Studenterpolitik skal fokusere på de konkrete problemer, som virkelige studerende går og døjer med

Til univalg er stemmeprocenten i dag kun omkring de 20%. Hvordan kan det være? Er der virkelig kun 20%, der går op i vores hverdag på universitet?

Det tror jeg personligt ikke. Jeg tror derimod, at årsagen skal findes i, at Studenterpolitik i dag er blevet for abstrakt. Vi er kommet for langt væk fra de studerende, som de er flest, og vi taler ikke tilstrækkeligt ind i de dagsordener, som mange studerende oplever i deres hverdag.

Misforstå mig ikke – det er vigtige dagsordener, at vi får et universitet i front på den grønne omstilling, og det er også vigtigt at tage de store, landspolitiske kampe som f.eks. om SU eller dimittendsats. Men vi skal ikke glemme vores eksistensberettigelse – nemlig at kunne levere konkrete forbedringer af de studerendes hverdag.

Univalgsugen burde være meget mere en kaffe og slikuddelinger i pausen. Det burde være en demokratisk festuge, hvor vi kommer helt tæt på de studerendes problemer og dagligdag, og kommer med konkrete løsningsforslag, som vi kan tage videre. Vi skal have studenterpolitik i øjenhøjde.

På en måde synes jeg faktisk, at ”festlisten” er et friskt pust. Ikke fordi, at jeg mener, at et univalg kun bør handle om fest. Langt fra. Men fordi det er et eksempel på en protest mod de abstrakte slogans og løfter, og et forsøg på at komme med noget konkret.

For mig er mine mærkesager dog mere end bare fest – og Politrådet vil også gerne være meget mere, end blot en protestliste.

Jeg stiller op for at være et talerør for de studerende, som ellers ikke bliver hørt. Nemlig alle de studerende som døjer med problemer i hverdagen.

Det kan være personer som mig selv, der lider af en funktionsnedsættelse, som f.eks. ordblindhed, ADHD, eller fysisk handicap. Det kan være personer, der går ned med stress, depression, eller angst. Eller det kan være personer med problemer i hverdagen, der kan have svært ved at få en studiehverdag til at hænge sammen. Alle sammen eksempler på grupper, der ofte oplever at blive kastet rundt af et system, der ikke har plads til dem.

Konkret ønsker jeg bl.a. at forbedre hverdagen for personer med funktionsnedsættelser ved, at der skal oprettes en samlet instans, hvor man kan gå hen for vejledning, dispensation, og for at få adgang til hjælp og hjælpemidler. I dag skal man igennem et bureaukratisk helvede, med 4 forskellige instanser og lange behandlingstider. Selv når man ved hvor man skal gå hen, så opleves vejledning og rådgivning ofte mangelfuldt. Vi skal altså have en samlet instans for personer med funktionsnedsættelser, hvor de ansatte er specialiserede i området, og hvor de studerende ikke oplever at blive kastet rundt mellem 4 stole.

Et andet konkret forslag er, at vi i videst muligt omfang optage forelæsninger. Det skal vi for at hjælpe studerende, der af den ene eller anden grund har svært ved at få hverdagen på studiet til at hænge sammen. For hvad skal en studerende med børn gøre, når deres barn ligger derhjemme og er syg? Hvad skal personer med depression gøre, når de i en periode har svært ved at komme ud af sengen? Eller aktuelt lige nu: hvad skal studerende gøre, når de bliver testet positive for Corona, og skal være i isolation i 14 dage?

Det her er blot nogle få eksempler på forslag, som vil betyde konkrete forbedringer i rigtig mange studerendes hverdag, og som jeg vil kæmpe for i bestyrelsen, hvis jeg bliver valgt ind. Og hvis jeg ikke bliver valgt ind, så håber jeg, at det nye bestyrelsesmedlem ikke glemmer os, der har svære hverdage i forvejen.