Mainstream-økonomernes kritik af Emma Holten er forfejlet

Emma Holtens (EH) foredrag ’en aften om feministisk økonomi – “Hvad er vi værd?” indeholdt en væsentlig kritik af den dominerende mainstream økonomiske teori. Det blev holdt for to fulde sale på Bremen Teater og med reprise i Aarhus i september måned og med planlagt gentagelse til februar. Hendes kritik var så kras, at den førte til en debat i Informations spalter om, hvad begrebet mainstream economics egentlig dækker over?

Her forsøgte først lektor på Økonomisk Institut Jeppe Druedahl (JD), Emma Holtens foredrag om feministisk økonomi er vigtigt, men rammer til tider også skævt | Information og dernæst cand.polit. Anne Sophie Lassen og Sofie Dalum (ASL & SD) fra CBS, Emma Holten har ikke opdaget, hvor feministisk moderne økonomi kan være | Information, at nedgøre EMs kritik af mainstream økonomi, idet hun efter deres mening ikke havde tilstrækkelig viden! Efterfølgende tog EM Emma Holten: Feministisk kritik kan give os et nyt blik på de økonomiske modellers blinde vinkler | Information dog heldigvis selv ordet og redegjorde for sine argumenter bag konklusionen: ’at kvinder og kvinders arbejde er stærkt undervurderet og underrepræsenteret i den traditionelle, såkaldte mainstream økonomiske teori’.

Tankevækkende er det i denne debat, at de tre højt profilerede universitetsøkonomer affejer EHs argumentation uden selv at kunne definere mainstream økonomi. Det tætteste JD kommer en definition – jeg havde nær sagt ikke-definition, er at beskrive mainstream økonomi, som en ’nyttig værktøjskasse’, der kan bruges af alle økonomer – herunder også ’feministisk økonomi’.

Det er simpelthen noget vrøvl – ren faneflugt. Og derfor falder kritikken af EH og den mildt sagt arrogante opfordring til hende om at gå hjem og læse på lektien til jorden. I stedet for at anklage hende for ikke at have læst på lektien, burde kritikerne have givet hende ret. De skulle have lagt sig fladt ned og erkendt, at begrebet ’feministisk økonomi’ ikke eksisterer i det obligatoriske standardpensum i økonomisk teori på polit-studiet. ’Feministisk økonomi’ (i øvrigt lige som ’Ecological economics’) findes ikke i de lærebøger, som enhver bachelor på polit-studiet har som standardpensum, hvilket må formodes at være kernen i ’mainstream økonomi’.  

Det er simpelthen lodret forkert, når JD og de to CBS-forskere hævder, at feministisk økonomi skulle være indeholdt i mainstream økonomi. I standardpensum er der ikke antydning af, at køn i sig selv har økonomisk betydning. Alle aflønnes på basis af markedsværdien af de varer og tjenester, som de bidrager med i produktionen. Det var lige præcis den konklusion EM opponerede imod både teoretisk (svarer ikke til virkeligheden, hvor både institutionel og kapitalistisk magt indgår med stor vægt) og moralsk (hvorfor skal kvindefag systematisk underbetales? jfr. den (uafsluttede) konflikt på sygehusområdet).

Men den kritik kan mainstream økonomerne åbenbart ikke forstå. For i deres optik er økonomifaget en særdeles rummelig bygning med plads til snart sagt alle afskygninger af et moderne samfunds aktiviteter; for her bruges nemlig den samme simple værktøjskasse på alle markeder: udbud/efterspørgsel og fleksibel markedspris – uanset om det er markedet for pizza eller arbejdskraft, der analyseres jfr. Gregory Mankiw’s lærebog i macroeconomics, 1. udg. 1992 (stort set uændret lige siden). Dette er den helt dominerende markedsmodel (værktøjskasse!), som indgår i de samfundsøkonomiske grundbøger på 1. og 2. år af polit-studiet på Københavns Universitet.

Mainstream-værktøjskassen er på de fleste områder ligeså simpel, som den er virkelighedsfjern: Individuelt optimerende husholdninger og virksomheder, der udelukkende interagerer via en pengebaseret markedsøkonomi, hvor fuldkommen løn- og prisfleksibilitet – altså i modellen – sikrer fuld beskæftigelse og deraf følgende lønforskelle i ligevægten (udbud = efterspørgsel) på arbejdsmarkedet! Modellen formuleres naturligvis ved brug af matematiske ligninger. Det giver en aura af videnskabelighed uanset, at det forøger distancen til virkeligheden yderligere.

I denne model kan det ydermere (be)vises, at i en således konstrueret markedsøkonomi opnås den størst mulige velfærd(!), hvis velfærdstaten rulles tilbage (det var også Velfærdskommissionens anbefaling tilbage 2006) og fagforeningerne opløses, jfr. Peter Birch Sørensen & Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, Intermediate Macroeconomics, 1. udg. 2005. I denne mainstream økonomiske model er der job til alle, blot de er villige til at acceptere den løn, der nu en gang bliver tilbudt bestemt af grænseproduktiviteten (sic!). Gør lønmodtagerne ikke det, så er det enten deres egen, fagforeningens eller velfærdsstatens skyld, at de er uden arbejde. Det gælder naturligvis både for mænd og kvinder, så der er ingen grund til at have specielt fokus på feministisk økonomi. Kvindernes lavere løn er jo blot den objektive markedsøkonomis vurdering af værdien af kvinders produktive indsats. Den er simpelthen ’mindre værd’ end mændenes – for markedet hævdes det i neoklassisk teori er en absolut politisk neutral institution! Ethvert nok så velmenende politisk forsøg på at ændre dette forhold ved f.eks. at indføre/hæve mindstelønnen vil forårsage både et velfærdstab og samtidig skabe arbejdsløshed. Herom kan ikke diskuteres, hverken i lærebøgerne eller i finansministeriets model.

Disse modelkonstruerede konklusioner, der doseres på polit-studiet, er naturligvis vand på blå bloks mølle. Men da de også indgår i den samfundsøkonomiske model, der ligger til grund for rådgivningen fra finansministeriet: Finansministeriets departementschef indleder opgør med røde partier: kritik af vores regnemetoder er usaglig - og i sin tid også fra Det økonomiske Råd, hvor formanden nok så skråsikkert udtalte i 2011: ’at centralt i denne [mainstream] tankegang står en antagelse om, at hvis blot man kan få flere til at tilbyde deres arbejdskraft, vil der også opstå job til dem.' , er det svært for selv en socialdemokratisk finansminister at sno sig uden om de mainstream økonomiske konklusioner, hvilket også Nicolai Wammen har måttet sande. For mainstream økonomerne har endnu magten på universitetet og kan derfor fortsat undervise, som om deres teorier og modeller både er objektive og politisk neutrale.

På denne baggrund skal EHs kritik i særlig grad hilses velkommen; for den viser hvor énøjet den dominerende økonomiske teori er. Den foregiver, at den simple udbuds-/efterspørgselsmodel med fleksible priser og løn i kombination med stigende udbredelse af privat ejendomsret er en neutral værktøjskasse, hvorigennem alle væsentlige samfundsøkonomiske forhold kan analyseres. Her svigter økonomistudiet sine studenter ved ikke at give dem et både teoretisk og metodologisk mere bredspektret pensum. De får netop ikke en værktøjskasse, der giver dem mulighed for at erkende at en ensidig brug af neoklassisk markedsøkonomi simpelthen skævvrider forståelsen af den samfundsøkonomiske virkelighed, der omgiver dem.

Her lykkedes det heldigvis EH at demaskere universitetsøkonomerne i en grad, så de ikke turde vedgå, at mainstream økonomi er en ideologisk forankret videnskab. Det skal EH have tak for. Og ikke overraskende ledte den efterfølgende diskussion mine tanker hen mod Kejserens nye klæder, hvor barnet (undskyld Emma) blot siger, hvad der er åbenbart for enhver, at Kejseren ingen tøj har på, alt mens skrædderne højlydt grinende er stukket af med guld og sølv i rigelige mængder.

Indlægget er skrevet i december 2021.