarlig og mere dødelig end influenza. For at opnå en given folkesundhed, var vi nødt til at passe meget mere på og holde mere social distancering end normalt. Alternativt var vi – for samme grad af social distancering som normalt – nødt til at acceptere mindre folkesundhed og flere dødsfald.

Modellen

Denne sammenhæng kan vi økonomer tegne som klassisk udbud-efterspørgsel. Nedenstående figur viser:

1)    Efterspørgslen, efterspørgsel(p), efter folkesundhed. Jo lavere ”prisen” er, jo mere folkesundhed efterspørger vi.

2)    Udbuddet af folkesundhed. Udbudskurven er stigende, hvilket afspejler, at vi for en given sygdom kan ”købe” mere folkesundhed, men at det bliver dyrere og dyrere at ”købe” én ekstra enhed folkesundhed. Det er fx relativt ”billigt” at hoste i ærmet, mens det er ”dyrt” ikke at se sine venner og familie. Der er to udbudskurver i figuren

a.     Udbud(p) viser situationen under en normal influenza.

b.    Udbud’(p) (udbud mærke) viser situationen med COVID-19, som er farligere og sværere at beskytte sig mod end influenza.

Normalt er vi på udbudskurven S(p)influenza, men i 2020 ramte COVID-19 landet og det flyttede udbudskurven opad til S’(p)COVID-19 Det er ganske enkelt blevet dyrere at købe samme grad af folkesundhed. Lad os se på de tre punkter, A, B og C i ovenstående figur.

Punktet A viser, hvor vi ville ende, hvis vi fastholdt vores sociale distancering under COVID-19 på samme niveau som under influenza i P*. I det tilfælde ville vi kunne forbedre vores valg ved at købe lidt mere folkesundhed ved at passe lidt mere på, fordi prisen, ligger langt under hvad vi er villige til at betale (givet ved D(p)).

Punktet B viser, hvor vi ville ende, hvis vi fastholder mængden af folkesundhed i Q* (altså samme antal døde under COVID-19 som under influenza). I det tilfælde ville kunne forbedre vores valg ved at passe lidt mindre på (ved at have mindre social distancering), fordi omkostningerne ved den sociale distancering overstiger gevinsterne ved den høje grad af folkesundhed.

Punktet C viser ligevægten, hvor vi ikke kan forbedre vores situation. Køber vi mere folkesundhed, vil det være til en pris, hvor omkostningerne ved mere social distancering ligger over gevinsterne ved mere folkesundhed (/færre døde). Køber vi mindre folkesundhed, vil gevinsterne ved at holde mindre social distancering ikke modsvare omkostningerne ved den lavere folkesundhed.

Der er to meget enkle lektier, vi kan drage af figuren:

P’* > P*: Under COVID-19-pandemien passer et samfund styret af en rationel samfundsplanlægger bedre på end under en influenza-epidemi. Han vælger simpelthen en ligevægt, hvor borgerne spritter hænderne oftere, holder mere afstand og har færre sociale kontakter mv.

Q’* < Q*: Under COVID-19-pandemien accepterer den rationelle samfundsplanlægger mindre folkesundhed end under en influenza-epidemi. Han vælger simpelthen en ligevægt med mindre folkesundhed, hvor flere folk bliver syge og dør.

Historisk mange døde i det rationelle samfund under COVID-19 – men ikke i Danmark

Lad os nu antage, at vores adfærd som samfund frem til februar 2020 var efficient, og at vores adfærd rent faktisk betød, at vi under en normal influenzasæson lå i ligevægten {Q*, P*}. Hvad skulle vi så forvente at se, da COVID-19 ramte landet?

Givet at COVID-19 er blevet udråbt som den værste pandemi i 100 år, skulle vi – hvis vi reagerede rationelt – umiddelbart forvente at se noget, der minder om den højeste overdødelighed i 100 år (udviklingen i teknologi, velstand mv. kan selvfølgelig påvirke tingene, så vi ikke kan sammenligne 1:1).

Men det ser vi langt fra i Danmark. Nedenstående figur viser antallet af døde pr. 100.000 og det forventede antal døde (regnet som gennemsnit af årene fra 4 år før og 4 år efter året) for årene 1980-2020 i Danmark samt over- og underdødeligheden pr. 100.000 for hvert år. Der er stort set ikke nogen overdødelighed i 2020 (i modsætning til fx 2018). (Bemærk, at jeg har trunkeret y-aksen, så man nemmere kan se udviklingen og afvigelserne).

Så hvis vores valg tidligere har ført til en efficient ligevægt, har vi altså passet for meget på under COVID-19-pandemien. Vi har købt for meget folkesundhed ved bl.a. at drosle for meget ned på vores sociale kontakter, i forhold til hvor stor risikoen reelt set har været.

Men hvorfor?

Det er selvfølgelig besnærende at skyde ”skylden” på regeringens nedlukninger. Men mit litteraturstudie viser, at det primært er vores frivillige adfærdsændringer – og altså ikke nedlukningen af økonomien – der bragte smitten ned i foråret. Det er altså i høj grad os selv, der har passet ”for meget” på, mens omkostningerne ved statens nedlukninger primært har været økonomiske (både i form af tabt produktivitet og i form af det nyttetab, der opstår, når staten forhindrer borgerne i at reducere deres smitterisiko på den måde, som har de laveste personlige omkostninger).

Men hvis nedlukningerne ikke har den store effekt, hvad er det så, der har ført til så få dødsfald i Danmark under den værste pandemi i 100 år?

En oplagt forklaring er, at foråret var præget af usikkerhed. Vi vidste meget lidt om COVID-19, og derfor passede vi rigtig meget på, fordi der var en risiko for, at omkostningen ved at få COVID-19 var meget, meget stor. Vores respons var altså – givet vores viden på daværende tidspunkt – rationel.

Men der kan også være andre forklaringer – og her vil jeg gerne høre jeres bud. Vi er økonomer, så lad os fokusere på det, vi kan kalde Becker’ske forklaringer. Altså forklaringer, hvor præferencerne er faste, og vi handler rationelt. Sagt med andre ord: Hvilke faktorer kan forklare dette (tilsyneladende) paradoks, hvis vi ikke blot gemmer os bag påstået irrationalitet, men antager, at der rent faktisk er en god grund til, at vi ikke så en betydelig overdødelighed i Danmark i 2020?