Er de offentligt ansatte underlagt et urimeligt kontrolregime?

Alle partier i Folketinget er enige om, at der er for mange regler og for meget bureaukrati i den offentlige sektor. Argumentet synes at være, at hvis vi slipper af med kontrol og bureaukrati (kolde hænder), bliver der mere plads til omsorg og nærhed (varme hænder). Spørgsmålet er imidlertid, om den offentlige sektor er underlagt en strengere kontrol end den private sektor — eller om kontrollen blot er anderledes.

I mine øjne er private virksomheder underlagt den strengest mulige kontrol; nemlig kundernes gunst. Uanset om danskerne køber Bic Mac eller Politiken, så kontrollerer de som kunder kontinuerligt, om service, kvalitet, pris osv. er i orden. Ellers stopper de med at handle hos den pågældende virksomhed. Ganske vist er der masser af regler og procedurer, som de ansatte skal overholde internt i virksomhederne, men de er alle designet til at få og beholde kundernes gunst.

Sådan er markedskræfterne. Der er benhård kontrol af, at du leverer, det du lover. Hvis ikke du leverer, så slutter bekendtskabet. Set i forhold til den enorme kontrol, der ligger i markedskræfterne, kan kontrollen i det offentlige faktisk fremstå meget sparsom og overfladisk. Alligevel opfatter vi kontrollen som enormt generende og ressourcekrævende. Hvorfor?

Årsagen er nok, at hvor kontrollen i den private sektor ofte foregår på et relativt uformelt niveau (var kunden tilfreds i forhold til prisen?), så er kontrollen i den offentlige sektor mere formel og bureaukratisk. Er servicen ikke leveret, vil politikerne have dokumentation for, at sosu-assistenten var på adressen. Er servicen for dårlig, vil politikerne have dokumentation for, at sosu-assistenten var der i den lovede tid (selvom det intet siger om kvaliteten, er det trods alt noget, der kan måles).

Kontrollen i den private sektor er på én og samme tid langt mindre formel og langt mere detaljeret. Som kunde beskriver du ikke i detaljer, hvordan din Bic Mac skal se ud, eller hvilke artikler Politiken skal skrive. For som kunde er din vurdering af produktet langt mere kompleks, end noget der kan skrives ned. Enten vil du have produktet — eller også vil du ikke.

Men hvorfor der er behov for formel og bureaukratisk kontrol i det offentlige, når kontrollen i det private foregår så gnidningsfri? Jeg tror især to ting kan forklare forskellene.

For det første sikrer konkurrencen, at virksomheder med for meget eller for lidt kontrol går konkurs. Kontrollen i en virksomhed (hvad enten den er offentlige eller privat) har nemlig i princippet kun ét formål: Den skal sikre, at kunden får det produkt, kunden efterspørger. Hvis private virksomheder ikke kan levere den kontrol, der sikrer dette, så står konkurrenterne klar til at servicere kunderne. Og så går virksomheden konkurs. Den mekanisme findes ikke for offentlige c. Byggesagsbehandlingen i én kommune kan være dårligere end i nabokommunen i årevis uden at det fører til, at den går konkurs og andre kommer ind på markedet.

For det andet så opfører vi danskere os anderledes, når vi får services gratis af andre. Hvis min nabo tilbyder mig at hjælpe med at klippe hækken, så siger jeg ja tak. Også selvom han sidst gik mere i vejen end han hjalp til. Sådan er jeg opdraget. Jeg anerkender den andens gode vilje og siger tak og beholder gaven, selvom den måske ikke var lige i øjet. Hvis jeg til gengæld havde betalt en gartner for at klippe hækken, ville jeg næppe hyre ham igen, hvis ikke arbejdet var i orden. Ydelser som fx hjemmepleje, daginstitutioner mv. fra det offentlige er en slags gave fra alle andre danskere. Og gaver er man altså mindre tilbøjelige til at sige nej tak til. Derudover er der det åbenlyse problem, at hvis vi endelig skulle ønske at fravælge den offentlige leverandør, så kan vi ofte ikke pga. statslige eller kommunale regler.

Når vi ikke ser et fald i kontrollen og bureaukratiet, er det muligvis fordi der — ligesom i den private sektor — er behov for kontrol for at sikre, at servicen lever op til kundernes ønsker. I private virksomheder sker kontrollen blot mere uformelt i den direkte kontakt med betaleren (kunden). Denne uformelle kontrol er svagere i den offentlige sektor. Og det skaber rum for bureaukratisk kontrol i stedet.

Problemet er, at bureaukratisk kontrol aldrig kan blive lige så god som den uformelle. Hvad hjælper det, at gartneren lever op til formelle krav om antal timer og mødetid, hvis jeg i bund og grund ikke var tilfreds med kvaliteten?

Hvis vi vil bureaukratiet og kontrollen til livs i den offentlige sektor, tror jeg, at vi er nødt til at sætte den uformelle kontrol fri. I stedet for at forære borgerne en service, kan vi forære dem pengene i stedet (evt. i form af en voucher). Så kan borgerne selv vælge, hvem de vil have til at servicere dem. Og dermed får de selv ansvaret for at kontrollere leverandøren.