Kan indkomst købe lykke?

Money can't buy you love (love). Men køber det "lykke"?

Det er i år næsten 40 år siden, at Richard Easterlin publicerede sin berømmede artikel: "Does Economic Growth Improve the Human Lot? Hans tentative svar var: Nej. Samme artikel blev arnestedet for det så kaldte ”Easterlin Paradox”. Paradokset bestod i, at mens rigere lande, bedømt på BNP per indbygger, gennemgående havde borgere der erklærede sig mere tilfredse med deres tilværelse end borgere i mindre bemidlede lande, så var det ikke sådan at ”lykken”forøgedesmedvækst. Den nærliggende konklusion var, at vækst ikke var lykken; måske skulle korrelationen mellem indkomst og ”lykke” tilskrives tredjefaktorer der er øges med begge, men altså ikke nødvendigvis øges med vækst? Easterlin paradokset fremhæves ofte i den danske debat som argument for det ”utilstrækkelige” i fokuseringen på vækst.

Tillad mig en kort digression. For 1970’erne var generelt en spændende tid. Journalisten og humoristen P. J. O’Rourke har kaldt det ”the global cooling disco age of the 70’s”. Mest fordi man dengang mente, at vi stod overfor en snarligt kommende istid. Javist. Det har mange fået meget morskab ud af. Men den forskning der lå til grund for budskabet var faktisk sund nok. Og i dag véd vi alle, at kloden opvarmes; og hvorfor man troede at istiden var på vej i 70’erne, samt hvori fejlvurderingen bestod. Vi er blevet klogere.

Således også med ”Easterlin paradokset”. I dag ved folk der følger forskningsfronten at det ikke holder. I bakspejlet var ”fejlen” banal: der er ikke nogen (økonomer) der venter at vækst og ændringer i lykke erlineærtrelateret. I al fald ikke hvis man bare tror den mindste smule på aftagende marginal nytte. Denne simple erkendelse (/erindring)har vendt op og ned på forestillingen om det påståede paradoks. Om man så ser på individer eller på tværs af samfund, så er indkomst vækst og stigninger i lykke positivt relateret, når man tager aftagende grænsenytte i betragtning. Og hvis man ikke tror på det, så læs blot de samlede værker af Justin Wolfers og Betsy Stevenson (herellerher). Paradokset er (for længst) afklaret; ganske som spændingsfeltet mellem global opvarmning og afkøling.

Personligt er jeg skeptisk overfor "lykke forskningen" i denne sammenhæng. Set med mine øjne er det et bedre argument, at det har vist sig tæt på umuligt at drive middellevetiden, og uddannelsesniveauer, op i samfund der økonomisk er i bakgear. Miljøet synes også at lide i slige regimer. For mig er dette mere håndgribelige mål for "velfærd"; ting vi alle (som samfundsborgere) bør værdsætte. Men hvis man mener "lykke" indikatorer er meningsfyldte, og sammenlignelige på tværs af individer og samfund, da bør det blot erkendes, at disse mål øges medabsolutindkomst. Punktum.