Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Det giver god mening ikke at betale statens regninger med dynamiske effekter

Socialdemokratiet har foreslået, at økonomiske ministerier stopper med at tage forskud på indtægter fra dynamiske effekter af skattelettelser ved finansieringen af politiske tiltag. Der er gode, faglige argumenter for at tage usikkerheden ved beregnede effekter alvorligt og ikke at bruge forventede indtægter, før vi ved, de er i kassen.

Når man fastlægger den økonomiske politik, er der mange faktorer, der kan gøre, at den ikke svarer til det, politikerne selv ville sige var bedst for landet. Nogle af risikofaktorerne har at gøre med, at politikerne ser ud i fremtiden, når de beslutter politikken. Derfor er der risiko for, at de tager fejl i deres forventninger til fremtiden og til effekten af den økonomiske politik. Andre af risikofaktorerne har at gøre med, at de offentligt ansatte og politikerne selv har andre interesser, end landet har som helhed. Derfor er der risiko for, at dele af den offentlige sektor bruger flere penge end planlagt. Og der er risiko for at politikerne selv er fristet til at føre en kortsigtet og opportunistisk politik.

For at gardere sig imod nogle af de mange risici i den økonomiske politik, er det en god idé at lægge sig fast på nogle rammer for den økonomiske politik. Rammerne for finanspolitikken dækker over en masse institutioner, og mange af dem tager vi nærmest for givet. Det dækker fx over de offentlige delsektorers budgetteringsprocesser. Og det dækker over institutioner, der binder fremtidige politikere til masten, fx det underskudskrav, vi har i Danmark, som forbyder offentlige underskud af en vis størrelse.

Ligesom det er en politisk beslutning, hvilken finanspolitik der er bedst for landet, er det også op til politikerne at beslutte, hvilke risici man skal gardere sig imod, og hvilke man skal leve med. Det er nemlig ikke gratis at gardere sig imod de finanspolitiske usikkerheder. Ofte kræver det, at man øger de politiske eller bureaukratiske omkostninger ved at træffe bestemte beslutninger. Men hvis man fx gør det meget vanskeligt for de offentligt ansatte at bruge mere end planlagt, så er de nødt til at budgettere med store buffere, så de kan håndtere uforudsete udgifter. Og hvis man gør det meget uattraktivt for politikerne at køre med underskud, så er de nødt til fx at håndtere midlertidige merudgifter med nedskæringer eller skattestigninger, selv når det ville give bedre mening at overvælte merudgifterne i statsgælden.

I denne artikel vil vi se på de økonomiske argumenter for et specifikt redskab, nemlig Socialdemokraternes nye forslag om, at usikre adfærdseffekter fra skattetiltag ikke skal regnes med i finansieringen af nye politiske tiltag. Adfærdseffekter kaldes også for ’dynamiske effekter’, og de dækker bl.a. over, at skatteændringer får folk til at ændre deres arbejdsudbud.

De dynamiske effekter er små og usikre

De dynamiske effekter af skattetiltag er særdeles usikre. Det viser vismændene og VIVE i vismandsrapporten fra december på baggrund af et nyt studie af sammenhængen mellem arbejdstid og marginalskatten. De estimerede arbejdsudbudselasticiteter er på niveau med de elasticiteter, som de økonomiske ministerier benytter til at skønne over dynamiske effekter på arbejdsudbuddet. Elasticiteten er størst for kvinder, men ikke signifikant forskellig fra nul for mænd. I vismandsrapporten undersøges det på baggrund af deres resultater, hvor stor usikkerheden er, når der skønnes over arbejdsudbudseffekten af skattetiltag. De finder, at skøn over arbejdsudbudseffekten af fx at sænke topskatten er statistisk insignifikante. Det kan med andre ord ikke afvises, at de dynamiske effekter af en skattelettelse er nul eller negativ. Derudover er de estimerede elasticiteter i høj grad drevet af personer, der vælger fuldtidsarbejde frem for deltidsarbejde. Og der er ikke mange topskatteydere, som arbejder deltid.

De økonomiske ministerier anvender i øvrigt den samme arbejdsudbudselasticitet, når de beregner de dynamiske effekter af skattelettelser og afgiftslettelser. Argumentet er, at afgiftslettelser indirekte øger reallønnen. Ikke desto mindre har det nok mindre effekt på arbejdsudbuddet, når man ændrer afgifter, end når man ændrer indkomstskatten, da virkningen på marginalskatten ikke er synlig og kan være svær at gennemskue, jævnfør litteraturen om ’tax salience’.

Diskussionen går altså på, om man trods usikkerheden skal tage forskud på de dynamiske effekter, når man finansierer nye politiske tiltag. De fleste, der forsvarer at tage forskud på de dynamiske effekter, peger på, at usikkerheden omkring effekterne jo går begge veje. Og hvis man ser budgettet som en prognose for de fremtidige indtægter og udgifter, giver det bedst mening at anvende ens foretrukne punktestimat – uanset at det er meget usikkert.

Problemet er, at finansloven ikke en prognose – den har realøkonomiske konsekvenser. Derfor er det ikke oplagt, at man skal anvende et meget usikkert punktestimat i finansieringen. Hvis man tager forskud på glæderne og indregner de usikre effekter, men det efterfølgende viser sig, at de ikke indfinder sig, så bliver man nødt til at hæve skatterne igen eller skære i det offentlige forbrug. Dvs. man får nogle skattesatser og udgifter, som svinger over tid. Hvis man derimod først indregner de dynamiske effekter, når de indfinder sig, så kommer man formentlig til at øge forbruget eller sænke skatterne lidt senere, end man ellers ville. Dermed får man nogle år med overskud, hvor man så betaler af på gælden.

Ét af de grundlæggende principper i offentlig finansiering er, at stød skal håndteres via gælden og ikke via svingende skattesatser (eller udgifter). Det princip kaldes ’skatteudglatning’. Oxford-professoren, Simon Wren-Lewis, giver en god introduktion til intuitionen bag skatteudglatning i denne artikel.

Hvis man følger princippet om skatteudglatning, giver det altså bedst mening at vente med at budgettere med de dynamiske effekter, til de indfinder sig. Men det afhænger selvfølgelig af, hvor risikoavers man er over for udsving i skatterne, og hvor usikker man er på de dynamiske effekter. Og det afhænger af, hvor meget risiko der i øvrigt er omkring den økonomiske politik.

De finanspolitiske rammer skal vurderes samlet

Ved at eliminere den risiko, det indebærer at finansiere de offentlige udgifter med usikre dynamiske effekter, kan politikerne tillade sig at tage mindre hensyn til andre risikofaktorer. For det er som sagt ikke omkostningsfrit at reducere finanspolitisk risiko. Derfor bør politikerne vurdere de finanspolitiske risici under ét og fokusere på de kilder til risiko, som er størst, og som bedst kan afhjælpes.

I Sverige har man valgt at fokusere på andre risici, end vi har i Danmark. I Sverige tager man ikke forskud på dynamiske effekter af skattelettelser i finansieringen af nye politiske tiltag. Til gengæld gør man i Sverige mindre for at forhindre politikerne i systematisk at finansiere finansloven med underskud. For at forhindre det, har vi i Danmark indført en lov om, at de offentlige budgetter højst må indebære et strukturelt underskud på 0,5 pct. af BNP (budgetloven). Her ville vi faktisk sige, at de svenske rammer giver bedre mening end de danske. For danske politikere har ikke rigtig nogen historik for systematiske offentlige underskud, og underskudskravet går stik imod princippet om skatteudglatning. Desuden gør kravet det sværere at føre konjunkturstabiliserende finanspolitik.

Rammerne om finanspolitikken er en politisk beslutning

Som indvending mod Socialdemokraternes udvidede forsigtighedsprincip, har den liberale tænketank CEPOS fremført, at forslaget indebærer en politisering af Finansministeriets regneregler. Det er ikke tilfældet, for der er ikke tale om at lave om på selve regneprincipperne.

Som Finansministeriet skriver, skal man ”sondre mellem Finansministeriets regneprincipper og en konkret finanspolitisk prioritering. Hvorvidt der disponeres over adfærdsvirkninger (dynamiske effekter) i forbindelse med konkrete initiativer er udtryk for en finanspolitisk prioritering og ikke et regneprincip.”

Som sagt er det grundlæggende op til politikerne at vurdere, hvilke finanspolitiske risici man skal gardere sig imod, og hvilke man skal leve med. Det er i sidste ende en beslutning om, hvad de politiske omkostninger skal være ved forskellige finanspolitiske beslutninger. Tilsvarende var det en politisk beslutning, da man i sin tid indførte den nuværende finansieringspraksis. Det har bl.a. en tidligere departementschef forklaret.

Selvom det er en politisk beslutning, er det naturligvis også op til økonomer at rådgive politikerne om rammerne for finanspolitikken. Her har bl.a. Nationalbanken foreslået det samme som Socialdemokraterne, altså at man ikke tager forskud på de dynamiske effekter, når man finansierer nye politiske tiltag. I stedet bør de ekstra indtægter kunne omsættes til ekstra udgifter ”når og hvis de har materialiseret sig”. Set fra et økonomifagligt synspunkt er det sådan set ret fornuftigt at vente med at budgettere med indtægterne fra dynamiske effekter, til man er sikker på, at man har dem.

Af senioranalytiker Jon Nielsen og analytiker Sune Caspersen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er en økonomisk-politisk tænketank og et samfundsøkonomisk analyseinstitut, der arbejder for at fremme den sociale retfærdighed i Danmark. AE ønsker en samfundsudvikling, hvor økonomisk vækst og velstand ikke fører til øget ulighed og nye sociale skel. Vores vision er et samfund, hvor de økonomisk og socialt dårligt stillede skal have samme muligheder som alle andre for at uddanne sig og forfølge deres mål.