Professor, dr. polit. Niels Thygensen bliver 80 år og blev fejret med en international konference, fredag den 5. december på Køb

Der er mange gode grunde til at markere Niels Thygesens 80 års dag. Lad mig indledningsvist nævnte, at han har en akademisk standard, som stort set ikke findes længere. Hans hædersmærker er kvalitet, integritet og open mindedness, hvortil kommer en meget behagelig personlighed.

Her taler jeg med stor glæde af egen personlig erfaring. Jeg har haft det privilegium at have Thygesen som medvejleder både på mit speciale og ved udarbejdelsen af min Phd-afhandling fra European University Institute, EUI, i Firenze.

Jeg har lært meget af Thygesen igennem årene, både når vi var enige, men måske navnlig, når vi i udgangspunktet var uenige. For som en af de få i dag mestrer Thygesen den akademiske samtale, hvor der lyttes, før der tales, og alle deltagere får en øget og mere nuanceret indsigt uden nødvendigvis at nå til enighed.

Rummelighed var også et dominerende karakteristikum ved sammensætningen af oplægsholdere ved den konference, der markerede fødselsdagen med titlen: Financing the Future: Analytical and policy challenges in Europe, China and in an interdependent world, der blev afsluttet med seks bidrag af høj standard og leveret af Thygesens tidligere studenter.

(De nedenfor gengivne high lights er helt overvejende fra konferencens session 1+2 og 4, som havde min specielle interesse. Derudover var der én session omhandlnde Financial and other Economic Reforms in China og én om New Approaches to Banking).

1. The EURO: why did we get it and the repair of the EMU since 2010

Vi kom, som det allerede fremgår af titlen på konferencen vidt omkring i løbet af dagen. Ikke overraskende stod ’euroen’ i centrum for de to første sessionen, idet Thygesen var en af euroens fædre bl.a. gennem sin deltagelse i Delors-komiteens arbejde tilbage i 1988/89. Det var imponerende at høre den tidligere ministerpræsident fra Italien, Mario Monti, sammen med to forhenværende finansministre fra hhv. Frankrig Edmond Alphandery og fra Holland Onno Ruding redegøre for de væsentligste motiver bag og forventninger til deres respektive landes deltagelse i euro-samarbejdet, og hvorfor det ikke havde levet op til deres oprindelige forventninger. Som et supplement blev det nævnt at Mario Mont også havde deltaget for ti år siden, da Thygesen fyldte 70 år. Dengang havde deltagerne ikke været tilnærmelsesvist så opmærksomme på de underliggende spændinger, som euro-samarbejdet uvægerligt ville indebære, og som de mellemliggende år havde gjort åbenbare.

Forklaringer på, hvorfor euro-samarbejdet i dag haltede var dog lige så delte som landene er forskellige: et af det større problemer viste sig i kølvandet på bankkriserne, at ØMUen i sin hidtige ikke i ordets egentligste forstand omhandlede en’single currency’, idet kvaliteten af en ’euro’ udstedt af f.eks. en cypriotisk bank havde vist sig at være så grundlæggende forskellige fra de øvrige landes euro, at det havde været nødvendigt at indføre restriktioner på brugen af cypriotiske euro. Først med gennemførelsen af bankunionen vil der blive skabt en større grad af ensartethed i kvaliteten af de bankudstedte euro. Fra fransk side blev de meget restriktive budgetkrav nævnt som problematiske, ikke mindst i en situation, hvor de private investeringer ligger underdrejede, hvorimod repræsentanten for det hollandsk/tyske synspunkt efterlyste mere disciplin i euro-landene. Denne fremhævning af disciplin fik Mario Monti med et glimt i øjet til at nævne, at det her burde bemærkes, at Italien i modsætning til Holland var kommet fri af den særlige overvågning af lande med ’excessive deficits’, som EU-kommissionen foretager. Så hvordan var det nu lige med disciplinen, havde Tyskland ikke også haft problemer tilbage i 2003/04?

Fingrene blev bestemt ikke lagt imellem, da der efterfølgende blev stillet skarpt på den aktuelle ØMU-krise. Alle tre oplægsholdere var meget optaget af den aktuelt meget lave inflation, der er et relativt nyt fænomen, men som trækker krisen i langdrag ved at fastholde realværdien af den offentlige gæld og ydermere bidrager til at fastholde realrenten på et niveau over realvæksten i BNP. Risikoen for at ØMU-landene havner i en tilstand af permanent recession á la Japan synes derfor overhængende. Det fik Richard Portes fra London Business School og EUI til at gå det skridt videre – dog også med et glimt i øjet – at kræve ECBs direktion afsat; for den har ikke leveret det krævede resultat i form af en inflation tæt på 2 pct. p.a. Han så på den baggrund ingen anden mulighed, end en form for ’debt-restructuring’. Det er ikke kun Grækenland, der hænger fast i ’gældsfælden’, hvor de offentlige budgetter belastes af en realrente, der overstiger realvæksten. Et synspunkt der indirekte blev støttet af Daniel Gros, CEPS, Bruxelles, der dog samtidig understregede, at nok havde ECB et ansvar for en stabil inflation på 2 pct.; men måske endnu vigtigere havde ECB også et ansvar for, at ØMUen ikke begyndte at falde fra hinanden – økonomisk og politisk, hvilket er en mildt sagt vanskelig opgave, når ’one size does not fit all member countríes’. Hvilket fik Lorenzo Bini-Smaghi (tidligere medlem af ECBs bestyrelse) til afsluttende at bemærke, at nu var det et spørgsmål, om det kunne lykkes de øvrige ØMU-lande at overtale ’Germany to save her from herself’.

New Approaches to the Analysis of Financial Behaviour under Uncertainty

Den 4. session blev chaired af Axel Leijonhufvud, der om nogen repræsenterer arven fra Keynes, og hvis bog fra 1969 Keynesian Economics and the Economics of Keynes – ikke mindst i perspektiv af den fortsatte finansielle og økonomiske krise – er blevet gjort til genstand for en fornyet interesse.

Claudio Borio, BIS indledte med at bemærke, ’hvor er der meget vi ikke ved’. Han hæftede sig naturligt primært ved den nye udvikling i credit cykles, som han mente at kunne eftervise ved hjælp af tidsrækkeanalyser tilbage fra 1950erne og frem til i dag. Credit cykles er blevet længere og med stigende amplitude fra 1980erne til i dag. De er blevet længere end de observerede business cycles og tilsyneladende også længere end banking cycles. Credit cycles synes at have fået en egendynamik, hvor boom uvægerligt afløses af bust, hvilket bl.a. efterlader den reale økonomi med et betydeligt ’debt overhang’. Men disse credit cycles manglende symmetri og varierende længde gjorde det umuligt at antage, at den ’rationelle forventningshypotese’ var en dækkende beskrivelse af virkeligheden. Den ligeledes observerede faldende tendens i udviklingen i realrenten afspejlede formentlig lige dele makroøkonomisk ubalance som politiske tiltag. Uanset de europæiske centralbankers formelle uafhængighed, var der en forventning om, at de ville bidrage til at genstarte væksten bl.a. gennem en lavere realrente og en bremse på deflationstendenserne. Men opgaven var ikke let, idet tallene også viste en delvis afkobling af relationen mellem credit, savings and real investment. Det hidtidige fravær af en udbygget finansiel sektor i de traditionelle makroøkonomiske modeller, måtte Borio konstatere, var set i bakspejlet, som at spille ’Hamlet without the Prince’!

Roman Frydman som leder Imperfect Knowledge Economics Program under INET fremhævede i sit indlæg, at udviklingen på de finansielle markeder ikke kan forstås uden at inddrage begrebet uncertainty. Så længe antagelsen om rationelle forventninger benyttes, er det umuligt at inddrage unanticipated events, da modellerne er i deres grundstruktur er opbygget deterministisk, hvilket ikke afspejler the real world. Erfaringen (og logikken) tilsiger, at det simpelthen er umuligt at forudsige structural changes (end sige Black Swans) probabilistisk. Det betyder, at finansielle aktiver sjældent afspejler the fundamental values og derved ikke i sig selv er a good guide for ressource allocation. Hvilket fik Frydman til at konstatere, at der metodologisk er et overraskende sammenfald mellem modeller baseret hhv. på ’central planning’ og på ’rational expectations’. I stedet burde der påbegyndes et arbejde, der benyttede sig af ’partly open models’, der kan opfange nogle af konsekvenserne af uncertain and unanticipated regime shifts i en verden med Imperfect Knowledge. Frydman afsluttede sin forelæsning med at citere en længere passage fra The Generel Theory, der netop fremhævede nødvendigheden af at inddrage usikkerhed, når real world phenomena skal forstås.

En afsluttende kommentar

Det blev en særdeles givende dag, hvor det var et gennemgående tema, hvor lidt makroøkonomer egentlig ved om makroøkonomi. Et forhold som ikke mindst den langtrukne og dybe krise har givet anskuelighedsundervisning i. Spændende er det derfor, hvor den makroøkonomiske teori bevæger sig hen under indtryk af nye indsigter som krisen giver. Kikker vi tilbage i teorihistorien, så gav krisen både i 1930erne og i 1970erne anledning til opbrud i den makroøkonomiske teori. I 1930erne svingede det store teori-pendul i retning af efterspørgslens betydning, der hidtil havde været negligeret; men penduler har det desværre med at svinge for langt ud, hvilket helt åbenbart skete ikke mindst i den økonomiske politik. Som en konsekvens af krisen i 1970erne og den mislykkede demand management policy svingede pendulet efterfølgende i retning af neoklassisk mikroteori og generel ligevægt kombineret med den rationelle forventningshypotese. Dette tankesæt har været dominerende i de seneste 30 år; men også her svingede pendulet for langt, hvorved væsentlige makroøkonomiske udviklingstendenser blev overset. Som det fremgik af konferencen er den etablerede generelle ligevægtsteori blevet udfordret af virkeligheden. Det eneste der vist kan siges med sikkerhed er, at makroøkonomerne bliver ikke arbejdsløse de kommende mange år – hertil er der alt for meget vi ikke ved, samtidig med at den underliggende økonomi er under konstant forandring.

Det var således med masser af inspiration til kommende års makroøkonomisk forskning at deltagerne kunne forlade Universitetets festsal, efter på behørig vis at have ønsket Niels Thygesen tillykke med 80 årsdagen.