Grøn omstilling og diskonteringsrenten: Et umage par

Samfundsøkonomisk tab: Drivhusgas og arbejdsløshed

Hvad har emission af drivhusgasser til atmosfæren og de timer, der mistes ved ufrivillig arbejdsløshed, til fælles?

De er irreversible. Emission af drivhusgas vil forøge den globale temperatur for altid. Ligesom ufrivillig arbejdsløshed indebærer et tab af produktion (og velfærd) for altid.

Den politiske ambition er derfor at nedbringe emissionen af drivhusgasser i et hastigt tempo frem mod år 2030 og helt af afvikle emissionen inden år 2050; for herved at bidrage til at temperaturstigningen ophører i løbet af det 21. århundrede.

Samtidigt hermed befinder den danske samfundsøkonomi (på lige fod med de fleste andre økonomier) sig i den situation, at der vil være ufrivillig arbejdsløshed, så langt øjet rækker; men uden en formuleret plan for, hvorledes den skal nedbringes. (Tværtimod kan det med god ret hævdes, at Budgetloven bidrager til denne tilstand af permanent arbejdsløshed).

Denne mangel på samfundsøkonomisk planlægning er paradoksal, idet den øgede arbejdsløshed, jo giver en unik mulighed for at anvende ledige ressourcer (arbejdskraft og ’gravkøer’) til at gennemføre den politisk ønskede omstilling af dansk økonomi.

Tillad mig at give blot et par historiske eksempler: Lillebæltsbroen i 1930erne og etablering af Storebæltsforbindelsen i første halvdel af 1990erne. Perioder med ekstraordinær høj arbejdsløshed. Jeg kender ikke én fagøkonom, der i dag udtrykker andet end fuld anerkendelse for gennemførelsen af disse ganske store anlægsprojekter.

Behovet for gennemførelse af en ’grøn omstilling’ er lige så åbenbart. Det vil stille krav om betydelige investeringer i: vind-, sol- og jordenergi, omstilling af industri, af transport, af landbrugsproduktion og isolering og opvarmning af boligmassen. Skal denne omstilling lykkes, vil det kræve, at der hver år iværksættes ekstra private og offentlige investeringer i størrelsesordenen af en halv Storebæltsforbindelse, dvs. 20-30 mia. kr. Set i forhold til det danske bruttonationalprodukt på ca. 2.200 mia.kr. er det dog ikke noget overvældende beløb – og slet ikke, når de nødvendige produktionsressourcer står ledige!

Hvad stiller sig hindrende for dette samfundsøkonomiske rationale?

Realiseringen af denne omstilling vil dog kræve, for det første at Budgetloven ændres, og for det andet at finansministeriets vejledning vedrørende vurdering og anbefaling af offentlige investeringer – herunder miljø- og klimainvesteringer – ændres. Den skal bringes i takt med den samfundsøkonomiske virkelighed karakteriseret ved vedvarende arbejdsløshed, lav rente og lav BNP-vækst de næste mange år.

Budgetloven opererer med et krav om strukturel balance på den offentlige sektors saldo (ja, et underskud på ½ pct. af BNP er tilladt; men sigtet skal være balance). Dette krav stiller sig hindrende for en ekspansiv finanspolitik. Det vil sige, at hvis det grønne investeringsniveau skal hæves, så skal der spares andre steder på de offentlige budgetter eller skatter og afgifter sættes op. Konsekvenserne heraf redegjorde jeg for i mit forrige indlæg på ’Altandetlige’: Vil krisen skabe opbrud i makroøkonomisk teori?https://altandetlige.dk/blog/jesperjespersen/vil-krisen-skabe-opbrud-makrooekonomisk-teori-799

Så lad mig her tage fat i den anden blokering for den grønne omstilling, der ligeledes bygger på den teoretiske misforståelse, at samfundsøkonomien kan analyseres som værende i en langsigtet tilstand af fuld ressourceudnyttelse: generel ligevægt (sic!), og at den ’rigtige’ samfundsøkonomiske rente kan fastsættes som værende lig med den forventede reale vækst plus et (betydeligt) risikotillæg. Begge antagelser fører til en diskonteringsrente, der resulterer i en massiv underinvestering i den offentlige sektor navnlig i perioder med langvarig arbejdsløshed, overopsparing i den private sektor og lav vækst.

Finansministeriet og diskonteringsrenten

Nedenstående tabel stammer fra Finansministeriets vejledning til offentlige myndigheder vedrørende valg af diskonteringsrente ved gennemførelse af samfundsøkonomiske cost-benefit analyser:

__________________________________________

Tekst og tabel fraFinansministeriet, 2018:

____________________________________

Der kan stilles mange undrende spørgsmål til denne tabel, der resulterer i en real diskonteringsrente på 4 pct. og en uforståelige tidsprofil[1].

Lad mig begynde med den uforståelige tidsprofil: at risikotillægget reduceres desto længere ude i fremtiden indtægter og udgifter ligger? Et er vel sikkert, at jo længere ude i fremtiden en begivenhed ligger desto større er usikkerheden – eller hvad? Men i lyset af den høje diskonteringsrente på 4 pct. og dernæst 3 pct. de første 70 år, så kunne renten såmænd efterfølgende sættes til nul i de følgende år. Det ville under alle omstændigheder have en minimal indflydelse på nutidsværdien af investeringen, da indtægter og udgifter allerede efter 70 år er nedskrevet til under 10 pct.

’Den samfundsøkonomiske diskonteringsrente’: Prisen på fremtiden

Diskonteringsrenten er et udtryk for det ekstra beløb, som kræves af investor for at en fremadrettet investering har en positiv nutidsværdi. Er renten 4 pct. p.a. så kræves det, at en investering i dag på 100 mill. kr. om ét år skal betales tilbage med 104 mill. kr.

I tabellen nedenfor ses der på en investering, der løber over 35 år, hvor finansministeriets rentekrav er 4 pct. p.a. Det betyder, at investeres der 100 mill. kr. i en vindmølle, der producerer elektricitet, skal der om 35 år betales 400 mill. kr. tilbage med rentes rente. Det er derfor fuldt berettiget at kalde ’renten’: enten ’prisen på fremtiden’ eller måske endnu mere korrekt en ’skat på vore børn og børnebørn’.

Problemet er blot, at sådan fremstilles det ikke i den offentlige debat. Her anses renten for nærmest et indiskutabelt krav – prøv at spørge din bank! Det giver måske mening, så længe vi taler om et privatøkonomisk lån, hvor renten til en vis grad er at ligne med en forsikringspræmie. Hvis låntager går fallit, er pengene (delvis) mistet. Men i en samfundsøkonomisk kalkulation, hvor det er samfundet eller rettere ’slægtsgården’, der skal vedligeholdes, og det er staten, der står som låntager og garant, er problemstillingen snarere omvendt. Investeringer i bæredygtig udvikling gør slægtsgården mere robust over for bl.a. klimatiske omskiftelser og mindsker herved den samfundsmæssige risiko, som er knyttet til andre private eller offentlige investeringsprojekter, der rækker ud i fremtiden.

Som illustreret i nedenstående figur er et højt afkastkrav til fremtidssikring af samfundsøkonomien en sikker måde at forarme kommende generationer på. Jo højere rente desto færre investeringer i en bæredygtig fremtid. Det fører simpelthen til underinvesteringer ikke alene i miljøbeskyttelse, klimaforbedring, men også i undervisning, forskning og infrastruktur.

Kravet om den høje diskonteringsrente synes i dag helt løsrevet fra den samfundsøkonomiske virkelighed. Alene af den grund, at staten kan låne til en realrente, der i nogle tilfælde ligefrem er negativ! Så politikerne burde udfordre finansministeriet: Hvor kommer dog argumentationen om så en høje en real rente fra?

Jeg bliver i hvert fald læseren svar skyldig. Men efter at have læst vejledningen står det indtryk tilbage, at finansministeriet muligvis forveksler samfundsøkonomi med privatøkonomi.

Figur 1. Nutidsværdi og diskonteringsrente

Kilde: Den samfundsøkonomiske kalkulationsrente – fakta og etik, Concito, notat, februar, 2011 (så dette er ikke nogen ny erkendelse!)

Diskonteringsrente, bæredygtig udvikling og kommende generationer

Det andet mindst ligeså tungtvejende argument imod en høj diskonteringsrente er af overvejende etisk karakter og negligeres derfor ofte i den økonomiske litteratur. Enhver renteberegning er som nævnt ovenfor reelt en afvejning mellem nutid og fremtid. Et krav om en positiv rente/afkast er således en form for byrde/beskatning af fremtidige generationer. En positiv diskonteringsrente betyder, at den nuværende generation kræver af kommende generationer et over tiden stigende beløb som tilbagebetaling af et givet lånebeløb. Fastsættes renten til 4 pct., betyder det med rentes rente, at om blot 17 år skal der betales et beløb tilbage, der er vokset til det dobbelte og om 35 år til det firdobbelte! Det kan vist uden overdrivelse kaldes en betydelig beskatning af kommende generationers velfærd, jeg fristes til at sige livsvilkår, som således er indeholdt i finansministeriets vejledning.

Jeg ville have svært ved at se mine børn og børnebørn i øjnene, hvis jeg stillede et krav om, at de penge, som de har brug for at låne af mig i dag, skulle betales tilbage med rente og rentes rente. Hvorfor gælder det samme etiske princip ikke for offentlige investeringer? De er jo nødvendige fællesskabsudgifter til at sikre, at der er en velfungerende samfund(søkonomi), når børn (og børnebørn) når min alder. Det er en ’slægtsgård’, som vi har fået ansvaret for at forvalte og sikre vedligeholdelsen af. Vi har kun fået den til låns af vore forældre og med (moralsk) pligt til at give den videre i ordentlig stand til den næste generation.

Det kan desværre med en betydelig ret hævdes af Gretha Thunberg m.fl., at den nuværende generation (født i efterkrigstiden) på en række områder har misrøgtet ’slægtsgården’. Den dyne af CO2, som er blevet lagt udover kloden og som stadig forøges med rivende hast år for år, er der ganske enkelt ikke blevet betalt for. Det i mange andre sammenhænge gode princip, at ’forureneren betaler for oprydningen’, burde vel også gælde her?

Men hvordan ryddes der op i atmosfæren? Teknologien er endnu ikke udviklet hertil. Det er derimod den teknologi, der kan skabe og sikre en endog særdeles effektiv produktion af vedvarende energi. Det vil dog kræve massive ’grønne’ investeringer, som den nuværende (specielt ældre) generation burde forestå og betale, for herigennem at bidrage til at miljøgælden vokser langsommere og ophører med at vokse efter år 2050, se Jespersen, Vækstøkonomi på vildspor, 2019!

En anden måde at betale denne miljøgæld af på kunne være at renoncere på kravet om et positivt afkast på disse investeringer. Ja, det moralsk korrekte ville vel ligefrem være at give et tilskud til disse investeringer i form af en negativ rente. Det ville fremskynde omstillingen til bæredygtig økonomi. Hvorved den samfundsmæssige risiko for et kollaps mindskes, hvilket som nævnt vil gøre private investeringer mindre risikobehæftede til fordel for kommende generationer.

Et krav om en positiv realrente (der ligger udover den realøkonomiske vækst[2]) på investeringer i en bæredygtig fremtid er slet og ret en beskatning af kommende generationer. Hvorfor skal personer, der i dag sparer op egentlig have et på forhånd fastlagt tillæg i form af et renteafkast i en samfundsøkonomi, der mildt sagt har en usikker fremtid? En usikkerhed der ydermere forstærkes, hvis der ikke investeres tilstrækkeligt i bæredygtig udvikling.

Hvilket leder frem til det samfundsøkonomiske paradoks – eller måske rettere dilemma: Jo højere kravet om afkast er; desto mindre bliver der investeret i bæredygtig omstilling, hvilket forøger risikoen for, at væksten går i stå - måske ligefrem bliver negativ!

Det samfundsetiske perspektiv tilsiger således, at fremtiden burde indgå med samme vægt som nutiden ved beregningen af, om ’det kan betale sig’ at gennemføre en offentlig investering. Det vil sige, at der blev benyttet en diskonteringsrente på nul. Ja, måske ligefrem en negativ rente, hvis den omhandlede investering nedsætter risikoen for et samfundsmæssigt sammenbrud i fremtiden – som for eksempel en investering i en bæredygtig udvikling, der jo kan lignes med en lang lynafleder.

Konklusion: Slægtsgården forfalder, hvis der ikke investeres i fremtiden

Hvis det perspektiv, at samfundet kan lignes med en slægtsgård, accepteres, så burde enhver generation som en selvfølge føle sig forpligtet af en ’samfundskontrakt’, hvori vedligeholdelse af ’slægtsgården’ indgår som en selvfølge. Man kunne kalde det en moralsk forpligtelse til at sikre, at slægtsgården overdrages i god stand til den næste generation. Det er – kort fortalt – den neoliberale økonomis forbandelse, at den har individuel optimering som sit teoretiske grundlag. Her er værdigrundlaget som bekendt individuel optimering af nutidsværdien: Det er hvad der er godt for mig, der skal optimeres – jfr. bl. a. Keynes’ kritik af sin samtids økonomer: det såkaldte ’Treasury View on Money and Finance’, se Jespersen, Miljøøkonomi

Lægges denne neoklassiske, privatøkonomiske og individualistiske optimeringsteori til grund for vurderingen af offentlige investeringer, så bliver ’slægtsgården’ misligholdt; ’for det kan jo ikke betale sig’. Så jeg har en betydelig forståelse (og sympati) for Gretha Thunberg’s anklage mod de ’gamle mænd’ på mødet i Davos: ’How dare you?’

Så lad mig slutte, hvor jeg begyndte: at finansministeriets anbefaling af at benytte en diskonteringsrente på 4 pct. indebærer, at der spilles unødigt hasard med vore børns og børnebørns livsvilkår, for det fører til underinvestering i ’slægtsgården’.

Litteratur:

Finansministeriet, Den samfundsøkonomiske diskonteringsrente, november 2018

Jespersen, J. Miljøøkonomi, Djøfs Forlag, 1998 (kan stadig fås som e-bog)

Jespersen, J. Vækstøkonomi på Vildspor, København: Jensen & Dalgaard, 2019

(Essays om økonomi, politik og virkelighed igennem 20 år)

---

[1] Den samfundsøkonomiske diskonteringsrente, Finansministeriet, 12. november 2018.

[2] Dette forbehold skal naturligvis vurderes i lyset af den usikkerhed der i dag hersker om der overhovedet er nogen rimelig forventning om en realøkonomisk vækst pr. capita i dansk økonomi – herom strides de lærde.