Karriereråd og livet som cand.polit

Der var lagt op til en god start på dagen med gratis friskbagt brød fra Emmerys med tilhørende juice, te, kaffe og frugt. Efter en halv times morgenmad og en kort usikker stund med desperate – og til sidst succesrige - forsøg på at få projekteren i auditoriet under Cafelitten til at virke, var den første af dagens fem meget forskellige oplægsholdere ankommet. Flot klædt på og sikker på sig selv begynder Frederik Wiedemann sit oplæg med et råd til fremtidens talere; start aldrig en tale med en undskyldning – noget som dagens skarpe politter lagde mærke til, de fleste andre oplægsholdere gjorde blot få stunder senere.

Medskaber af DREAM
Stolte af endelig at have fået projektøren til at virke, forsøger dagens arrangører ivrigt at få Wiedemann til at tilslutte sin Mac. Uden held med overtalelsen drejer oplægget sig hurtigt ind på Wiedemanns egne karrierevalg, og holder en rød tråd med forskellen på at arbejde for det offentlige og i det private. Karrieren startede for Wiedemanns vedkommende i Finansministeriet – stedet han som polit længe havde haft hede drømme om. Hurtigt blev 0-fejlskulturen i ministeriet dog for meget, og efter to år måtte Wiedemann skuffet erkende at han endnu ikke havde mødt datidens finansminister, Mogens Lykketoft, og første møde med departementschefen var ved hans afsked med ministeriet. De triste minder om tunge kommandoveje og hierarki opvejes dog af en stolthed over at skabe DREAM-modellen, som kun en polit kan udvise. Filosoferende tilbage på den gang, lader Wiedemann også konkludere, at polit-tænkning siden da har sejret, med kun Enhedslisten i dag som ægte modstander.

Fra Finansministeriet fortsatte karrieren i Statsministeriet, men også her falder Wiedemann aldrig rigtigt til. Som et fremragende eksempel på mikroøkonomisk teori fortælles det, hvordan kontorchefen i Statsministeriet ofte stolt meddelte sin stab, hvordan han endnu en gang havde formået at undgå at få tilsendt flere opgaver til kontoret – lønnen er jo den samme lige meget, hvor få opgaver de fik. Dagens første karriereråd blev også givet i denne sammenhæng: Bliv aldrig arrogant. Med et gennemsnit på 10,6 (på den gamle skala naturligvis) har Wiedemann noget at have sin selvtillid i, men han fortæller også, hvordan han har set unge personer, der pludselig gives stillinger, som fx paragrafansvarlig, med stor magt, og hurtigt misforstår deres tillidserhverv, og tror, at det er dem selv, der har magten – men efter stillingen ingen venner og dårlige karrieremuligheder.

Med taler og taleudkast til både Poul Nyrup og Dronningen, oplever Wiedemann, at han som embedsmand ofte må gå på kompromis med egne holdninger. Han spørger derfor retorisk, som et forsvar for egne senere valg: ”Skal man lave noget, man ikke kan lide, blot fordi man tror, at det i fremtiden vil blive mere interessant?”. Alligevel anbefaler han, at 1-2 år som embedsmænd kan give politstuderende en god erfaring, og bør opfattes som en form for efteruddannelser – men ønsker man at nå langt inden for feltet, må man blive der hele livet.

Politstudiet; designet til embedsmandsrollen
Herefter drejer oplægget sig mod skiftet fra offentlig til privat – en brutal overgang for Wiedemann. Han rækker en direkte kritik af politstudiet for at uddannede de studerende til embedsmandsrollen og ikke forberede dem på det private erhvervsliv. Han antyder i den sammenhæng, at det er bizart, at der sidder embedsmænd uden nogen form for erfaring fra erhvervslivet, som fortæller erhvervslivet, hvad der er bedst for det. Han peger fx på hvor få embedsmænd, der kan sætte sig ind i, hvad fx ændrede momsregler betyder for små virksomheder med et heftigt likviditetspres.

Skiftet til det private fandt han i et koncept, der formede konsulentvirksomheden ReD Associates, der i dag har 60-70 ansatte. Skeptisk lyttede publikum til, da de fik fortalt, at de fleste ansatte var antropologer og sociologer og han var eneste polit – og den skeptiske indstilling var vel med god grund, for hvordan kan sådanne bløde typer dog løse hårde forretningsmæssige problemstillinger? Denne opfattelse hører ifølge Wiedemann til en gammeldags måde at løse problemer på. Til stor glæde for arrangørerne tager Wiedemann endelig projektoren i brug for at vise de fremmødte, de tre grupper, som han mener det hidtidige konsulentmarkedet kan opdeles i:

• Den klassiske del, der er drevet af store konsulenthuse som Deloitte og BCG. Wiedemann retter dog kritik mod deres metoder; de kigger kun på tal og er derfor altid bagud skuende. Desuden betragter de – meget lig politstudiets modeller – verden som en maskine og ”Sådan er verden ikke!” udbryder Wiedemann.
  
• Den nye tilgang ”Design thinking”. Her betragtes problemstillingerne langt mere kreativt, og løsninger kommer ofte som følge af kreative brainstorms, der ofte virker mere akavede end produktive, da man ikke nødvendigvis bliver meget klogere af ”blå vægge og yoga-øvelser”. Løsningerne, der bygger på et grundlag, der mangler kvantitative data og markedsanalyser, ender ofte med at være kreative produkter, der ikke møder tiltro fra ledelsens side.
  
• Endeligt er der ”Brugerdreven innovation”, hvor man undersøger det enkelte problem gennem meget kvalitative data, hvilket bevirker, at metoden bliver meget anekdotisk og uden nogen egentlig form for repræsentativitet.
  

Wiedemann kan herefter – selvsagt uden egne interesser indblandet - fastslå, at ReD Associates naturligvis er den gyldne middelvej mellem de tre hidtidige konsulentgrupper. Selv efter de mange og yderst detaljerede slides, har de færreste dog glemt, at han er eneste polit i konsulentvirksomheden og spørgsmålet fra en ivrig stud.polit kommer prompte: ”Hvis du i dag fik muligheden for at ansætte, den person du var, da du var embedsmand – ville du så gøre det?”. Efter en snublen efter ordene får Wiedemann rodet sig ud i den forklaring, at det ville han nok, efter en god jobsamtale, hvor han lærte, hvor meget han og ham selv havde til fælles.

”Nå, nu er der nok nogen, der skal lære at lege journalist”
Efter en kort cykeltur befinder vi os nu hos Berlingske, klar til at snakke med journalist og cand.polit Lars Erik Skovgaard. Først finder vi dog tilbage til en gammeldags gymnasieklassestemning, mens vi vises rundt i flok på redaktionen, der i dag ikke kun dækker print og net, men også radio og tv. Rundt på bordene ligger samtlige dagens dagsblade, store fladskærme hænger fra loftet og i hjørnerne høres en klukkende visken fra nogle af BT’s journalister; ”Nå, nu er der nok nogen, der skal lære at lege journalist”. Et af dagens højdepunkter som stud.polit opstår, da vi ser, hvor nænsomt tiden bliver behandlet af en af journalisterne; anmeldelsen af den nye Asterix & Obelix film foregår således ved, at en iPad med tilsluttede høretelefoner står stående med filmen kørende alt imens en artikel om biler bliver finpudset af selvsamme journalist.

Herefter finder vi pludselig os selv siddende i et af de såkaldte kreative rum, som Wiedemann havde så meget imod. Her får vi først en kort introduktion af Berlingskes erhvervsdirektør om avisernes nye rolle i medierne. Efter det korte oplæg præsenterer Skovgaard sig selv og fortæller, at det er hans store passion for at skrive, der har bragt ham, hvortil han er i dag.

Resten af oplægget drejer sig meget om økonomernes rolle i medierne, hvilket også hyppigt diskuteres internt på redaktionen. Både bankøkonomer og universitetsøkonomer har egne interesser, men det kan være svært at udpege dem for mange journalistuddannede, da deres uddannelse kun byder på få ugers undervisning i økonomi. Han har derfor som polit nogle klare fordele i forhold til erhvervsstoffet, men fortæller samtidig, at rollen som journalist som færdiguddannet polit, kun er noget, der bør opsøges, hvis man virkelig brænder for at skrive. Karrieremulighederne er små, og det skal ikke være pengene, der driver en.

Næste artikel om karrieredagen med Jakob Baruël Poulsen, Mogens Lykketoft og Ulrikke Ekelund udgives på Altandetlige.dk d. 23.11.12.