Overtidsreglerne i NFL er (stadigvæk) uretfærdige

Overtidsreglerne i den professionelle amerikanske fodboldliga NFL plejede at være meget enkle. Det hold, der scorede først, vandt. Sådan er det ikke længere. NFL vurderede, at det hold, som vandt lodtrækningen, og dermed fik mulighed for at starte med bolden, havde et uforholdsmæssigt fordelagtigt udgangspunkt, idet man kunne vinde kampen med blot et field goal – uden at det andet hold fik en chance for at svare igen.

Derfor blev overtidsreglerne ændret startende med slutspilskampene i 2011-sæsonen.

Nu er reglerne således, at hvis det hold, der starter med bolden i overtid, scorer et field goal på sin første angrebsserie, så får det andet hold en ekstra mulighed for at kontrollere bolden.

Tanken med de nye regler er altså klart at gøre det mindre fordelagtigt at starte med bolden i overtid. Det er bare ikke lykkedes.

Siden 2001 har 230 betydningsfulde NFL-kampe (kampe fra enten den regulære sæson eller slutspillet) været i overtid. Både før og efter regelændringen vinder det hold, der begynder med bolden, omkring 56 pct. af gangene.

Hvis NFL virkelig ønsker at afgørelsen af overtidskampe skal være fair, så har økonomer fra Columbia University og University of California foreslået følgende løsning, der minder meget om en auktion.

Det ene hold starter auktionen ved at ”byde” en yard-linje. Lad os sige, at buddet er 30 yard-linjen. Det andet hold har så to muligheder. Det kan sige ”okay, I starter med bolden fra egen 30 yard-linje”. Eller også kan det byde en lavere yard-linje end 30, f.eks. 25 yard-linjen. Det første hold skal herefter vælge om det vil lade det andet hold starte med bolden fra egen 25 yard-linjen eller om det vil byde en endnu lavere yard-linje.

Det tiltalende ved denne løsning er, at holdene simpelthen bliver ved med at byde sig længere væk fra modstanderens banehalvdel indtil de netop er ligeglade med, hvorvidt de starter med bolden eller ej. Der er altså slet ikke nogen fordel ved at starte med bolden. Tilsvarende er der heller ikke nogen fordel ved at afgive det første bud.

Auktionen er med andre ord helt og aldeles fair! Endnu en triumf for økonomisk videnskab!

Hvorvidt en auktion om boldbesiddelse nogensinde bliver virkelighed i overtidskampe i NFL er nok yderst tvivlsomt (desværre), da det er en ret radikal ændring af reglerne, hvilket sjældent appellerer til de forholdsvis konservative medlemmer af NFL’s competition committee.

Men det kunne nu være fantastisk underholdende at se, hvor langt tilbage på sin egen halvdel Carolina Panthers’ cheftræner Ron Rivera, der har fået tilnavnet ”Riverboat Ron” efter sine satsede beslutninger på fjerde down, ville være villig til at starte med bolden.

Afslutningsvis kan det nævnes, at fordelen ved at starte med bolden i en overtidskamp i NFL i øvrigt er mindre end fordelen ved at starte med at skyde i en straffesparkskonkurrence i almindelig, europæisk fodbold.

I sidstnævnte vinder det startende hold nemlig 60(!) procent af gangene ifølge Ignacio Palacios-Huerta*, som er professor ved London School of Economics. Årsagen skulle angiveligt være, at sparkere fra det ikke-startende hold er under et større psykologisk pres, idet deres hold ofte er bagud, når de sparker.

Jeg var til en konference i sidste uge, hvor Palacios-Huerta også deltog. Han fortalte, at han har sendt en række e-mails til FIFA, hvori han argumenterer for, at straffesparkssystemet skal ændres.

I stedet for den nuværende rækkefølge, der altså giver det startende hold en betydelig fordel, ønsker han, at man gør som i tennis: Hold 1 starter med at skyde et straffespark, så skyder hold 2 to gange, hold 1 skyder så også to gange osv. indtil der er fundet en vinder efter samme antal spark (minimum 5 til hvert hold).

På den måde reduceres det startende holds fordel betydeligt.

Noget kunne dog tyde på, at FIFA, i modsætning til NFL, ikke interesserer sig så meget for om en lodtrækning afgør kampene. Palacios-Huerta nævnte hvert fald, at han fortsat ikke har modtaget nogen tilbagemelding fra FIFA.

* For dem, som interesserer sig for spilteori og straffespark, kan jeg varmt anbefale dette link eller denne artikel.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk