Pas på med at se op fra regnearket, hvis du vil kende virkeligheden

Som økonom får man ofte at vide, at man skal kigge op fra regnearket og se virkeligheden. Og bevares, der er intet forkert i at kigge op fra computeren, men der er også væsentlige argumenter for ikke at gøre det. For når vi kigger på enkelthistorier (og det vil det, vi kan se, trods alt stort set altid være), bliver vores hjerne påvirket. Og resultatet er ofte (måske endda altid?), at vores opfattelse af virkeligheden bliver skævvredet af, at vi ser på den.

Hvordan kan det komme til udtryk?

I bogen ”Talking to strangers” beskriver Malcolm Gladwell bl.a., hvordan dommere, der mødes med de anklagede, er dårligere til at bedømme, om der skal sættes en lav eller høj kaution end en computer, som alene ser på objektive fakta, som fx om personen er tidligere straffet. Man skulle ellers tro, at en dommer, der har mulighed for at ”se personen i øjnene”, ville have bedre mulighed for at vurdere, om personen er troværdig. Men sådan er det ikke. Faktisk sætter dommerne for mange ”dårlige” borgere i spjældet (ved at sætte en meget høj kaution), mens for mange ”gode” borgere går fri (mod en lav kaution) i forhold til den objektive computer. Forklaringen er ifølge Gladwell, at vi mennesker er dårlige til at spotte løgnere ud fra deres kropssprog og ansigtsudtryk.

Også nobelprismodtageren Daniel Kahneman, som skrev must-read bogen “Thinking fast and slow”, var opmærksom på problemet. Kahneman mente, at »nothing in life is as important as you think it is while you are thinking about it«. Med det mente han, at det vi ser, påvirker vores opfattelse af virkeligheden. Som forældre til småbørn kan du fx komme til at tro, at der er kommet flere legepladser, men det eneste, der er sket, er at du selv besøger flere legepladser end for fem år siden, da du ikke havde børn. Og det er bl.a. problemet ved ikke at kigge i regnearket: Du ser kun et lille udsnit af virkeligheden, som du har tendens til at overvurdere betydningen af.

Sidste år var der en hidsig fattigdomsdebat i Danmark. BUPL lavede en rundspørge blandt pædagogerne, som ifølge BUPL viste, at »konsekvenserne [af kontanthjælpsloftet], er meget synlige ved f.eks. manglende tøj, og usund kost«. Hver fjerde pædagog oplevede simpelthen, at der var sket en stigning i antallet af børn og familier, der er presset økonomisk. BUPL problematiserede med udgangspunkt i deres undersøgelse, at mange (ifølge pædagogernes opfattelse) ”ikke havde råd til at købe basale ting som regn- og vintertøj”.

Men var pædagogernes opfattelse rigtig? Der er flere grunde til at tro, at pædagogerne på baggrund af deres hverdagserfaringer kan få en forkert opfattelse af virkeligheden. For det første fylder det naturligvis meget hos et menneske, hvis man ser børn, der mangler basale fornødenheder. Derfor kan der være en tendens til at overvurdere problemet, ligesom man ser, at mange mennesker overvurderer problemerne i verden, fordi de læser de daglige nyheder. Desuden kom undersøgelsen fra BUPL efter at en beregning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), viste, at der var 64.500 relativt fattige børn i Danmark, og at antallet var steget, havde fået meget stor medieomtale. Kunne analysen have påvirket pædagogernes opfattelse af absolut fattigdom (mangel på regntøj mv.), selvom den handlede om relativ fattigdom (ulighed).

Kahneman fik selvfølgelig ikke kun nobelprisen for glimrende teorier, men for at underbygge sine teorier med utallige empiriske forsøg, som viser, at man kan spille puds med folks hjerner. Bl.a. viste han, at man kunne påvirke folks gæt på, hvor mange lande der var medlem af FN, ved at lade dem trække et tilfældigt tal. Jo højere tal, de trak – jo højere var deres gæt. Det ville derfor ikke være overraskende, hvis BUPL’s medlemmer opfattelse — på baggrund af de mange påstande i ulighedsdebatten — var, at fattigdom var mere blevet udbredt end tidligere, selvom det modsatte skulle være tilfældet.

Heldigvis havde Kahneman også en løsning på problemet. Da Kahneman var i det israelske militær, var en af hans opgaver at udvælge unge officerer med potentiale. Kahneman og hans kollegaer bemærkede, at deres bedømmelse af de unge officerer ikke korrelerede med officerernes efterfølgende performance. Derfor ændrede de proceduren, så de i stedet for én samlet bedømmelse, bedømte officererne på en lang række parametre/delmål, som hver især var mere objektive (fysisk formåen, samarbejdsevner osv.). Og på den baggrund dannede de en samlet bedømmelse, som i langt højere grad korrelerede med officerernes fremtidige performance.

Kahnemans løsning var altså regneark. Når man ikke kan stole på folks opfattelse baseret på virkeligheden, må man indsamle og bruge data, som kan understøtte ens vurdering. Præcis som Gladwells computer, der var bedre end dommerne til at fastslå kautioner, gjorde.

I forhold til BUPL’s undersøgelse findes disse objektive data i overflod i Danmarks Statistiks registre. Og de viste tydeligt, at antallet af børn, der ikke havde råd til basale ting som regn- og vintertøj var faldet betydeligt siden 2000. Men faktisk også, at der har været et lille fald i antallet af absolut fattige børn i netop den periode, som BUPL spurgte ind til. BUPL skriver således, at ”flere pædagoger har oplevet en stigning i løbet af 2018 i antallet af børn/familier, der er økonomisk presset”, hvilket ikke stemmer overens med, at flere har råd til regntøj mv. jf. nedenstående figur.

Kilde: Figuren er fra https://cepos.dk/artikler/fordelingspolitisk-redegoerelse-2020/

Selvfølgelig kan man ikke se virkeligheden, hvis man kun kigger i sit eget regneark. Man bør altid spørge sig selv, om resultaterne nu også kan passe i forhold til det, andre er kommet frem til, og (måske) endda det, man ser ud ad vinduet.

Men regnearket er og bliver en stor hjælp, hvis man vil forstå, hvordan virkeligheden reelt er. Og regnearket viser altså, at flere og flere får råd til basale ting som regn- og vintertøj.

Hilsen
Jonas

PS: Ovenstående gælder selvfølgelig kun, hvis man er interesseret i en objektiv vurdering. Regneark er mindre velegnede til at finde musik, mad osv., som vi personligt godt kan lide, fordi regnearket netop ikke fanger, at vores smag påvirkes af tingene omkring os. Regneark fanger kun det, man kan kvantificere.